Der findes meget få ægte republikanere i kongeriget Danmark. Monarkiet er ingen naturgiven sag, Men så længe vi har Dronning Margrethe som statsoverhoved, vil den nuværende ordning bestå og formentlig leve videre i bedste velgående i de næste mange år. Det bekræfter ny, fin bog.
Den fremmeste Danske
Anmelderens røde pen må forblive i skrivebordsskuffen under læsningen af ”De dybeste rødder”. Thi han nænner ikke at afsætte sine sædvanlige afmærkninger og tegn i den. Dertil er bogen for smuk. Ikke fordi der er nok af bemærkninger at gøre. Langt overvejende af positiv art.
For det er et værk, som bør stå i mange danske hjem – og sikkert allerede gør det. Salgssuccesen er givet på forhånd; slige bøger plejer at sælge godt.
Men der er ikke gran spekulation i journalist Thomas Larsens nye opus. Det emmer af grundighed, respekt og diskret nysgerrighed, som kan kaste – måske – nyt lys over vor højt respekterede regent. At sammenligne ”De dybeste rødder” med blot en mindre del af de mange andre bøger om kongehuset, som er udsendt gennem årene, ligger imidlertid uden for denne anmelders kompetence.
Meget véd den oplyste læser i forvejen, hvis man da ellers kender til sit lands historie. Det gør Dronningen i eminent grad. Og det er noget, som hele vejen igennem imponerer den måske på forhånd noget tilbagelænede læser: hendes fabelagtige kendskab til selv den mindste krog i Danmark.
Ikke at forglemme Grønland og Færøerne. Margrethe er i den grad vokset sammen med sit folk og land og dets lange historie, at hun fremstår som Danskeren over alle. Ikke i snæver nationalistisk-provensionalistisk, men i ordets bedste forstand.
Hun, som er indehaver af det højeste og vanskeligste embede i landet – et embede, hun ikke selv har valgt, og som hun så at sige har skullet tage tilløb til, og på hvis alle øjne hviler – formår at virke som et virkeligt samlende punkt i en ellers splittet og forvirret nation. Det er netop hendes opgave, som hun ser den: at samle.
De ”dumsmarte” var ikke så dumme endda!
Det betyder ikke, at Margrethe ikke har sine meningers mod. Det er der mange eksempler på. Hun var f.eks. ikke begejstret for indførelsen af kvindelige præster. Hun bryder sig bestemt ikke om al moderne arkitektur og byfornyelse.
Hun har godt blik for sine forgængeres lyse og mørke sider. Hun indrømmer en vis naivitet i synet på indvandrere. Hvem husker ikke hendes nytårstale om ”de dumsmarte” danskere? Troen på, at fremmede med en helt anden kultur og religion nok skulle blive som os med tiden, er forduftet for en mere nøgtern og realistisk holdning. Også her er hun i samklang med sit folks store flertal. Integrationen er bestemt ikke lykkedes.
Dronningen har først og fremmest dét, som mange danskere desværre savner. Rodfæstethed.
I en levende historiebevidsthed og i en dyb forankring i den kristne tro som en personlig sandhed, som er vokset gennem årene. Først efter sin elskede fars død blev hun en flittig kirkegænger. Dertil føjedes teologisk indsigt. Hun lader sig derfor ikke kyse af hverken islam eller Ateistisk Selskab (”Man laver i reglen ikke kampagner, medmindre man tror, at man er lidt presset”).
Læsningen giver lyst til at bruge noget mere af sin ferie på at komme rundt i sit eget land i stedet for ofte at vælge de sydlige himmelstrøg. Men først og fremmest er bogen en glimrende præsentation af dansk kultur og sindelag for såvel nydanskere som for glemsomme gammeldanskere. Kær pligtlæsning for enhver, som vil vide, hvad det vil sige at være dansk af hjertet.
Thomas Larsen, De dybeste rødder. 424 sider, rigt illustreret, 350 kroner.
