Italiens premierminister Matteo Renzi forlader posten efter overvældende nederlag ved folkeafstemning.
Et klart flertal af de italienske vælgere sagde nej til en forfatningsreform ved en folkeafstemning søndag.
Premierminister Matteo Renzi havde inden afstemningen erklæret, at han ville gå af i tilfælde af et nej, og det løfte holder han.
– Jeg påtager mig det fulde ansvar for nederlaget, sagde Renzi i en tale i Rom lige efter midnat natten til mandag.
– Min regerings tid er forbi, tilføjede han.
Renzi fremhævede i sin tale også, at et “klart” flertal af de italienske vælgere havde afvist reformerne.
Tidligt mandag morgen er samtlige indenlandske stemmer talt op.
Og ifølge The Guardian har 59,3 procent stemt “nej”, mens 40,7 procent har stemt “ja”. Endnu mangler samtlige stemmer fra italienere i udlandet at blive talt op, skriver den britiske avis.
Afstanden mellem modstandere og tilhængere af reformerne på næsten 20 procentpoint er langt større end forventet. Meningsmålinger i ugen op til afstemningen indikerede, at nej-siden havde et forspring på mellem fem og syv procentpoint.
Mandag eftermiddag vil Matteo Renzi samle sine ministre en sidste gang, og derefter vil Renzi officielt indgive sin afskedsbegæring til præsident Sergio Mattarella.
Derefter bliver det op til Mattarella at afsøge mulighederne for at få sammensat en ny regering. Hvis det ikke lykkes, kan han vælge at udskrive et tidligt valg.
Det mest sandsynlige scenarie er ifølge de fleste politiske eksperter dog, at den nuværende regering afløses af en midlertidig regering, som vil sidde frem til næste planlagte valg i foråret 2018. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Italienerne stemte om forfatningsreformer, der blandt andet skulle reducere parlamentets overhus’ indflydelse og dermed gøre det parlamentariske arbejde lettere.
Matteo Renzi tiltrådte som regeringsleder i februar 2014. Med sine 39 år blev han den yngste regeringsleder i Italiens historie. Det skriver Ritzau/Reuters.
De økonomiske konsekvenser begynder allerede her til morgen. Euroen er på sit laveste niveau og konsekvenserne er allerede ved at sprede sig til det øvrige Europa, Asien og andre dele af verden.
Ifølge Reuters faldt euroen til det laveste niveau siden marts 2015 i forhold til den amerikanske dollar. Faldet var på over én procent. Det betød, at euro blev handlet til omkring 1,05 dollar.
Flere af de største italienske banker står på et svagt fundament, og har brug for frisk kapital. (DR og TV2 News)
Deputeretkammeret
Årsagen til folkeafstemningen var jo, at nok var ændringerne efter et kompliceret forløb godkendt af både Deputeretkammer og Senat, men ikke med 2/3 flertal.
I forløbet er valgloven ændret, men det vedrører alene Deputeretkammeret, hvor ”bonus’en” på 340 mandater og dermed den absolutte majoritet- tilfalder det parti eller koalition, der opnår mindst 40 pct. af stemmerne på landsplan. Resten af de i alt 630 mandater fordeles mellem partierne i forhold til stemmetal. Modstanden mod forfatningsændringen har ikke mindst været motiveret af modstand mod at overlade en så stor magt til det til enhver tid siddende regeringsparti eller koalition.
Senatet
Mandaterne i Senatet (315 valgte medlemmer + 5 senatorer udpeget på livstid) fordeles fortsat proportionalt efter valgresultatet i hver enkelt af Italiens 20 regioner. Det vindende parti i den enkelte region er sikret 55 pct.af mandaterne i den pågældende region, og dette system giver ingen sikkerhed for, at et parti eller en koalition kan opnå absolut majoritet i Senatet.
Når resultatet af folkeafstemningen – NEJ – bliver konfirmeret i løbet af mandagen ventes det altså, at centrum-venstre regeringen under ledelse af Matteo Renzi går af, og der snarest udskrives nyvalg.
Komikeren Beppe Grillos 5-stjerne protestbevægelse (Movivento 5 Stelle, M5S) vinder et kommende parlamentsvalg, vil det alene kunne dominere i Deputeretkammeret. Intet indikerer, at bevægelsen med den nuværende valglov vil kunne opnå absolut majoritet i Senatet.
Ny forfatningsændring?
Selv hvis M5S måtte vinde en knusende valgsejr, der sikrer dem flertal i begge kamre, vil der ikke umiddelbart kunne afholdes en folkeafstemning om Italiens deltagelse i Euro-samarbejdet. Den nuværende forfatning tillader ikke folkeafstemninger om internationale traktater.
M5S måtte derfor sikre en forfatningsændring – og hvis der ikke opnås 2/3 flertal for ændringen i både Deputeretkammer og Senat, ville en sådan forfatningsændring også skulle sendes til folkeafstemning.
Uro på de finansielle markeder
Det må antages at resultatet af folkeafstemningen i Italien og den usikkerhed der er om den politiske situation i EU’s 3. største økonomi vil give anledning til uro på de finansielle markeder. Resultatet kommer ikke uventet, men det må alligevel forudses, at den kriseramte italienske banksektor må indkassere yderligere kursfald på bankaktier, ligesom den italienske obligationsrente vil stige.
Banca Monte dei Paschi di Siena og den italienske bankkrise
Den europæiske centrale bankmyndighed, ESA, gennemførte over sommeren en stresstest af de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarer sig pænt i testen. Italienske banker derimod er i vanskeligheder.
Blandt andet er Italiens og verdens ældste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena fra 1472 med 26.000 ansatte, truet af konkurs og Unikredit har det heller ikke for godt. Italien har generelt meget svage banker. De har i årevis udlånt uden fornøden sikkerhed, og Italiens økonomi har i mere end 15 år været i stagnation. Det startede før finanskrisen og er blevet accelereret af krisen. Italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro, og de har kun hensat halvdelen af dette beløb til imødegåelse af tab.
Reformforsøg
Selv om der har været nogle forsøg i de seneste år på at reformere banksystemet, har indgrebene typisk haft karakter af feberredninger i sidste øjeblik, når presset på enkelte banker nåede kritiske niveauer. Redningerne har måske midlertidigt mindsket spændingerne på markedet, men har ikke ændret de grundlæggende årsager til banksektorens systemiske stress: den italienske økonomi reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.
I de populære fremstillinger af den italienske banksektor fokuseres ofte på den dårlige forvaltning og ledelse af italienske banker, den omsiggribende korruption, svindel og misbrug, den udbredte praksis med favorable lån til venner og familie, de usmagelige bånd til politik og organiseret kriminalitet m.v.
Der er en vis sandhed i alt dette, men den væsentligste årsag til den italienske bankkrise, er “konsekvensen af den længste og dybeste recession i Italiens historie”, som den italienske centralbankchef, Ignazio Visco, for nylig udtalte.
Italien hårdt ramt
I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession de sidste 6-7 år og BNP er faldet med 10 procent siden 2007, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.
Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og med hensyn til BNP per capita er situationen endnu mere alvorlig med et niveau af samme størrelse som for 20 år siden.
Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et uhyrligt skatte og afgiftsniveau mv har bidraget til problemerne, men kritikere af traditionel krisepolitik fremhæver, at hovedårsagen til det økonomiske sammenbrud er den krisepolitik, som EU og især Euro-samarbejdet har dikteret. Politiken går ud på at hæmme den indenlandske efterspørgsel gennem finanspolitiske stramninger og på den måde genskabe balancen på de offentlige budgetter og på Italiens betalingsbalance.
Politikken har virket – det private forbrug er reduceret, importen er faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. I en økonomi, der er helt afhængig af den indenlandske efterspørgsel (eksporten udgør kun omkring 30 pct. af BNP) har prisen været, at mellem 2009 og 2013, blev mere end 1,7 millioner små og mellemstore virksomheder tvunget til at lukke. Dette har uundgåeligt sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.
Akut bankkrise
Efter flere års rumlen er den italienske bankkrise eksploderet mellem hænderne på den italienske regering. Strået, der knækkede kamelens ryg var dels den britiske Brexit-folkeafstemning, men især udsigterne til at et NEJ til folkeafstemningen den 4. december om ændringer i den italienske forfatning. Nu er nej’et en realitet som får Renzi til at gå af. Noget, der kan føre til, at Italien ender i politisk og økonomisk kaos. Disse udsigter forårsagede, at kurserne på italienske bankaktier kollapsede.
Hvis der ikke træffes radikale foranstaltninger for at stabilisere italienske banksystem, er der en alvorlig risiko for systemisk implosion og det totale kollaps af det italienske banksystem.
Udgifterne til at rekapitalisere bankerne anslås til omkring 40-45 milliarder euro, men spørgsmålet er hvordan?
Den italienske situation er den første rigtige test af EU’s bankunion, som trådte i kraft i januar 2016. Reglerne foreskriver, at når en bank løber ind i problemer, skal aktionærer, kreditorer og indskydere med indskud, der overstiger det garanterede beløb på 100.000 euro, bære underskuddet før offentlige midler kan sættes ind (enten nationale midler eller midler fra den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM).
Europa-Kommissionen og kernelandene – især Tyskland og Holland – har insisteret på, at Rom skal overholde reglerne, og tvinge kreditorerne til at nedskrive deres tilgodehavender, før der iværksættes en redningsplan, men den italienske regering har vægret sig. I det hele taget stilles der i stigende grad spørgsmål til reglerne for Bankunionen. Kritikerne argumenter for, at reglerne skaber betingelser for selvopfyldende profetier: hvis investorerne frygter, at en bankkrise er nært forestående, vil de flygte ud af landet for at undgå at blive tvunget til at bidrage til redningen, og dermed netop den krise, som bankunionen skulle forebygge.
Hvem skal/må bidrage til den økonomiske sanering?
I økonomisk henseende kunne et krav om at ejere af bankobligationer skulle bidrage til saneringen fryse det italienske nationale obligationsmarked, og politisk ville det være en katastrofe for den italienske regering. Det er fordi de papirer, der ville blive berørt ikke kun ejes af rige og andre banker. Op mod halvdelen af papirer for omkring 60 milliarder euro ejes af omkring 600.000 småsparere, som i mange tilfælde har købt papirerne på bankernes garanti for risikofrihed og påstande om, at de er ligeså sikre som normale bankindskud. Det er ikke svært at se, hvorfor tab for disse befolkningsgrupper vil være politisk ødelæggende for Renzi, der fik en forsmag i december, da regeringen gennemtvang tab for obligationsejerne i fire små banker.
Tiden er knap
Monte dei Paschi di Siena har akut brug for at styrke kapitalgrundlaget med 5 mia. Euro. Spørgsmålet er, om den italienske regering og Europa-Kommissionen kan blive enige om vilkårene for en redningsplan, der i givet fald skulle iværksættes allerede i den kommende uge.
I finansielle kredse har det været vurderingen, at i tilfælde af et NEJ ved søndagens folkeafstemning vil det være helt håbløst at tiltrække yderligere ansvarlig kapital på almindelige markedsvilkår. Hvis banken skal reddes, vil det derfor være nødvendigt med et indgreb fra den europæiske stabiliseringsmekanisme, ESM, eller en redningsplan finansieret af den italienske stat.