Det danske samfund har brugt mange penge og kræfter på at få flygtninge i arbejde. Hver gang et nyt initiativ bliver lanceret, bliver der formuleret en masse fromme forhåbninger om, at nu skal der nok komme gang i sagerne.
Men hver gang er det endt i fiasko. Og i stedet for at få en ærlig diskussion om, hvorfor det bliver ved med at gå sådan, kaster man sig ud i nye projekter og foregøgler, at de vil gøre en stor forskel.
IGU
Det seneste skud på stammen var den såkaldte integrations-grunduddannelse (IGU), der blev besluttet i forbindelse med forårets trepartsforhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere.
IGU er et toårigt forløb, hvor flygtninge og familiesammenførte kan kombinere arbejde på en virksomhed med 20 ugers uddannelse eller kurser. Lønnen svarer til en lærlingeløn.
Dengang sagde Dansk Arbejdsgiverforenings adm. direktør, Jacob Holbraad: ”Jeg er sikker på, at mange virksomheder vil bruge den nye IGU.”
Nu er der gået over et halvt år. Hvad er der så kommet ud af det? Det har DR fået oplyst: Indtil videre er antallet af flygtninge, der er kommet i gang med et IGU-forløb på … 81!
Det er et helt absurd lavt tal. Samtidig bliver tusinder og atter tusinder flygtninge forsørget af den danske befolkning via skatten.
De ansvarlige for IGU hos arbejdsgiverne, fagbevægelsen og regeringen er forlegne. De prøver at overbevise os om, at der nok skal komme flere, men de tør slet ikke sætte noget tal på.
Forsørger ikke sig selv
Integrationsminister Inger Støjberg siger over for DR:
”Vi skal da langt højere op, men jeg vil ikke sætte tal på, fordi for mig handler det om, at de mennesker, der kommer til Danmark, skal forsørge sig selv. Men om de så har brugt den trædesten, der hedder IGU, eller om de selv har fundet ind på arbejdsmarkedet, det synes jeg ikke, man skal sætte mål op for.”
Problemet er bare, at de netop ikke selv finder arbejde i særlig stort omfang. Selv den lavere integrationsydelse vil næppe ændre afgørende på dette.
De to store problemer
Når man skal forklare de magre resultater, bliver det som regel noget med, at vores indsats ikke er god nok.
På god politisk korrekt maner ligger problemet aldrig hos flygtningene – det ligger altid hos os selv.
Men det er på høje tid, at man kalder en spade for en spade. Der er to hovedårsager til, at så få flygtninge kommer i arbejde:
Den ene er, at deres kvalifikationer ofte er så ringe, at arbejdsgivere ikke har mod på at ansætte dem.
Den anden er, at mange af dem ikke har den store motivation til at arbejde. De lever gerne på offentlige ydelser betalt af danskerne.Det gælder i særlig udpræget grad kvinderne, som i en del tilfælde ikke engang må arbejde for deres mænd.
Løsningerne
Disse problemer løses ikke ved at starte endnu en ny ordning.
I en stor undersøgelse af perioden 1997-2011 slår Rockwool Fondens Forskningsenhed fast, at kun lidt over en tredjedel af flygtningene (37 procent) er kommet i arbejde efter 15 år! For familiesammenførte er det kun en femtedel (22 procent) efter fem år.
Man kan blive ved med at lave nye ordninger. Man kan blive ved med at komme med en masse fine ord. Men det eneste effektive er at begrænse problemets omfang kraftigt ved at lukke langt færre ind i Danmark fra de muslimske og andre ikke-vestlige lande.
Det kan man så supplere med yderligere økonomiske incitamenter til, at flygtninge får sig et arbejde, fordi de føler sig nødsaget til det.
Francois Fillon, der er favorit til at blive Frankrigs næste præsident, går så langt som til at kræve, at flygtninge må forsørge sig selv i de første to år.
Det kan ikke være meningen, at danske skatteydere skal betale milliarder til forsørgelse af flygtninge – samtidig med at danske ældre får afslag på en plejebolig i det lokalområde, hvor de hører til.
Fri os for mere skønsnak.
