2015 var et Anno Terribilis. Bliver 2016 bedre?

For Europa var 2015 et Anno Terribilis, hvor terror begyndte og afsluttede året i Frankrig, og hvor mange mennesker blev myrdet af de islamister, som de europæiske landes politikere bliver ved med at invitere til vores lande – på trods af langt de fleste befolkningers ønsker.

 

2015 var året, hvor vreden mod Angela Merkel (Wir schaffen dass) og Stefan Löfven (Vi må åbne vores hjerter) fra såvel de europæiske befolkninger som politikere voksede faretruende på grund af disse to politikeres uansvarlige og hensynsløse skalten og valten med Europa, og som ikke lod et eneste land uberørt.

 

2015 var derfor året, hvor folkevandringen til paradis op igennem Europas motorveje fra Afrika, Mellemøsten og de arabiske lande blev muliggjort, og hvor usle menneskesmuglere blev mangemillionærer, og mange mennesker døde.

 

2015 var også året, hvor mange europæiske lande – både EU-lande og ikke EU-lande – forsøgte at værge deres land mod den uønskede folkevandring ved at opsætte grænsehegn, og hvor de enkelte landes myndigheder og folkevandrerne sloges ved grænserne, ofte med børnene i front, så de ramtes af grænsevogternes peberspray.

 

2015 var året, hvor Schengen omsider brød sammen, og det gik op for alle, at Dublin-forordningen ikke er det papir værd, den er skrevet på.

 

2015 var året, hvor Merkel bestak Tyrkiet med 3 milliarder skatteyder-euro for at holde bådflygtningene tilbage i Tyrkiet og forbedre forholdene i flygtningelejrene. Efter sigende har det resulteret i 11 personer, der er blevet forhindret i at tage over havet til Grækenland.

 

2015 var året, der definitivt gjorde det klart, at EU så langt fra at være det hævdede fredens projekt, tværtimod har vist sig at være grobund for en voksende konflikt landene imellem, for ikke at sige tilstande, der – man tør næsten ikke tænke tanken til ende – kan ende med krig.

 

2015 afsluttedes med en nytårsaften, hvor folkevandrerne, som politiet intet gjorde for at stoppe, overfaldt kvinderne i de lande, hvor de havde søgt asyl. Politikerne og medierne gjorde deres bedste for at mørklægge disse uhyrligheder. Dønningerne herfra fortsætter i 2016.

 

2016 – et bedre år?

Så kan det vel ikke blive værre? Med et Tyrkiet, der er betalt for at forhindre sejladserne over Middelhavet; med de mange grænsehegn, hvor nationalstaterne forsøger at beskytte sig selv; og med den stærke modvilje fra befolkningerne mod at modtage strømme af kulturfremmede migranter, som årtiers erfaring har vist uundgåeligt vil bringe de europæiske landes kulturer til fald, så kan 2016 vel kun blive bedre?

 

2016 er dog ikke startet ret godt.

 

Breaking News

Hver dag sine Breaking News om de tilvandrede.

 

Raseriet over voldtægterne, de seksuelle krænkelser og chikanen mod kvinder fortsætter, selv om de politisk korrekte ikke har noget større ønske end at få lagt låg på disse ”enkelttilfælde”. Hellere lukke øjnene end tænke den forfærdelige tanke, at det meget vel kan ramme deres egne kvindelige familiemedlemmer, efterhånden som den muslimske befolkning spreder sig ud over landet og vokser sig stor og stærk.

 

Migranterne er ”på” dag og nat i nyhedsudsendelser. Og de har selv gjort meget for at blive delt op i grupper:

 

De, der bestemt ikke synes om forholdene i Danmark (og ej heller om forholdene i andre EU-lande, som de er travet igennem). De erkender, at de ikke har noget asylmotiv og havde det bedre hjemme. Meget fornuftigt har de skyndt sig at vende næsen hjem.

 

Blandt dem, der venter på at blive interviewet om deres asylmotiv, er lykkeridderne, der regner med, at jo mere de brokker sig (og får anstændige mennesker til at skrive protestbudskaber), jo større er chancen for, at de kan sætte deres krav igennem: Bedre mad, eget hus og bil, flere penge, et spændende og højt kvalificeret job. De kan jo ikke vide, at efter mere end 30 år med evindelige krav, skal man være blind og døv, faktaresistent og virkelig have ”åbne hjerter” for ikke at være blevet immun over for stillede krav. Umiddelbart må man sige, at disse personer har diskvalificeret sig selv, men det er nok tvivlsomt, om de vil rejse frivilligt hjem.

 

Den sidste gruppe er de ægte asylansøgere, der er flygtet fra krig og er lykkelige for at være kommet i sikkerhed og få beskyttelse. Til de kan vende hjem igen.

 

De to ministre, Kristian Jensen og Inger Støjberg, stillede op i EU for at blive afhørt om de love, regeringen med et stort flertal i Folketinget har vedtaget. Hvad i alverden bilder EU sig ind? Det mest korrekte ville have været totalt at ignorere denne forsamling. Danmark er en suveræn stat og er endnu ikke afleveret med en rød sløjfe om som lydstat til det udemokratiske monster i Bruxelles.

 

I al sin senilitet var hystaden fra Belgien ret underholdende. Han fik så meget næring af sit eget skrigeri, at han gik helt i selvsving. Jeg var fuld af beundring for vores to ministre over, at de var i stand til at svare roligt og høfligt.

 

Nogle, der ikke imponerede, var Auken, Helweg og Rohde, der i min optik er foragtelige ynkrygge, som gerne sælger ud af deres eget land, hvis de tror, at lefleri for andre lande kan gavne dem selv.

 

Og så var der lige den med de afviste asylansøgere, som skal flyttes til udrejselejre i Ikast (DKA 27.1.). Det vil de ikke, så fuldstændigt absurd har de opstillet en stribe krav til det land, hvor de er uønsket og forhåbentlig snarest muligt bliver udsendt fra.

 

Endelig en god nyhed i denne række af dårligdomme (DKA 28.1.). Grænsebommene, der blev opsat den 4.1., har hindret migranter i at komme over vores grænser. Også udviste forbrydere er forhindret i at komme ind og fortsætte deres forbrydelser mod befolkningen. Østeuropæere, som politiet har vurderet intet har at gøre her i landet, er blevet stoppet, og menneskesmuglere er blevet anholdt. Og så er det endda kun grænsebomme på deltid. Tænk, hvad vi kunne slippe for, hvis der var grænsebomme døgnet rundt – altid.

 

Nu lakker januar mod enden, og i Breaking News nåede vi at få oplysning om de piger i asylcentrene, der er gift, gravide og har børn med voksne mænd.

Del på Facebook