Kristne som dæmoniserer Israel – 3. del

Sognepræst i den anglikanske kirke, pastor dr. Stephen Sizer (tv) holder møde i Libanon med Nabil Kaouk, kommandør i terrororganisationen Hizbollah. Pastor Sizer er en førende repræsentant for Sabeel i Storbritannien.

Se også 1. del: Kristne som dæmoniserer: Kairos og Kristne som dæmoniserer Israel – 2. del

 

Sabeel Ecumenical Liberation Theology Center [Sabeel økumenisk befrielsesteologisk Center] kan med rette anses for en anti-semitisk og supersessionistisk organisation, som for nylig er blevet kritiseret af flere anglikanske gejstlige. Sabeel blev grundlagt i 1989 af en anglikansk præst, Naim Ateek, tidligere kannik ved St. George-katedralen i Jerusalem. Den har stadig base i Jerusalem, men har elleve afdelinger i vestlige lande.

 

I Ateeks teologi er Jesus ikke længere en jøde, der lever under romersk styre, men “en palæstinenser, der lever under en besættelse.” Ateek har, uden ironi, i en prædiken udtalt, at “det synes for mange af os, at Jesus hænger på korset igen med tusindvis af korsfæstede palæstinensere omkring sig. Det kræver blot mennesker med indsigt at få øje på de hundred tusinder af kors over hele landet, palæstinensiske mænd, kvinder og børn, som er blevet korsfæstet. Palæstina er blevet et gigantisk Golgata. Den israelske regerings korsfæstelsessystem opererer dagligt. Palæstina er blevet hovedskallens sted.”

 

Her trækker han på den velkendte skrøne om jøder som Kristus-mordere, et talebillede som er blevet afvist af de fleste større kristne kirker. Betegnelsen har, som vi ved, dannet udgangspunkt for alle tidligere kristne forfølgelser af og mord på jøder.

 

Sabeels teologi forvansker Det Gamle Testamente ved at nægte jøder nogen form for fortsat forbindelse til deres oprindelsesland og behandle dem som et folk, der er forladt af Gud. Der er også gentagne nedsættende betegnelser af jødedommen som “stammepræget,” “primitiv” og “udelukkende.” Jødedommen bliver tillige beskrevet som en “foragtens teologi”.[1]

 

Mens de fleste moderne kirker har forladt fortidens anti-semitisme og erkender, at romerne, ikke jøderne, korsfæstede Jesus, så benægter eksponenterne for denne kult, som er blevet kaldt “kristen palæstinisme,” enhver historisk og teologisk forbindelse mellem det bibelske Israel, det jødiske folk og den moderne stat Israel. Ved at gøre dette i en tid, der har set en massiv opblomstring af anti-semitisme over hele Europa, Nordamerika og i den islamiske verden, udtrykker Sabeel åbent, at historiens mest forfulgte samfund, jøderne, ikke har nogen som helst ret til et land, hvor det kan forsvare sig mod angreb og mod den aktuelle åbenlyse trussel om et nyt folkedrab, denne gang fra Iran. Sabeel synes at have vendt ryggen til alt det arbejde, der er blevet udført af organisationer som Council of Christians and Jews, International Fellowship of Christians and Jews, og World Congress of Faiths. (En liste over andre udtalelser fra Ateek kan ses her.)

 

Sabeel er blevet kritiseret i vide kredse af både kristne og jøder. Anglican Friends of Israel har budt på adskillige kristne kritikere. Dexter Van Zile fra United Church of Christ er overbevist om, at Ateek er farlig:

 

“Han er i stand til at svøbe den palæstinensiske nationalisme i det kristne vidnesbyrds sprog, og især den dagsorden bliver derpå legitimeret af kirker i USA, Europa, Canada og Australien. Han tilfører en uærlig historisk fortælling legitimitet.”

 

Søster Ruth Laut, jurist og dominikansk nonne fra Churches United for Just Peace in the Middle East, og pastor William Harter, fra Presbyterians Concerned for Jewish Relations og National Christian Leadership Conference for Israel, har udtalt sig imod Sabeels dagsorden.

 

Charles McVety, præsident for Canada Christian College og evangelisk kristen leder, har sagt, at “Disse grupper taler på ingen måde på kristnes vegne. De udgør en radikal marginalitet, som hengiver sig til deres anti-semitiske, anti-israelske fordomme forklædt som neutralitet.”

 

Læs også
“Langsom død” for palæstinensere i Libanon

Og disse enkeltpersoner står ikke alene. Anglican Friends of Israel skrev i 2005:

 

“Grundet en dyb bekymring over de programmer og budskaber, som Sabeel bringer til Nordamerika, er der blevet dannet en organisation kaldet The Coalition for Responsible Peace in the Middle East [Koalitionen til ansvarlig fred i Mellemøsten]. Den inkluderer United Church of Christ. Koalitionen har fastslået, at ‘de (Sabeel) undergraver håbet for den israelsk-palæstinensiske fredsproces, håbet om større forståelse af konflikten og om udbredelse af religiøs tolerance.'”

 

Journalisten Jeff Jacoby har udtalt, at “Sabeel og Ateeks fordømmelser af Israel har indeholdt forestillinger, som udtrykkelig forbinder den moderne jødiske stat med de frygtelige beskyldninger, som i århundreder bar ved til så meget anti-jødisk had og blodsudgydelse,” og at “i Ateeks metaforiske fortælling gør Israel sig, med andre ord, skyldig i at forsøge at myrde Jesus som spæd, at slå Jesus ihjel på korset og forsøge at hindre hans genopstandelse.”

 

Jacoby citerer Adam Gregerman, direktionsmedlem ved Institute for Jewish-Christian Relations ved Saint Josephs University (en jesuitisk institution i Philadelphia). I Journal of Ecumenical Studies skrev Gregerman i 2004, at “befrielsesteologer” som Ateek “eviggør nogle af de mest usmagelige og ondartede forestillinger om jøderne som ondsindede, antisociale og fjendtlige mod ikke-jøder. … Som sådan hindrer befrielsesteologien, snarere end fremmer, ethvert seriøst forsøg på at forstå eller afslutte konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.”

 

Førende repræsentant for Sabeel i Storbritannien er den berygtede pastor dr. Stephen Sizer, sognepræst i det anglikanske sogn for Christchurch, Virginia Water, i Surrey. Jeg siger “berygtet” på grund af de problemer, han har bibragt sig selv inden for kirken. Den 20. januar 2015 opslog Sizer på sin Facebook-side et link til en længere konspirationsteoretisk artikel om 11. sept. 2001 med titlen “9/11 Israel gjorde det.” Artiklen indeholdt påstande, som bl.a. søgte at kæde velhavende amerikanske jøder til angrebene i kraft af deres ejerskab af bygninger, politiske tilknytninger eller forbindelser til Israel. Sizer spurgte: “Er dette anti-semitisk? Hvis det er tilfældet, vil jeg utvivlsomt blive bedt om at fjerne det. Det rejser så mange spørgsmål.”

 

Senere fjernede han opslaget, ikke nødvendigvis fordi han ikke længere mente, at det var sandt, men fordi Storbritanniens førende jødiske organisation, Board of Deputies of British Jews, havde anmodet om, at det blev fjernet. I en korrespondance med Jewish News Online udbad han sig beviser, der kunne gendrive konspirationsteorien.

 

Læs også
Hamas og Irans planer om at udslette Israel skal stoppes, inden det er for sent

Den 29. januar 2015 slog Church of England [den anglikanske kirke, som er engelsk statskirke] fast, at Sizers kommentarer var uacceptable, og at Guildford stift ville indlede en undersøgelse. Dagen efter udsendte Sizer en erklæring, hvori han undskyldte og bekendtgjorde, at stiftet havde suspenderet ham fra alle sociale medier og blogs. Board of Deputies of British Jews udsendte også en erklæring, hvori de fordømte Sizers handlinger. Den 9. februar viste det sig, at han var blevet bandlyst fra de sociale medier af Guildfords nye biskop, Hans Højvelbårenhed Andrew Watson, i mindst seks måneder på grund af sin påstand om israelsk ansvar for ugerningerne på 9/11. Sizer har også fået forbud mod at udtale sig om emner vedrørende Mellemøsten og vil ikke komme til at deltage i flere konferencer desangående. I sit brev til biskoppen accepterede Sizer, at han, såfremt han bryder sit løfte om ikke at bruge de sociale medier i den pågældende periode, vil blive tvunget til at trække sig fra sit pastorat.

 

Biskoppen i Manchester, Nigel McCulloch, som er formand for Council of Christians and Jews, har udtalt, at “Indholdet og den forsinkede fjernelse af linket på Mr. Sizers Facebook-side var vanærende og upassende for en pastor i Church of England. Medlemmer af CCJ har beskrevet websiden som ‘modbydeligt antisemitisk.'”

 

Simon McIlwaine, der er kendt som en ærlig mand, er grundlæggeren af Anglican Friends of Israel. Han har opfordret til, at Sizer fratages sin præsteværdighed.

 

Set i lyset af vores kendskab til Sabeel, Naim Ateek og Stephen Sizer må vi spørge, hvorfor en anglikansk kirke i Newcastle valgte at udstille og udsprede litteratur fra denne organisation, indeholdende citater af Ateek. Det er ikke nogen ligegyldig sag. Den rejser nogle alvorlige spørgsmål. Den mest graverende fejl, der begås af Kairos, Sabeel og andre kristne grupper, som dyrker en énsidig kampagne, er måske, at de fratager palæstinenserne enhver form for selvstændig styrke og selvtillid. Hvis israelerne er skyld i alt, hvad der er galt, og palæstinenserne udelukkende er ofre, så må palæstinenserne behandles som børn, der er uden vilje og evne til at handle til eget bedste. Eller som kun kan agere gennem vold og had.

 

Denne infantilisering af en befolkning, som har berøvet tusindvis af uskyldige livet, begået dybt alvorlige forbrydelser og åbent forkastet alle tilbud om fred, gør dem til passive modtagere af lidelse i stedet for de aktører, som de i virkeligheden er. Ved at fritage palæstinenserne fra ansvaret for deres eget had og deres egne handlinger fanger de anti-israelske kirkefolk og lægfolk den selv samme befolkning i en fælde, for hvem de udtrykker den største kærlighed i tanke og politik – en befolkning hvoraf mange er inspireret af islamiske læresætninger, der opfordrer til undertrykkelse af jøder og kristne som dhimmi-befolkninger (tålte, andenklasses borgere) – og gør dem dermed endnu mere magtesløse. De giver palæstinenserne lov til at leve videre i en atmosfære af had, i stedet for at kalde dem til kærlighed. Efter vores opfattelse har støtte til had ingen plads i en kristen kirke, ligesom der aldrig er blevet udtrykt had i nogen synagoge.

 

Eller handler disse kampagner, der er fulde af uredelige beskyldninger ligesom under Inkvisitionen, i virkeligheden slet ikke om palæstinenserne, sådan som mange mennesker i stigende grad nærer mistanke om, men er blot den seneste inkarnation af det ældgamle racistiske og religiøse had til jøder og dermed et tydeligt udtryk for den “nye anti-semitisme”?

 

Læs også
Arabernes mareridt: Integration af palæstinensere

Lad os til sidst nævne Shalom-deklarationen, en erklæring som er blevet præsenteret for kristne af mange trosretninger og underskrevet af dem som et tegn på deres tillid til Israel og det jødiske folk. Den taler for sig selv.

 

Shalom-deklarationen:

Vi erkender og værdsætter, at Israel er det eneste land i Mellemøsten, som giver alle sine borgere trosfrihed, og hvor det kristne samfund vokser. Vi sørger og står sammen med familier i Israel og i det videre Mellemøsten, som har mistet deres kære, og med alle, der bliver forfulgt i kraft af bølgen af voldelig ekstremisme og intolerance i regionen. Vi beder for, at de, der oppisker til uroligheder og disharmoni i Mellemøsten, og som truer Israels eksistens, vil blive standset. Vi beder tillige for, at fredsskaberne vil se deres tålmodighed og visionære udsyn belønnet, således at Esajas profeti, at “sværd skal slås til beskærersakse” og Jesu udtalelse, at “velsignede er fredsskaberne, for de skal kaldes Guds sønner,” snart vil blive til virkelighed. Vi henter trøst og tiltro i staten Israels pulserende liv, dens demokratiske politiske system, dens akademiske og kulturelle kreativitet, og dens bemærkelsesværdige bidrag til menneskeheden inden for videnskab og teknologi. Og vi opfordrer de åndelige ledere og valgte repræsentanter i vores land til at arbejde utrætteligt for at bekæmpe anti-semitisme og voldelig ekstremisme overalt i verden og styrke forståelsen og samarbejdet mellem befolkningerne i vores land og i Israel.

 

Vi opfordrer den anglikanske kirke til at overveje denne rapport og undersøge Wall Will Fall-begivenheden og de falske påstande fra Kairos, Sabeel og lignende organisationer i lyset af Kristi budskab om kærlighed og tilgivelse. Det må være op til kirkens egen vurdering, hvorvidt der er behov for at kalde til anger. Men hvis der ikke sker en bevidstgørelse om de omtalte uretfærdigheder og bedrag i skikkelse af kristen anti-semitisme og anti-israelisme, vil denne ugudelige intolerance og forvirring inden for kirkerne blot fortsætte med at nage.

 

Appendiks

Desværre betød tilrettelæggelsen af workshoppene på “Wall Will Fall”-begivenheden, som blev afholdt i St Thomas The Martyr Church i Newcastle upon Tyne, at man kun kunne deltage i to af fire mulige workshops og ikke i filmen.

 

Den første workshop handlede om “palæstinensisk-israelsk kollaboration” og fokuserede påVillages Group [Landsbygruppen], en NGO der engagerer nogle israelere med palæstinensiske landboere i to landsbyer nær Nablus. Dette projekt forekommer på mange måder prisværdigt, og jeg kan godt forstå, hvorfor nogle kristne støtter det. Men gruppens egen webside ogFacebook-side er erklæret anti-israelsk og støtter kun sager for den palæstinensiske part. Dette blev klart i løbet af workshoppen, som fordømte de israelske sikkerhedscheckpoints, den israelske sikkerhedsbarriere og tilsvarende emner. Selvom jeg ikke havde haft til hensigt at sige noget i løbet af dagen, blev beskyldningerne så ondsindede, at det føltes nødvendigt at forholde sig til nogle af de ytrede synspunkter.

 

Der blev gjort forsøg på at forklare, at “Muren” kun udgør en meget lille del af den israelske sikkerhedsbarriere, idet mere end 90% af denne består af et hegn, der er omkring 757 km langt. Der er ingen tvivl om, at barrieren og checkpointene besværliggør tilværelsen for palæstinenserne, men på workshoppen påpegede jeg, at barrieren blev opført i en reaktion på det store tab af menneskeliv, forårsaget af selvmordsbombere og andre terrorister; siden barrierens opførelse er mange hundrede liv blevet sparet, sådan som det fremgår af tabellen herunder:

Læs også
FN og medierne har stirret sig blinde på Israel og lukker øjnene for den apartheid, palæstinensere udsættes for i Libanon

 

 

Også to andre forhold forekom relevante. Dengang der var checkpoints i forbindelse med urolighederne i Nordirland, var de fleste mennesker (herunder denne forfatter og hans familie) taknemlige for deres tilstedeværelse til forhindring af terrorangreb. Dengang, tilbage i Mellemøsten, traf vi en gazansk kvinde, Wafa Samir Ibrahim al-Biss, som blev arresteret ved et checkpoint den 20. juni 2005 med en massiv bombe fastbundet til sit ene lår. Hun havde planlagt at tage som ambulant patient tilbage til Soroka Medical Center i Beersheva, Israel, hvor hendes liv var blevet reddet, efter at hun var blevet forbrændt ved en ulykke i hjemmet. Hendes ordrer fra Fatahs al-Aqsa Martyrernes Brigade lød på at sprænge bomben midt blandt læger og sygeplejersker og dræbe så mange børn som muligt. På det tidspunkt blev der næsten dagligt arresteret palæstinensere, som forsøgte at smugle bomber og andre våben gennem checkpoints.

 

Den eneste reaktion på denne oplysning var en erklæring om, at “det er alt sammen noget vrøvl” eller lignende udtryk i samme retning. Når man betænker workshoppens kristne kontekst, kan man have meget svært ved at forstå en så åbenlys ligegyldighed over for forestillingen om at redde menneskeliv. Ingen af de tilstedeværende (i det tæt pakkede lokale) fremsatte nogen indvendinger mod denne ufølsomme bemærkning.

 

Litteratur

Der er ikke på dette sted plads til en fuld diskussion af de mange foldere, pamfletter og brochurer, som var til rådighed på den snes eller flere boglader ved begivenheden “Wall Will Fall.” Bortset fra få undtagelser (så som oplysninger om nogle pigeskoler på Vestbredden) rummede ingen af materialerne så meget som blot en kort omtale af den jødiske, moderat kristne eller israelske side af begivenheder og politik. Store dele af materialet syntes kraftigt og til tider ondskabsfuldt at udtrykke had til staten Israel; skylden for enhver konflikt blev ét hundrede procent lagt på Israel eller på jødiske bosættere. Meget materiale nedtonede, undskyldte, dækkede over eller ignorerede tillige årtiers arabisk og palæstinensisk vold og PLO’s og Hamas’ opfordringer til udradering af Israel, fordi det er en jødisk stat og derfor uacceptabel i islamisk lov. Noget af det, der fandtes der, var klart iøjnefaldende, meget af det var skjult. For enhver med begrænset viden om historien og de ideologiske understrømme bag denne konflikt har udtrykkene og de falske påstande fungeret overbevisende og, ikke overraskende, udformet til at drage læserne ind i den palæstinensiske narrativ.

 

Dr. Denis MacEoin har forelæst og skrevet om Mellemøsten siden 1980’erne.

 

Læs også
Tre tidligere udenrigsministrer advarer mod Trumps plan for fred – men fortidens Mellemøstpolitik var dødsensfarlig

[1] Se Jules Isaac “The Teaching of Contempt: The Christian Roots of Anti-Semitism, Holt, Rinehart and Winston, Inc., New York, 1964.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat af Mette Thomsen.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…