Torsdag formiddag brugte en 21-årig anden generations indvandrer fra Tyrkiet sin bil til at forsøge at køre tilfældige mennesker på gaden ned. Det foregik i Favoriten-distriktet i Wien.
”Han kørte direkte og målrettet mod de forbipasserende,” siger en talsmand for politiet.
En række vidner fortæller, at manden imens råbte ”Allahu akbar!” (”Allah er størst!”) ud ad bilens vindue. Desuden fandt man et eksemplar af Koranen på bagsædet af bilen.
Det er et næsten ubegribeligt held, at ingen kom alvorligt til skade under den islamiske fanatikers kørsel. Flere var tæt på, men nåede lige at undvige. To mennesker måtte bagefter behandles for chok.
Mindelser om terroren i Nice
Brugen af en bil til at forsøge at slå uskyldige mennesker ihjel giver mindelser om sommerens uhyggelige terroraktion i Nice, hvor en islamist kørte en lastbil ind i menneskemængden på Promenade des Anglais og dræbte 84 personer.
Denne form for terror, hvor man bruger en bil som mordvåben, er en af de metoder, som bliver anbefalet af Islamisk Stat.
Den østrigske anden generations tyrker er sigtet for forsøg på grov legemsbeskadigelse og medlemskab af en terrororganisation.
Kvinde kørt brutalt ned
Kort tid efter det formodede terrorangreb oplevede Wien tidligt søndag morgen endnu en frygtelig episode, hvor en bil blev brugt som et våben mod en uskyldig person.
En 22-årig kvinde besøgte et dansested, hvor hun kom i skænderi med en gruppe mænd, fordi hun havde afvist en af dem. Hun forlod stedet og gik sammen med en veninde over til et busstoppested i nærheden.
Men manden, som hun havde afvist, blev åbenbart så ophidset, at han sprang ind i sin bil, styrede direkte mod hende og kørte hende brutalt ned. Hun blev indlagt med meget alvorlige kvæstelser.
Dette var ikke terror. Men afskyeligt var det.