Fredag var Østjyllands Politi igen på fartkontrol i Gellerup. Sidst, dvs. i begyndelse af april måned, skrev politiet 32 sager, da de lavede fartkontrol i bydelen, denne gang blev det til 35.
To kørte i frakendelsestiden.
12 overtrådte hastighedsbestemmelserne, to af disse i en sådan grad at de fik en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket betyder ny køreprøve og en bøde. Ud af disse sager gav ni sager anledning til klip i kørekortet.
4 kørte over for rødt lys.
3 lavede ulovlige overhalinger.
De resterende 16 sager var fx tale i mobiltelefon og manglende sele.
Foruden trafikkontrollen gjorde politiet en anden ”fangst”, idet de fik øje på en ung mand, som ikke burde befinde sig i Gellerup, men på en institution. Da politiet henvendte sig til ham, stak han af til fods. Men en betjent i god form satte efter ham. Han blev herefter kørt tilbage på institutionen. (gellerup.nu)
Ingen forebyggende effekt
Østjyllands Politi har siden nytår og med få ugers mellemrum foretaget trafikkontrol i Gellerup. Men kontrollerne har indtil videre ikke haft nogen forebyggende effekt – tværtimod er det bare blevet værre.
Antallet af sager med alvorlige trafikforseelser har været 14, 21, 32 og 35. Men sådan er det i et parallelsamfund, hvor man ofte opfatter politiets tilstedeværelse som en provokation. En enlig patruljevogn kan hurtigt blive mål for både stenkast og hærværk.
Når politiet laver fartkontrol, er man selvsagt tilstede med et større antal betjente, og motorcyklerne er kørt i stilling. Ingen har derfor ligefrem lyst til at kaste med sten mod så mange betjente. Men de lidt ældre kan åbenbart ikke dy sig for at vise, at de er fløjtende ligeglade med fartbøder, klip eller frakendelse af kørekortet.
Nogle er i forvejen frakendt kørekortet, så de har ikke noget at miste, og de fortsætter ufortrødent bag rattet. Andre er ligeglade med fartbøder, for de er på bistandshjælp, og så ved de, at de bare kan få udsat bøden på ubestemt tid.
Det må være ret irriterende for Østjyllands Politi, at deres indsats i Gellerup ikke virker. Men så kan de da i hvert fald sige, at de har gjort noget.
Danskerne skal myldre til det nye Gellerup
Gellerup har en helhedsplan, der bl.a. går ud på at gøre bydelen attraktiv for aarhusianerne. Når helhedsplanen er nået i mål vil bydelen være forskønnet for flere milliarder kroner.
Foruden nye veje, en pompøs bygade, parker, springvand m.m. sysler Aarhus Kommune med et nyt stort kulturcenter. Det sker efter inspiration fra byens rådmand for Kultur og Borgerservice, dansk-palæstinenseren Rabih Azad-Ahmad.
Centret skal indeholde et beboerhus, et bibliotek og der skal være plads til diverse foreningsaktiviteter. Det forventes at kunne tages i brug i slutningen af 2018.
Men planerne går endnu videre, man har nemlig projekteret med et stort nyt familiebadsprojekt, et såkaldt Hamam. Hvis en privat operatør, dvs en pengemand, ”bider på” projektet vil det store badehus blive koblet på den nye sport- og kulturcampus.
Så der er planer om at hælde mange flere penge i Gellerup. Det er dog tvivlsomt, om det ændrer ved bebyggelsens karakter af muslimsk parallelsamfund.
Meningen med disse planer er, at mange flere danskere skal slå sig ned i Gellerup. Men ud fra de hidtidige erfaringer er der ikke megen grund til at tro, at det vil gå sådan.
Gellerup vil formentlig fortsætte efter sine egne regler. Til dette hører i høj grad, at man kører, som det passer én. Uden hensyn til andres liv og lemmer og med total foragt for politiet.