Hos Thisted Politi har man fået en del henvendelser om et mærkeligt fænomen: Borgere, især på Mors, får leveret pakker, som de intet kender til.
Politiet har en teori om, hvad baggrunden for det mystiske fænomen er.
Man formoder, at pakkerne indeholder ting, som er købt med stjålne kreditkort. Der bliver så opgivet en adresse for eksempel på Mors.
De fleste modtagere ser eller hører intet til pakken, før den står ved deres hus. Og det er netop den situation, som tyveknægtene efter politiets opfattelse prøver at udnytte.
Det sker nemlig, at de opholder sig i nærheden, når pakken bliver stillet på adressen, forklarer politikommissær Jørgen Jensen til Nordjyske. Og så tager de pakken med, inden beboerne har opdaget noget.
”Vi har også set, at der leveres til sommerhusadresser,” siger han.
Politiet beder borgere om at henvende sig, hvis de får leveret pakker, som de intet kender til. I så fald skal man ringe på tlf. 114.