En 69-årig kvinde kom forleden gående på gaden i Lyngby, da en ung mand med udenlandsk udseende passerede hende og foreslog, at hun gav ham et kys.
Da hun afslog tilbuddet, tog han bare skridtet videre og spurgte, om hun ville have sex. Det ville hun heller ikke. Men så forsøgte han at betjene sig selv ved at tage hende på brysterne.
Det fik hun sat en stopper for ved at råbe: ”Vil du så holde op.”
Snart efter mødte hun en bekendt, og hun fortalte hende om den særprægede oplevelse. Det viste sig så, at hendes bekendt også havde haft fornøjelsen af den anmassende og sexkrævende unge mand.
Samme dag fik Nordsjællands Politi endnu en anmeldelse fra en kvinde, der var blevet forulempet af manden.
Døgnet forinden havde politiet modtaget hele fire anmeldelser fra kvinder, der havde mødt sexgalningen.
Fra 26 år til 80 år
Aldersmæssigt spænder kvinderne fra 26 år til 80 år. Den 80-årige blev begramset på det ene bryst og balderne.
Manden er tilsyneladende bedøvende ligeglad med, hvilken kvinde der står foran ham. Det eneste, han har i hovedet, er hans egen ustyrlige sextrang.
Han generede sig end ikke for at forsøge sig med en 69-årig kvinde, der var ude at samle kastanjer med sit barnebarn.
Gennemgående beskrives den perverse mandsperson som en ung mand (17-20 år), der er asiatisk af udseende. Spinkel af bygning, brun i huden, med kort sort hår. Han har markante øjenbryn og har været iført mørkeblå cowboybukser og sort læderjakke. Han taler engelsk til kvinderne.
Farvel
Flere af kvinderne har forsøgt at gøre det klart for ham, at sådan opfører man sig ikke over for kvinder. Men han er tydeligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde.
Heldigvis ser det ud til, at manden ikke er voldelig, når han kræver sex. Men det er jo under alle omstændigheder særdeles ubehageligt, at han trænger sig på og i flere tilfælde gramser på kvinderne.
Forhåbentlig får politiet ham snart pågrebet. Så må han få en straf, der gør det klart for ham, at der er noget, han grundigt har misforstået, når det gælder danske kvinder og sex.
Bedst vil det selvfølgelig være, hvis han kan blive ekspederet ud af det danske samfund, hvor han tydeligvis ikke hører hjemme.