Så sent som den 27. december 2015 blev statsminister Løkke Rasmussen citeret for bl.a. at sige, at konventionerne ikke længere er tilpasset en moderne globaliseret verden, og at det internationale samfund kunne blive nødt til at ”justere spillereglerne”.
Når Løkke så knapt trekvart år efter genbekræfter Flygtningekonventionen, uden reguleringer overhovedet og uden offentlig debat, giver det selvsagt belæg for beskyldninger om tvetunget tale. Én tunge i Danmark, en anden i FN.
Der er såvel i Folketinget som (tilsyneladende) i befolkningen et flertal for et ønske om enten at opsige Flygtningekonventionen eller regulere bestemmelserne, så de er i overensstemmelse med nutiden, hvor langt de fleste ikke flygter, fordi de er personligt forfulgt, eller deres land er i krig, men fordi de håber på en bedre fremtid.
Det er ikke mindst et problem, når valget under asylshoppingen falder på et land som Danmark, som er et velfærdssamfund, muliggjort ved nuværende og tidligere generationers hårde arbejde og skatteindbetalinger.
De 145 medlemslande
Når man ser, hvem der er blandt de 145 lande, der har underskrevet Flygtningekonventionen, må man nok sige, at det for flere af disse er en billig omgang at være medlem. Ingen ønsker at rejse dertil; mange rejser derfra, da de kun har ét ønske: at komme til Europa, hvor græsset er meget grønnere.
Der er tale om medlemslande, der i det store hele konstant er i krig med enten hinanden eller nabolande eller begge dele på én gang (se f.eks. medlemsstaterne Yemen, Sudan, Etiopien, Somalia). Det er samtidig ludfattige tilbagestående lande, ikke mindst på grund af en ekstrem høj fødselsrate.
Fortolkning af Flygtningekonventionen
Dét, der sikkert er årsagen/en af årsagerne til den overvældende modstand mod konventionen, er, at artiklerne, der i øvrigt kun er anbefalinger, fortolkes på en måde, så det har konsekvenser for danskernes hverdag, som de ser forringet, ikke mindst hvad angår (ret til) bolig og arbejde.
For ikke at blive beskyldt for at generalisere, præciserer jeg, at der naturligvis ikke er tale om hele gruppen ”danskere” på knapt 5 millioner. Jeg taler kun om den gruppe af danskere, der ikke har den fornødne økonomiske formåen til at købe en bolig eller flytte et andet sted hen, når omgivelserne bliver for fremmedartede og brogede for dem.
De danskere, der oplever deres hverdag og miljø ændre sig fra dansk kultur til tredjeverdens kaos, som de aldrig har bedt om at blive en (tvungen) del af. De danskere, der ikke kan indmelde deres børn i privatskoler, selv om de mener, at det ikke opfylder deres egne børns behov at skulle integrere de tilvandredes børn. En pligt, der er blevet dem pålagt af politikerne.
De ”internationale forpligtelser” som politikerne gennem ratificering af diverse konventioner har påtaget sig, har de overladt til danskerne, der har de færreste ressourcer, at opfylde. En ansvarsforflygtigelse uden sidestykke.
Konventionen om boliger
På grund af manglende boliger er der i Danmark familier, der bor med børn i usunde boliger, unge, der ikke kan flytte hjemmefra, voksne, der må flytte rundt fra sofa til sofa, bo på herberg eller på gaden.
Endnu er de kommunale boligselskaber/socialt boligbyggeri i Danmark – mig bekendt – ikke gået så vidt som i Sverige, hvor beboere, uanset om de er enlige mødre eller gamle mennesker, der har boet det meste af deres liv i den samme lejlighed, bliver smidt ud for at skaffe plads til de nys ankomne migranter.
Det kan dog være et spørgsmål om tid, hvornår vi får svenske tilstande, da der er mangel på boliger stort set overalt i landet. Men mens politikerne giver nyankomne fortrinsret til boliger, prioriterer hverken Flygtningekonventionen (FK) eller Statsløsekonventionen (SK), fremmede statsborgere over landets egen befolkning.
FK, art. 21
”Medlemsstaterne sikrer, at personer med flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus har adgang til en bolig på betingelser svarende til dem, der gælder for andre tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold på deres område.”
SK, art. 21
”I det omfang, hvori boligforhold ordnes ved love eller bestemmelser eller er undergivet offentlige myndigheders kontrol, skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, den gunstigst mulige behandling og i alle tilfælde en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme forhold indrømmes udlændinge i almindelighed.”
Da Danmark behandler alle fremmede med lovligt ophold på samme måde som den danske befolkning, betyder det naturligvis, at alle skal stille sig i kø for en bolig. Ingen har førsteret. Det betyder givetvis, at de, der får flygtningestatus, må bo på et asylcenter, til det bliver deres tur til at få en bolig. Sikkert ikke særligt morsomt, men de har fået dét, der vel er det vigtigste for dem: at være i sikkerhed for bomber.
Konventionerne om adgang til beskæftigelse
Det er et dilemma, at det på den ene side er hensigtsmæssigt, at de nyankomne arbejder og betaler skat i den mere eller mindre korte tid, de skal være her i landet (jf. politikernes løfter). På den anden side synes det vigtigere, at landets egne borgere får et job, da de jo formentlig ikke blot er her midlertidigt.
Alligevel har erhvervslivet, fagforeningerne og politikerne gjort sig sjældent set store anstrengelser for at finde arbejde til de nyankomne. Havde disse udfoldelser over årene fokuseret på danskerne, var arbejdsløse danskere formentlig blevet holdt på et minimum.
Men arbejdsindsatser for danskerne synes det at have skortet på. Over for dem synes det langt overvejende at være det amerikanske slogan til uproduktive: swim or sink, der gælder.
Der er dog ingen arbejdsmæssige særrettigheder i konventionerne for udlændinge. Såvel Flygtningekonventionen som Statsløsekonventionen, begge artikel 17, stk. 1, er stort set identiske:
FK:
”Med hensyn til adgang til lønnet beskæftigelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, den gunstigste behandling, der under samme forhold indrømmes et fremmed lands statsborgere.”
SK:
”Med hensyn til adgang til lønnet beskæftigelse skal de kontraherende stater indrømme statsløse personer, der lovligt bor inden for deres område, den gunstigst mulige behandling og i hvert fald en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme forhold indrømmes udlændinge i almindelighed.”
Velfærdsstaten og de nyankomne
Mange tiårs erfaringer viser, at når flygtninge bliver til indvandrere, er der ikke tale om en kort overgangs forsørgelse, men at det for alt for manges vedkommende betyder en livsvarig afhængighed af skatteydernes pengepunge. Især mange kvinder må ikke arbejde for deres mænd, eller de lider af alverdens skavanker, så de får lægers hjælp til at hævde ikke at kunne.
En befolkning, der bliver forøget i voldsom grad med uproduktive og for manges vedkommende arbejdssky mennesker, betyder, at når X-antal skattekroner, der er forudsat at skulle anvendes på en given befolknings svageste samt opretholdelse af nødvendige institutioner, skal fordeles blandt flere, så bliver der mindre til hver. Det er et regnestykke for 0’te klasse.
Men vi kan da godt tage en ekstra tørn endnu et stykke tid. For denne gang skal de nyankomne fremmede kun være her midlertidigt, ikke?
