En 34-årig mandlig asylansøger fra asylcenteret Bag Bakkerne i Næstved er tirsdag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for trusler på livet mod øvrige asylanter og mod personalet på stedet samt for vold mod en fotograf fra TV Øst.
– Der har de seneste dage været forholdsvist stort fokus på asyllejren i Næstved. Når mange mennesker er samlet på ét sted, er det svært at undgå gnidninger.
– Den 34-årige har dog trådt ganske gevaldigt over stregen i forhold til, hvad vi kan acceptere, og han må selvfølgelig nu tage konsekvenserne af sine handlinger, siger politiinspektør Kim Kliver.
Han suppleres af chefanklager Henriette Rosenborg Larsen:
– Vi har i kredsen et samarbejde mellem politi og anklagemyndighed, hvor vi strategisk har sat fokus på også at sikre ro og orden i og ved vores asyllejre. (Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi)
Samme mand
Ifølge Tv Øst er der tale om den samme mand som blev lagt i benlås for få uger siden.
“Der er ifølge TV ØSTs oplysninger er den anholdte mand den samme, som tidligere på weekenden blev kendt i hele landet, da tre vagter i lejren lagde ham i benlås under en anden episode for snart to uger siden. Her skulle manden have råbt efter en busfuld nye asylsøgere til lejren.”
Lejrchefen røg ud
Den sigtede, Mohamed Abdul, var for få dage siden hovedperson i en sag, der fik stor medieomtale. Han er den asylansøger, der blev lagt i benlås af asylcenterets lejrchef, mens han fik besked om at opføre sig ordentligt. Episoden blev optaget på video, Information skrev om den, og den fik omfattende dækning i TV2.
I den forbindelse var det lejrchefen, der blev sat på anklagebænken. De pågældende medier mere end antydede, at han var skurken. Information kunne fortælle, at han tidligere var dømt for magtanvendelse mod børn. Venner af Abdul hævdede, at lejrchefen var voldelig og psykisk krænkende.
Men nu bliver der sået alvorlig tvivl om denne første version af sagen.
I dag fremstilles syreren, der blev beskrevet som offeret, selv i grundlovsforhør – sigtet for vold og trusler om vold. Ikke nok med det: Det viser sig, at andre asylansøgere har en positiv holdning til lejrchefen, som de vil have tilbage. Og de er lettede over at komme af med Abdul.
Det passer jo ikke så godt til Information og TV2’s billede af helt og skurk.
Han skaber sikkerhed
En gruppe asylansøgere startede i weekenden en underskriftindsamling for at få lejrchefen tilbage. Søndag aften havde omkring 30 asylanter skrevet sig på listen.
”Jeg vil gerne have lejrchefen tilbage. Når han er her, er der sikkerhed. Han skaber disciplin,” siger Rozhvan Bavan.
”Jeg skrev under, fordi jeg gerne vil have ham (lejrchefen, red.) tilbage. Han er et ordentligt menneske, og han behandler os ens, uanset om vi er arabere, kurdere eller afghanere,” siger Majed Naasan. TV Øst har et billede af en af initiativtagerne til underskriftindsamlingen her.
Det bliver interessant at se, om denne støtte til lejrchefen får samme store medieomtale som anklagerne mod ham. De anklager, som den nu sigtede Mohamed Abdul var hovedmanden bag.
Kilder: TV2 øst, ritzau, lokalavisen
Se videoen her med benlåsen: