Når personer (læs: muslimske ekstremister) hævder retten til offentligt at eksponere deres religion under dække af ”religionsfrihed”, er det kun få danske ledere, der tør stå imod denne provokation og kræve, at disse personer skal dyrke deres religion i privatsfæren eller i en moské.
Det kræver uden tvivl stor modstandsstyrke og integritet hos en leder at stå fast, når man mødes af en – på godt dansk – shitstorm i medierne. Venstrefløjen, alias eliten, der omfatter en overvældende stor andel af journalister, kunstnere, forfattere, politikere, universitetsansatte samt hele feel-good segmentet, er ekstremisternes villige redskab og lægger et voldsomt pres på de ledere, der ikke vil acceptere islamiseringen.
Nålestiksoperationer
Ved utallige nålestiksoperationer gennem flere årtier har ekstremisterne forsøgt at islamisere ikke blot Danmark, men hele Europa.
Nogle gange sker islamiseringen efter krav fra de tilvandrede fanatikere, andre gange kommer danske dhimmier kravene i møde, inden de er udtalt.
Kravene gennem årene har været omsiggribende med fangarme langt ind i danskernes hverdagsliv.
Vi er nægtet mærkning af halalkød og er endog tvunget til at betale afgift til imamer, der beder muslimske bønner ved slagtningen. I de fleste børneinstitutioner og på hospitaler serveres kun halalmad. Vil man ikke bidrage til islamiseringen, er der valget mellem vegetarkost, fisk eller ingenting.
På hospitalerne ses der, med få undtagelser, igennem med manglende hygiejne blandt det muslimske indhyllede og langærmede personale. Bakterier slæbes rundt fra patient til patient.
Svømmehallerne var før et sted for alle i hele åbningstiden. Nu er der kønsopdelt tid, tildækkede svømmehalsvinduer, uvaskede kroppe inden svømning og badedragter, udskiftet med dykkerdragter eller sorte telte med flere lag klude om hoved og hals. Kun få svømmehaller accepterer ikke disse forureningskilder.
Selv småbørn indhylles. For ikke at krænke nogen accepteres, at de muslimske børns knogleopbygning ødelægges. Der ansættes indhyllede kvinder i verdslige institutioner, såsom socialforvaltninger, ministerier, skattevæsenet, hospitaler – steder, som vi ikke kan vælge fra.
Også i supermarkederne får man andres religiøse præferencer smidt lige i hovedet. Kun Dansk Supermarked: Føtex, Netto, Bilka var tidligere hijabfri zoner. Men kun for en stund. Heller ikke dér vovede man i længden at sætte sig op imod islamisternes pres.
Indførelse af shariadomstole, polygami og børneægteskaber lukker myndighederne øjnene for, ligesom de tager særdeles let på jødehad og homoseksualitet. Jøder kan jo bare rejse til Israel, og de homoseksuelle kan få mere lys i gaderne.
De mest undertrykkende regimer får lov til at bygge moskeer i vores land, nu med minareter, hvor krav om bønneudråb venter lige om hjørnet.
Dertil kommer venstrefløjens forslag om udskiftning af danske helligdage til fordel for muslimske. Accept af den religiøse ramadanfest med inkluderende bederum på Christiansborg, Folketingets Præsidiums accept (med kun én dissident) af en islamistisk ekstremists optræden på landets fornemmeste talerstol.
Lad os ikke glemme kristendommen: Forbud mod julen og dens symboler i mange skoler og i islamistisk overtagne boligforeninger.
Politikerne hare generelt svært ved at stå for presset fra medierne og de snakkende klasser. Kun én eneste gang har politikerne reageret med rettidig omhu for at forhindre, at borgerne skulle have deres sag afgjort af en indhyllet dommer.
Tænk, hvad vi og vores land var blevet sparet for, hvis der fra første færd var udtalt et højt og tydeligt Nej. Meget gerne med tilføjelse af lidt pædagogisk pludren for at bløde op det konsekvente svar: ”Det her er Danmark. Kan du ikke lide den måde, vi har indrettet os på, er du meget velkommen til at rejse hjem.”
Kravene ovenfor er kommet med jævne mellemrum gennem de sidste årtier. Men gennem de sidste 4-5 år kommer kravene som perler på en snor.
Bederum på skoler og arbejdspladser er et af de sidst forekomne islamiseringshits. Og appellerne til feel-good folket om støtte sker ikke forgæves.
Konvertitter og andre ekstremister
Efter årtiers imødekommenhed over for krav om at islamisere Danmark synes det lille ord nej umuligt at acceptere for ekstremister og deres medløbere. Men de er omsider stødt mod en mur af principfaste kvinder, der nægter at lade sig intimidere til at lade verdslige læresteder være kulisse for fromhedsopvisninger.
Rektor afviste krav fra 16-årig islamist om bederum på gymnasiet. Rektoren fik massiv støtte i sin afvisning af at lave gymnasiet om til et bedehus.
Vicerektor på VUC, Lyngby afviste, at seks VUC-kursister kunne blive undervist på skolen iført niqab.
Skolens direktør på Social- og sundhedsskolen i Hillerød afviste for nylig endnu en konvertit, som i det offentlige rum kræver at vise, hvor from hun er. Direktøren lod sig ikke intimidere og nedlagde forbud mod denne uskik i en dansk undervisningsinstitution.
Ingen kan se på en lyshåret konvertit med blå øjne, at vedkommende har meldt sig ud af det danske fællesskab og har tilsluttet sig ummaen. Det er derfor nødvendigt at føre sig frem som en meget synlig repræsentant for denne umma, der i øjeblikket på eksemplarisk vis er repræsenteret af terrororganisationen ISIS.
Den nu kendte fremgangsmåde, når kvinder, hvad enten de er konvertitter eller født ind i en islamistisk familie, forsøger at tvinge deres vilje igennem, er, at de indhyller sig i gevandter, der er mere eller mindre ekstreme. Derefter stiller de krav, som de på forhånd regner med vil blive afvist. Næste punkt er at indhente støtteunderskrifter, især blandt danske skolekammerater eller kolleger, som enten er lige så uvidende som venstrefløjen om, at de derved skærer den gren over, som de sidder på, eller at de af frygt for mobning ikke tør andet. Som sidste punkt på dagsordenen henvender ekstremisterne sig til medierne.
Og så kører møllen, som vi kender den.
Der er ledere, der skyndsomst og frygtsomt bøjer af, og der er ledere med integritet, som holder fast i deres principper uanset mediernes orkanstyrke og nægter at bøje sig for islamistiske krav.
Så er der ro en kort tid, indtil næste gang en ekstremist har brug for at indkalde de villige tropper.
At de ovenfor nævnte ekstremister kommer til offentlighedens kendskab, skyldes alene, at de har fået afvist deres krav og så appellerer til medierne og eliten. Hver eneste dag gennem flere årtier har lærere, læger, socialrådgivere, politikere m.fl. bøjet nakken. Disse tilfælde hører vi meget lidt eller intet om.
Man kan ikke stille fundamentalister tilfreds
Den – i øvrigt venstreorienterede – franske forfatter og journalist Caroline Fourest er helt uden den berøringsangst, som den danske venstrefløj lider under. I sin bog ”Brother Tariq. The Doublespeak of Tariq Ramadan” citerer hun den ægyptiske præsident Nasser, der, efter at have givet Det Muslimske Broderskab utallige indrømmelser, stadig blev ”overvældet med krav ”, heriblandt indhylning af kvinder (s. 52). Til sidst fik præsident Nasser nok. Han blev klar over, at man aldrig kan stille fundamentalister tilfreds og fængslede Det Muslimske Broderskabs medlemmer.
Vi kan nøjes med bare at sige nej til islamisering. Og stå fast.
Det er ligegyldigt at spekulere på, om de islamistiske krav er en koranisk drejebog til overtagelse af den vestlige verden eller blot en konspirationsteori. Om føje år er vi ikke i tvivl.