En kæmpestor lottogevinst stod til udbetaling i Storbritannien i sidste uge. Den var på sammenlagt på et beløb svarende til omkring 650 mio. kr.
Halvdelen af gevinsten skal tilfalde et ægtepar, der har meldt sig med dokumentationen i orden. Men det står ikke fast, hvad der skal ske med den anden halvdel.
I torsdags var der faktisk en kvinde, der mente, at gevinsten skulle tilfalde hende. Hun indfandt sig hos sin lokale lottoforhandler, hvor hun hævdede, at hun havde vinderkuponen.
Problemet var bare, fortalte hun, at kuponen havde været en tur i vaskemaskinen i et par jeans!
Hun fremviste et forrevet stykke papir. Her kunne man sådan set godt se, at det var en kupon med den vindende talkombination. Problemet var bare, at man hverken kunne se datoen eller kodenummeret. Så det kunne i princippet være en gammel kupon, eller måske et falskneri.
Kvinden siger til The Times: ”Jeg er et nervevrag. Jeg har ikke sovet hele natten. Siden jeg fandt kuponen i lommen i mine jeans, har min datter og jeg tørret den med hårtørreren. Man kan se 2016, men ikke datoen.”
Lotto-selskabet har en række muligheder for at undersøge, om det er den vindende kupon. Blandt andet skal ejeren afgive nogle oplysninger, som kan tjekkes. Den proces skal nu løbe af stablen.
Så kvinden aner ikke, om hun er købt eller solgt. Måske oplever hun sit livs mareridt – nemlig at kuponen er ægte, men ikke bliver anerkendt.
Hvilket drama.