Thomas Mair, der i torsdags myrdede det britiske parlamentsmedlem Jo Cox fra Labour, har været under behandling for psykisk sygdom.
Men det vil være forkert at betegne mordet som bare en gal mands værk.
Folk, der begår politiske mord og terrorhandlinger, kan meget vel være psykisk ustabile eller ligefrem syge. Sådan var det også med terroristen Omar Mateen, der gennemførte blodbadet i Orlando, Florida.
Men det ændrer ikke ved, at både Mair og Mateen også havde politiske motiver til deres afskyelige forbrydelser.
Da Thomas Mair lørdag blev fremstillet i retten og spurgt om sit navn, svarede han: ”Død over forrædere, frihed for Storbritannien.”
Nazister og islamister
Thomas Mair havde efter alt at dømme forbindelse til ny-nazistiske kredse. Han sværmede for syge ideer om hvidt overherredømme. Og han søgte informationer om, hvordan han selv kunne bygge dødbringende våben, såsom pistoler og bomber.
Det kan godt være, at han var en særling og en stakkel. Men der var ekstremistiske politiske kræfter, der fodrede denne særling og stakkel med tanker om at slå andre mennesker ihjel i en modbydelig politisk sags tjeneste.
Mordet på Jo Cox understreger, hvor vigtigt det er at bekæmpe demokratiets fjender – hvad enten de er nazister eller islamister. Bekæmpe dem med både loven og en fri og offensiv debat.
Samtidig er den tragiske begivenhed en påmindelse om, at vi også må være på vagt over for forråelse af den demokratiske debat.
Angreb på politikere
Meninger, der brydes, og skarp kritik er uundværlige dele af demokratiet. Men der er tendenser til, at især politikere undertiden bliver skydeskiver for meget hæmningsløse angreb. Facebook har givet en ny platform for den slags.
Problemet løses ikke ved at indskrænke ytringsfriheden. Det vil gøre langt mere skade end gavn for demokratiet.
Men der er behov for en større selvdisciplin og mere fairness i måden at debattere på. Flere kendsgerninger, flere argumenter og mindre mistænkeliggørelse.
Det gælder ikke kun i den bredere debat på Facebook og andre steder. Også inden for det politiske miljø er der folk, der ikke kan styre sig.
Det har der vist sig forstemmende eksempler på i den britiske debat efter Jo Cox’ død.
Ro og værdighed
Mordet kommer i en politisk højspændt situation i Storbritannien – lige op til folkeafstemningen om medlemskabet af EU.
Trods situationens alvor har langt størsteparten af det politiske miljø i Storbritannien håndteret mordet med ro og værdighed. Man har ikke forsøgt at slå plat på mordet. Man har ikke forsøgt at bruge det til at mistænkeliggøre politiske modstandere.
Som Jo Cox’ partifælle og ven, Rachel Reeves, har udtrykt det: ”Jeg mener ikke, at vi skal kæde folkeafstemningen sammen med Jo’s død.” (Daily Mail)
Misbrug af mordet
Men der er desværre folk på ja-siden, der ikke har kunnet nære sig for at prøve at gøre nej-siden medansvarlig for, at Jo Cox, der var stærk tilhænger af at blive i EU, er død.
Det gælder frem for alt den venstreorienterede avis The Guardian (Storbritanniens Politiken). Her har man i en leder kædet mordet sammen med nej-sidens advarsler mod den massive indvandring til Storbritannien.
Det skal man læse i en avis, hvor beskyldninger for ”racisme” sidder meget løst. En avis, der i forbindelse med den danske smykkelov bragte en tegning af Lars Løkke Rasmussen som nazist.
The Guardian er et deprimerende eksempel på, at mistænkeliggørelse erstatter argumenter. Man går i den forbindelse ikke af vejen for at misbruge et mord, der slår enhver demokrat og ethvert anstændigt menneske med forfærdelse.
