Den tyske regering besluttede fredag at give bemyndigelse til, at statsadvokaten bemyndigelse til at indlede en retssag mod satirikeren Jan Böhmermann.
Dermed gennemfører hun, hvad mange vil betragte som et alvorligt angreb på ytringsfriheden. Det sker efter krav fra Tyrkiets autoritære islamistiske præsident Erdogan.
Sagen er endnu et vidnesbyrd om, at Merkel udfolder meget store anstrengelser for at gøre den tyrkiske præsident tilpas. Baggrunden er, at hun har satset hele sin asylpolitik på Erdogans velvilje.
En dybt problematisk lov
Allerede inden den tyske regering havde truffet sin kontroversielle beslutning om at åbne for en retssag mod Jan Böhmermann, var der hård kritik af Merkels eftergivende kurs i den tyske offentlighed. Senest har også den store amerikanske avis Washington Post sluttet sig til koret af kritikere.
Merkel-regeringens beslutning kommer efter en officiel klage fra Tyrkiet over et TV-indslag, hvor Jan Böhmermann gav præsident Erdogan tørt på. Tyrkiet krævede, at han blev straffet.
I Tyskland har man en gammel lov, der forbyder ”fornærmelse af et udenlandsk statsoverhoved”. Ifølge denne lov kan regeringen give grønt lys for en retssag, hvis der er kommet en klage fra det land, der føler sig krænket.
Nu har regeringen så bøjet sig. Vejen er banet for en retssag, der kan give Böhmermann helt op til tre års fængsel eller i værste fald helt op til fem års fængsel.
Regeringen gør det dog samtidig klart, at man vil afskaffe den dybt problematiske lov med virkning fra 2018. Men det hjælper altså ikke Böhmermann.
En sang gjorde Erdogan rasende
Det hele begyndte med, at Jan Böhmermann lavede en satirisk sang om Erdogan i et TV-program. TV-indslaget blev dengang bragt i Den Korte Avis (30.3.16).
Sangen fremstillede Erdogan som en brutal hersker, der svælger i luksus, fusker med valgresultater, trækker EU rundt ved næsen og træder ytringsfriheden under fode. En linje i sangen lød: ”En journalist, som skriver noget, der ikke behager Erdogan, vil allerede sidde i spjældet i morgen.”
Erdogan er kendt for at slå hårdt til mod alle medier, der er kritiske over for ham. Hans reaktion på Böhmermanns sang bekræftede til fulde dette ry.
Præsidenten blev rasende. Den tyske ambassadør i Ankara blev kaldt til det tyrkiske udenrigsministerium og stillet til regnskab for sangen! En sådan fremgangsmåde anvendes normalt kun i diplomatiske kriser.
Samtidig krævede den tyrkiske regering, at sangen aldrig mere blev bragt på tysk TV.
Erdogan reagerede således med et voldsomt angreb på ytringsfriheden – som han ofte gør, når han møder kritik. Han gjorde det klart, at en sådan sang burde være forbudt, fordi den var en bagvaskelse af ham.
Krigen blev optrappet
Så svarede Böhmermann igen. Han optrådte på TV med et digt med titlen ”Ærekrænkende kritik”. Formålet med digtet var at give Erdogan følgende besked: De kaldte min sang for ærekrænkende. Det var absurd. Nu skal jeg vise, hvad der virkelig er ærekrænkende.
Det gjorde han med nogle usandsynligt grove skældsord for at understrege sin pointe om, at der er pokker til forskel på satire og så ærekrænkelse. Han udnævnte Erdogan til en “gedeknepper”, der “ser på børneporno, mens han sparker til kurderne.”
Man kan diskutere, om det var rigtigt af Böhmermann at bruge den slags skældsord. Men man skal forstå sammenhængen mellem hans to indslag. Böhmermann hævder ikke seriøst, at Erdogan er pædofil eller “gedeknepper”. Hans ærinde med smædedigtet er udstille, at Erdogans fornærmelse over den første sang var helt hen i vejret.
Hvis man ikke er klar over sammenhængen mellem de to indslag og tager smædedigtet bogstaveligt, går man galt i byen. Det er desværre sket for nogle medier.
Merkel i en alvorlig klemme
Smædedigtet fik Erdogan til at gå amok og sende en officiel klage til den tyske regering. Merkel reagerede ved at give en undskyldning. I en telefonsamtale med den tyrkiske ministerpræsident Ahmet Davutoglu kaldte hun digtet for ”en bevidst fornærmelse” af Erdogan.
Dermed signalerede hun til Erdogan, at dette var en sag, som politikerne bør blande sig i. Hvis hun så undlod at give bemyndigelse til en retssag, ville Erdogan udlægge det som en fjendtlig politisk handling.
Merkel anbragte sig således i en alvorlig klemme ved overhovedet at blande sig i sagen.
Det er forkasteligt, at Merkel straks talte Erdogan efter munden. Og det er især beskæmmende, at regeringen ikke har afvist at lade sagen gå videre i retssystemet.
Erdogan har faktisk anlagt et civilt søgsmål gennem en tysk advokat. Den tyske regering kunne bare lade dette søgsmål gå sin gang og så blande sig udenom.
Ydmygende
Erdogans optræden viser, hvor langt hans styre ligger fra Europa med dets stærke frihedsværdier. Hans reaktioner bunder i en kultur, der går meget mere op i krænkelser end i frihed.
Merkels opgave var at stå op for friheden. Men hun har svigtet denne opgave.
Forklaringen ligger lige for: Hun forsøger at behage Erdogan, fordi hun har hængt hele sin asylpolitik op på Tyrkiets medvirken.
(Die Welt)
