Briterne har stemt for at forlade EU, med et flertal på 51,9 mod 48,1. Som en konsekvens har premierminister David Cameron bebudet, at han går af i løbet af nogle måneder. Han bliver i første omgang af hensyn til en rolig overgang.
Folkeafstemningens udfald var usikkert til det sidste. Men resultatet er udtryk for et bredere folkeligt oprør i Europa, som man har kunnet se længe.
Det folkelige oprør
Meningsmålinger fortæller om en folkelig EU-kritik, der er vokset dramatisk. Nogle folkeafstemninger før den britiske har vist det samme.
Et stort varsel kom med hollændernes og franskmændenes nej til EU’s såkaldte forfatningstraktat i 2005.
Herhjemme endte det med nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet og politisamarbejdet i december sidste år.
Hollænderne har for nylig sagt nej til en EU-samarbejdsaftale med Ukraine. Dette nej handlede ikke om Ukraine, men om utilfredshed med EU.
Og nu har briterne så besluttet helt at forlade EU.
Det folkelige oprør retter sig især mod to ting:
Man vil have magt tilbage fra EU til nationalstaterne. Og man vil have sat en stopper for den massive tilstrømning af migranter og asylansøgere.
Oprøret vil brede sig
Det britiske resultat vil formentlig få oprøret til at brede sig. I lande som Holland og Frankrig vil der komme et voksende krav om, at man også får en folkeafstemning om medlemskab.
Hvordan dette folkelige oprør videre vil udvikle sig, afhænger i høj grad af, hvordan EU’s politikere reagerer på den britiske beslutning.
Hidtil har den politiske og økonomiske elite i Europa været præget af ufattelig blindhed over for, hvad der er i gære.
Det britiske nej er straffen.
Danmark
På et pressemøde tirsdag morgen slog statsminister Lars Løkke Rasmussen som forventet fast, at Danmark bliver i EU.
Meningsmålingerne tyder da også på, at der i dag er et klart flertal for dette i befolkningen. Men der kan tænkes en bevægelse i retning af, at også vi bør have en folkeafstemning – specielt hvis noget lignende sker i andre lande.
Foreløbig vil Dansk Folkeparti vil have en folkeafstemning, det samme vil Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.
Intet tyder dog på, at et flertal i Folketinget er indstillet på dette. Man er givetvis bange for, at debatten op til en folkeafstemning kunne skabe et skred mod en udmeldelse.
Nejet ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i december understregede jo, hvor stærk en skepsis danskerne nærer over for EU.
Nationalstaten
Den politiske og økonomiske elites blindhed over for det folkelige EU-oprør viser sig især på to fuldstændig afgørende punkter.
Eliten har igennem årene i fuldstændig katastrofal grad undervurderet, hvor meget nationalstaten betyder for borgerne. De fleste borgere føler sig primært som danskere, hollændere franskmænd (og briter!) og sekundært som europæere.
Alligevel har store dele af eliten arbejdet målrettet på at svække og nedgøre nationalstaten og at udvikle EU til en europæisk statsdannelse.
Skal EU have nogen fremtid, må det i langt højere grad defineres som et samarbejde, der giver nogle nødvendige fælles rammer for nationalstaterne – og ikke som en selvstændig politisk konstruktion, der i stigende grad dikterer nationalstaterne deres vilkår.
Glem Europa-Parlamentet. Det har ikke en jordisk chance for at blive oplevet som folkets repræsentanter. Svæk Kommissionen, der i den grav savner jordforbindelse. Læg vægten på de direkte forhandlinger mellem landene og de dertil hørende regler for at træffe beslutninger.
Lad i langt højere grad EU koncentrere sig om de virkelig vigtige og nødvendige spørgsmål for et europæisk samarbejde – frem for alt at sikre det frie økonomiske samkvem. Overlad resten til nationalstaterne.
Indvandringen
Men den allermest eksplosive del af det folkelige oprør drejer sig om indvandringen. Specielt indvandringen til EU fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
En nylig meningsmåling viste en knusende folkelig dom over EU’s rolle i forhold til asylkrisen (Pew Research Center). I næsten alle EU-lande i målingen var over to tredjedele af borgerne afvisende over for EU’s indsats.
Efter det britiske nej har Ungarns premierminister Viktor Orbán med rette peget på EU’s håndtering af indvandringen som en hovedårsag.
Europa bliver stadig mere muslimsk
Den politiske og økonomiske elite er blind for langt den største og vigtigste forandring, der sker med Europa i øjeblikket: Man skifter i stigende grad befolkningen ud.
Mennesker med europæisk baggrund og rødder i europæisk kultur udgør en stadig mindre andel af de europæiske befolkninger. Mennesker med baggrund i muslimske lande og deres helt anderledes kultur udgør en stadig større andel.
Eller for nu at sige det meget enkelt: Europa bliver stadig mere muslimsk.
Det er den uundgåelige konsekvens af de befolkningsændringer, eliten har sat i gang.
Der findes ikke nogen mere fundamental forandring af et samfund end en befolkningsudskiftning af de dimensioner. Men eliten kan ikke se det, for den vil ikke se det. Der er i elitens miljøer en jernhård politisk censur, som rammer enhver, der siger sandheden om disse ting.
Nu gør befolkningen oprør mod dette. Den har fået nok af massetilstrømningen. Den har fået nok af et EU, som slet ikke er sin opgave voksen i den forbindelse.
Østeuropæerne
I Storbritannien retter en betydelig del af den folkelige protest sig mod indvandringen af østeuropæere. Den er omfattende og rammer meget hårdt i nogle områder: Briter har svært ved at finde arbejde, de skal vente på lægebehandling, skolerne er overfyldte osv.
Dette er et såre reelt problem i Storbritannien. Men i Danmark og mange andre EU-lande er det den ikke-vestlige indvandring, der er det helt dominerende problem.
Generelt er der al mulig grund til at glæde sig over, at vi har fået et tættere samarbejde med østeuropæerne, efter at de er kommet ind i EU. De er gode og vigtige partnere.
Dommedagsprofetier
Den politiske og økonomiske elite svælger nu i dommedagsprofetier om, hvor frygtelig galt det vil gå med økonomien i Storbritannien, EU og hele verden efter det britiske nej.
Givet er det, at briternes nej på kort sigt vil skabe turbulens og svækket økonomisk aktivitet. Det er uundgåeligt, fordi der er en almindelig usikkerhed omkring, hvad det hele ender med, og dermed en afventende holdning.
Men dommedagsprofetierne om, hvor frygteligt det også vil gå også på længere sigt, er utroværdige.
Man slynger om sig med negative tal, som er det rene frihåndstegning, fordi mange forhold slet ikke er afklarede endnu.
Og frem for alt lukker man øjnene for, at både Storbritannien og EU har en stærk interesse i at få lavet en aftale, som sikrer fri handel og omfattende økonomisk samarbejde.
Hvorfor i alverden skulle for eksempel Tyskland ønske at udelukke tyske virksomheder fra det lukrative britiske marked ved at bygge høje mure?
Håbet
Dommedag vil ikke indtræffe. De dystre profetier handler nok så meget om elitens raseri over, at det britiske folk gik sine egne veje.
Samtidig er der grund til at knytte et håb til situationen efter det britiske nej:
Det kan øge presset for at få gennemført de fundamentale ændringer i EU’s rolle, som der er så skrigende behov for.
Meget mindre magt til EU i forhold til nationalstaterne. Meget mindre bureaukrati. Radikal reduktion i den nuværende tilstrømning af migranter og asylansøgere.
