Der er mange måder at forsøge at undgå lovens lange arm på, og på Næstvedegnen havde en øjensynligt desperat butikstyv fundet sin helt egen metode.
Ved 21-tiden i tirsdag den 7. december modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters politi en anmeldelse fra en butiksdetektiv i Bilka i Næstved
Detektiven oplyste, at han havde forsøgt at standse en mand, der havde stjålet varer supermarkedet. Det var imidlertid lykkedes for tyven at slippe fri og flygte i sin bil. Hvilket dog ikke dog ikke hjalp ham ret meget.
Sprang ud af vinduet
Det viste sig, at butiksdetektiven havde været hurtig nok til at notere registreringsnummeret på tyvens bil, og da et par betjente et par timer senere dukkede op på den formodede tyvs bopæl, valgte han en noget utraditionel måde at reagere på.
Han sprang simpelthen ud af vinduet og forsøgte den vej at stikke af fra betjente, fremgår det af politiets døgnrapport.
Manden, der er 31 år, kom dog ikke langt. Han blev hurtigt indhentet og sigtet for butikstyveri.