Ved den nys overståede folkeafstemning, om afskaffelse af retsforbeholdet, var et af argumenterne for at stemme nej, at man ikke kunne overlade beføjelser til et fremtidigt folketing. Det fik Christian Mejdahl, tidligere formand for folketinget, til, i Jyllands-Posten (9/1), at sige:
”Det undergraver det repræsentative demokrati. Folketinget har 179 medlemmer, som er valgt med forskellige begrundelser, men når flertallet træffer en beslutning, så respekterer man den, også hvis man er uenig. Mange kritiserer EU, men det hjælper jo ikke noget, hvis man heller ikke har tillid til det nationale parlament, så ender vi med folkeafstemninger som i Schweiz, og det ligger meget langt fra dansk demokrati.”
Så Schweiz kan altså stadig bruges som et skræmmebillede? Landet har tjent som skræmmebillede i århundreder. Fyrsterne i de omgivende lande brød sig bestemt ikke om den lille samling af republikker, der blev styret af bønder og borgere. Det kunne jo smitte, og at sætte fyrster fra bestillingen var ikke populært blandt fyrster. Så Schweiz blev gang på gang angrebet af konger og hertuger, men hvor det lykkedes fyrsterne at få kvalt alle de andre oprør, og de talrige tendenser mod demokrati, lykkedes det ikke med Schweiz.
Og Schweiz kan stadig vække stærke følelser i vore dage, som hos tidligere minister Arne Melchior, der mente at ”Schweiz er et land der kun har én Gud, og det er schweizerfranc. Schweizerne er et folk af urmagere og optrækkere, som er helt utypiske for alle os andre, som engagerer os” (han måtte dog senere undskylde for de racistiske undertoner i udtalelsen, selv om det skete på en måde der efterlod anklagen mod det schweiziske folk). Om det schweiziske direkte demokrati mente Melchior at ”Det er reaktionært, det er bagstræberisk, det er forsinkende for al fremskridt.”
Nu har Holland så fået en ny lov (Berlingske 12/1) der åbner mulighed for vejledende folkeafstemninger, hvis der kan indsamles 300.000 underskrifter for sagen, på 6 uger. Den første afstemning finder sted den 6. april. Her bliver hollænderne spurgt om de accepterer den hollandske regerings godkendelse af EU’s associeringsaftale med Ukraine. Det var den aftale der var stærkt medvirkende til at konflikten mellem vest og øst Ukraine blussede op, og til konflikten mellem EU og Rusland.
Det har straks vakt rædsel blandt imperiebyggerne i Bruxelles, og kommissionens formand Jean-Claude Juncker måtte forleden til Holland, for i parlamentet at advarer mod denne farlige udvikling. Han frygter for at et hollandsk nej, vil åbne for en stor kontinental krise. Afstemningen er kun vejledende, så det hollandske parlament behøver ikke at følge den, men det ville jo ikke se godt ud, hvis parlamentet ikke fulgte resultatet af den første af de folkeafstemninger som netop er indført for at fremme demokratiet.
For bureaukratiet i Bruxelles, ville det dog næppe give store kvaler at se bort fra en folkeafstemning, det har man jo gjort før, mest eklatant da man gennemførte Lissabontraktaten uden folkeafstemning, efter at den første forfatningstraktat var blevet forkastet af befolkningerne i Frankrig og Holland. Så nu har EU en grundlov der aldrig har været til folkeafstemning (bortset fra Irland, hvor den i første omgang blev forkastet).
Måske skulle bureaukraterne i Bruxelles opgive deres imperiedrømme, der er vist ingen af de europæiske befolkninger der ønsker at få indlemmet Ukraine, Moldova, Georgien og Azerbajdjan i EU. I stedet kunne de bruge kræfterne på at få EU til at virke, og her kunne de lære noget af Schweiz, der har fået befolkninger der taler forskellige sprog: tysk, fransk, italiensk og rætoromansk, og som er delt mellem protestanter og katolikker, til at arbejde fredeligt sammen, istedet for at bekrige hinanden, sådan som det ellers er sket i størsteparten af det øvrige Europa, hvor der er sproglige eller religiøse brudzoner.
At få hovedparten af schweizerne til at engagere sig aktivt i samfundslivet, er opnået gennem det direkte demokrati, kombineret med en høj grad af decentralisering, som overlader beslutningerne til det lavets mulige politiske niveau.
Det sidste skulle EU’s, højt priste, subsidiaritetsprincip i teorien sikre, omend der i praksis næppe findes den detalje der er for lille til et nyt EU direktiv. Det første, direkte demokrati, er vist et lige så afskyeligt begreb for Bruxelles som det er for Arne Melchior.
