En seksårig pige fra Gjøvik i Norge var forleden i byen med sin voksne søster. De stødte på en hjemløs, der solgte de hjemløses avis.
Pigen ville gerne gøre noget for manden, men hun syntes ikke, at det var nok at købe hans avis. Hun mente, at han nok kunne trænge til noget at spise, så hun gik ind i en bagerforretning og købte nogle nybagte boller til ham.
Hun gav ham bollerne og følte, at hun havde gjort en god gerning. Nu havde han da rigeligt med mad … troede hun.
Men da hun kom hjem, opdagede hun, at hun stadig havde posen med bollerne i hånden. I stedet var hun kommet til at give den hjemløse en anden pose. I den lå søsterens pung med 5.000 kr. i kontanter, som lige var blevet hævet, plus flere kreditkort.
De to søstre skyndte sig tilbage til stedet, men der var intet spor af den hjemløse bladsælger. Søstrene henvendte sig så til politiet, men mandag var det stadig ikke lykkedes at finde manden.
Politiet tror, at det drejer sig om en rumæner i 60’erne. Man eftersøger ham nu i området. Foreløbig har han ikke nødvendigvis gjort noget ulovligt, siger en talsmand for politiet, men han har ikke noget godt argument for at beholde kreditkortene og de styrtende mange penge.
Så der kan blive tale om at rejse sigtelse mod ham.
Tilbage sidder en rystet seksårig pige. Hun ville gerne være god mod den hjemløse. Men trods alt ikke så god …
(Gjøviks Blad, The Local)