På norske sygehuse og behandlings-institutioner er man nu mange steder gået helt halal.
Patienterne tilbydes simpelthen en komplet halal-middag. Det skriver Lily Bandehy på den norske hjemmeside rights.no.
Bandehy er forfatter og samfundsdebattør, men hun har også arbejdet som sygeplejerske siden 1991. Hun kan fortælle om udviklingen af mad-politikken i det offentlige. Hvordan man indretter sig på muslimske særkrav.
Bandehy har selv rødder i Iran, så hun har forståelse for, at muslimer ikke spiser gris. Fred med det. Men når det kommer til slagtemetoder og det komplette halal-måltid, så står hun helt af.
”De sidste to-tre år er der kommet noget nyt. Halal-mad. Når madvognen ruller ind, er der ikke bare én beholder med halal-mærkning. Der er fire,” fortæller hun.
Foruden en beholder til halal-kød er der fx en til halal-kartofler, halal-grøntsager og halal-sovs.
Først troede Lily Bandehy, at køkkenet lavede sjov, men nej, det var det samme hver dag. Og der var tilsyneladende heller ingen etniske nordmænd der undrede sig over det, skriver hun.
Det viser to ting, siger hun: krævende muslimer og tossegode nordmænd.
Dét må man sige, for som Bahery spørger, hvad i alverden betyder halal-grøntsager? Er de groet på en speciel måde, eller sidder der en imam og læser højt for planterne?
Det mærkelige halal-fænomen giver hende også mindelser til Mellemøsten.
Foto: rights.no
De ikke boglige bliver imamer
Lily Bandehy skriver blandt andet i artiklen:
Halal-kartoflerne minder mig om vores politikere og moskeerne. I muslimske lande har hver moske en imam. Imamen lever af almisser … De fyre der ikke kan fuldføre en videregående uddannelse, af økonomiske eller intelligensnæssige grunde, efter 9. klasse kommer de 2 år på koranskole. Derefter får de en turban på hovedet og bliver sendt ud til forskellige moskeer. I gamle dage var det efter 6. klasse.
Når de imamer kommer til Norge, bliver de behandlet som præster, der har fuldført en lang videregående universitetsuddannelse på 7 år. De importerede imamer får statslige lån og deres moskeer får statsstøtte. Imamen og hans moske får mange forskellig slags støtte og imamen bliver inviteret af politimyndigheder, medier og ministerier for at rådgive i alt fra ungdomskriminalitet, integration, terror og hvordan man forebygger det.
Alle statens døre er åbne og de har klippekort til Norges Tv og alle de andre Tv- og radiokanaler. I muslimske lande er der ikke sygehus- eller fængselsimamer… her bliver de sat på en trone fra dag ét. Han får endog besøg af Kongefamilien og bliver talsmand for indvandrere og flygtninge der bor i Norge. De får roller som de aldrig ville have i muslimske lande (bortset fra Iran efter Khomeini) og de udnytter rollen maksimalt. Akkurat som patienten der bestiller halal-kød og halal-grøntsager.
Og næste dag vil han have lidt mere krydderi og tilbehør. Imamen ser alle muligheder, hvorfor ikke? Hvorfor ikke flere penge? Hvorfor ikke mere mad? Hvorfor ikke større moskeer og hvorfor ikke mere opmærksomhed?
En værtinde uden viden om islam samtidigt med tossegodhed, naivisme og dårlig samvittighed over kolonitiden, findes der noget bedre?
Imamerne og deres menigheder er prinsessen på ærten, den mindste ting og de føler sig krænket. De har erfaret at offerrolle er effektiv. Mere opmærksomhed, mere mad og flere penge. De misbruger ord og begreber for at parkere debatten og kritikken af islam og profeten.
Køkkenchefen må læse noget mere om halal-kød og politikerne må læse mere om imamens rolle. Køkkenchefen behøver ikke servere halal-kartofler og politikerne skal stoppe statsstøtten til moskeerne.
