Med dannelsen af den ny regering forhindrede Lars Løkke Rasmussen et borgerligt sammenbrud og en rød regering. Så vidt så godt.
Men den ny regering får meget svært ved at regere. Hvis man altså med ”regere” mener at præge beslutningerne med sin egen dagsorden.
I de seneste 40 år har Danmark ikke haft en regering, der i den grad måtte danse efter oppositionens pibe.
Faktisk skal man tilbage til Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregeringer i 1970’erne og deres endeløse forhandlinger med de daværende midterpartier for at finde en situation, hvor det var så svært for den siddende regering at sætte sig igennem.
Dansk Folkeparti på distancen
Under de borgerlige regeringer fra 2001 til 2011 var der et fast fundament, nemlig VKO-flertallet. Det fundament havde Løkke ikke længere, da han skulle danne regering sidste år.
Med Liberal Alliances indtog kom der endnu en røst i det borgerlige kor, som gjorde det hele mere kompliceret. Helt galt gik det så, da Anders Samuelsen slyngede sit berømte eller berygtede ultimatum om topskatten ud.
For at overleve gav Løkke Liberal Alliance regeringsansvar. Samtidig fik Anders Samuelsen visse politiske indrømmelser, i hvert fald i regeringsgrundlagets hensigtserklæringer.
Men dermed er regeringen uundgåeligt rykket længere væk fra Dansk Folkeparti. Det store blå støtteparti ser ikke denne regering som sin regering på samme måde som i 00’erne.
Kritik
Kristian Thulesen Dahl har allerede været ude og lægge luft til flere elementer i regeringsgrundlaget, der er kommet ind af hensyn til Liberal Alliance.
Det gælder for eksempel mindre topskat, sænkning af selskabsskatten, fjernelse af afgifter ved overdragelse af familieejede virksomheder. Samme vej går det med andre dele af den ny regerings økonomiske politik, for eksempel hævelse af pensionsalderen.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen har også været på krigsstien i forhold til regeringsgrundlagets tanker om udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet
Regeringens situation bliver endnu sværere på grund af det nye forhold mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Aldrig har de to partier haft flere berøringsflader. Og aldrig har de konkurreret så hårdt om de samme vælgere. Begge dele går ud over den ny regering.
Socialdemokratiet har bevæget sig tættere på Dansk Folkeparti i værdipolitikken, herunder udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti har bevæget sig tættere på Socialdemokratiet i den økonomiske politik og velfærdspolitikken. Intet af de to partier vil blotte sig i forhold til det andet.
Det vil være umuligt for Løkke at regere uden om Dansk Folkeparti. Men i en del sager vil han stå over for et kombineret tryk fra DF og S.
En stærk opposition. En svag regering. Det betyder, at regeringen ofte kommer til at danse efter oppositionens pibe.
Socialdemokratiet har givet tonen an ved at kræve, at justitsminister Søren Pape Poulsen straks starter forhandlinger om en indsats mod bandekriminalitet.
Magtens trekant
Den ny regering kan såmænd godt få en lang levetid. Dansk Folkeparti skal provokeres virkelig meget for at deltage i at vælte en borgerlig regering. Partiet har en langt stærkere tradition for loyalitet end Liberal Alliance.
Men regeringsgrundlaget vil ikke være meget bevendt i den virkelige politiske verden.
Liberal Alliances mærkesager vil stort set blive fejet af bordet af oppositionen. Og der vil generelt ikke blive givet ved dørene over for regeringen. Dansk Folkeparti føler ikke, at de skylder den noget, og Socialdemokratiet gør det selvfølgelig slet ikke.
Regeringens frontfigurer er Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape. Men magtens trekant vil bestå af Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen.