Så er den gal igen.
Nu har en 16-årig radikaliseret muslim på Københavns åbne Gymnasium stillet krav om bederum på gymnasiet.
Rektor Anne-Birgitte Rasmussen, som også er formand for Rektorforeningen, har sagt nej. Og hun har fået massiv støtte i sin afvisning af at lave gymnasiet om til et bedehus.
Hendes begrundelse er principiel:
“Når man går i skole, så går man derhen for at lære noget. Ikke for at bede. Hvis man vil det, så går man hen i en kirke eller i en moske. Hvis man går i bibliotek, går man også hen for at låne en bog – ikke for at bede. Og det er det samme. Man kommer i skolen for at lære om noget, siger hun til TV 2 News, og fortsætter:
“Om et menneske inde i sig selv beder, har ikke noget at gøre med, hvordan vi indretter skolen. Man kommer for at lære noget. Hvis man vil meditere eller bede kan man gå i et meditationscenter, en moske eller en kirke.”
Måske erindrer rektor balladen med Abu Labans søn, Taimullah, da han gik på Vestre Borgerdyd Gymnasium (Berlingske 20.11.2005).
Han stillede krav om et bederum. Og han fik det.
Men det blev hurtigt afsløret, at bederummet var led i en større plan for at trække gymnasiet i en muslimsk-religiøs retning.
Han gjorde sig selv til selvbestaltet imam, der lagde pres på de andre elever med muslimsk baggrund.
Bederummet blev til organiseret fredagbøn midt i undervisningstiden.
Og de andre muslimer blev udsat for grov mobning, hvis de ikke mødte op for at høre ”imamen” tale til fredagsbønnen. Gjorde de ikke det, var de ikke gode muslimer.
Elever begyndte at klage over det pres, de blev udsat for. Til sidst blev det for meget for rektor, og fredagsbønnen blev stoppet.
Som medlem af den rabiate forening Hitzb ut-Tahrir, brugte han sin taletid til at opfordre til drab på jøder og Israels udslettelse og blev af Dansk Folkeparti meldt til politiet.
De tager ikke er nej for et svar
Nu tror rektoren sikkert, at når hun siger nej, så er det det. Men det er det ikke, når man siger nej til de radikaliserede muslimer. Ja, faktisk behøver de end ikke at være radikaliserede, de skal ofte blot være ikke-integrerede. Så fatter de ikke, hvad det lille ord på 3 bogstaver betyder.
Og derfor bliver de elever, der vil have et bederum, ved med at presse på.
Det skete også på Københavns åbne Gymnasium.
Først blev der foranstaltet et rigtigt demokratisk valg. Og 170 elever ud af 250 stemte ja til bederum. Det var demokrati, der baskede.
Derefter forsøgte de sig med krav om et stillerum.
Men da rektor ikke rykkede sig en tomme, røg TV-journalisterne helt op i det røde felt med deres afstandtagen til rektoren og gav støtte til de bedende elever.
Hvad i alverden bilder de sig ind disse muslimske elever og de luerøde journalister? Det lyder fuldstændigt vanvittigt, at eleverne skulle afholde valg, hver gang rektor beslutter noget, man er utilfreds med. Man kunne måske også mene, at journalisterne i det mindste havde læst så meget historie, at de er fuldt ud bekendt med, at demokratiet er særdeles velegnet til at afskaffe demokratiet med.
Zubair Hussain Butt
Den TV-kendte Zubair Hussain Butt, om hvem der kan siges og er sagt meget, er en god mand at gæste, hvis man som muslim vil have sin vilje. Han er nemlig ekspert i islamisk dialog (ikke at forveksle med vestlig definition af dialog). Så det er ikke underligt, at han blev kontaktet af nogle af de muslimske elever fra gymnasiet, som var utilfredse med, at fredagsbønnen var blevet afbrudt. Og Butt gik da også omgående i brechen for eleverne.
Skulle de stakkels unger måske lægge sig i kroge og bede i stedet for at have et rum til den slags? Jeg kunne foreslå, at de enten forlod gymnasiet eller passede deres undervisning, hvis altså ikke det lyder for reaktionært.
Cand. scient. pol. og tidligere integrationskonsulent Mehmet Yüksekkaya er skråt uenig med Butt. Han mener, at gymnasiet har set gennem fingrene med fredagsbønnens udvikling i katastrofal lang tid. Også medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet, støtter fuldt ud rektoren og mener, at hvis man ikke kan tåle at gå i skole uden at have et bederum, er det måske det forkerte land, man er i.
Jeg tror ikke, de infantile plagerier over for rektor Anne-Birgitte Rasmussen er slut.
Akkari og Fourest
Det ville tale imod enhver empiri, som både andre lande og vi har oplevet. Har man bare én gang skiftet fra et nej til et ja for at få en smule fred, får man aldrig mere fred. Dette bekræftes fuldt ud af Ahmed Akkari, der i sin bog ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” oplyser, at havde Anders Fogh givet blot den mindste indrømmelse, ville krav være fulgt på krav, og han tilføjer den islamiske læresætning: ”Man skal få så meget som muligt ud af en bøjet nakke” (s. 209).
Også den franske forfatter og journalist Caroline Fourest citerer i sin bog ”Brother Tariq. The Doublespeak of Tariq Ramadan” den ægyptiske præsident Nasser, der efter at have givet Det Muslimske Broderskab utallige indrømmelser, stadig blev mødt med nye krav. Han blev faktisk ”overvældet med krav ” (s. 52). Til sidst fik præsident Nasser nok og gik så noget hårdhændet frem over for Broderskabet. Nok en god idé, men ikke lige vores stil.
Så mit råd til rektor Anne-Birgitte Rasmussen skal lyde: Bøj ikke nakken.
