“Alle miljøproblemer bliver sværere og til sidst umulige at løse med stadig flere mennesker.” David Attenborough (1926-, eng. naturforsker)
Man kan tilføje andre problemer, som bliver sværere og ’til sidst umulige’ at løse med en befolkningstilvækst, der løber løbsk, uden at de politisk ansvarlige gør noget for at forhindre det. Skyldes det mangel på indsigt eller et tabu for mange især mandlige politikere, der hellere vil tale om vækst og økonomi end bæredygtighed – og ikke tænker på jordens finite naturressourcer?
1. Flere mennesker resulterer i mangel på rent vand – til mennesker, dyr og planter
2. Flere mennesker giver mere forurening (affald) – på jorden, i vandet og i luften
3. Overbefolkning øger global opvarmning – flere mennesker = mere CO2 udledning
4. Overbefolkning betyder udryddelse af vilde dyr – 40% af fisk og havdyr er borte, der er snart mere plastic end fisk i oceanerne. Koraller blegner, og økosystem ødelægges.
5. Overbefolkede lande kan ikke skabe jobs til alle, hvilket medvirker til øget kriminalitet
6. Overbefolkning giver flere konflikter (terror), mere fattigdom, nød og elendighed
7. Overbefolkede lande resulterer i flere flygtninge og migranter.
Det er en forbrydelse mod vor civilisation, at vi fortsætter med en global befolkningstilvækst på ca. 80 mio. flere mennesker om året. Samtidig er der årligt ca. 80 mio. ikke planlagte graviditeter. Ville det ikke være bedre, at de – ofte uønskede – børn, der i dag dør af sult, slet ikke var født?
Hvad er bedst: tyranni eller anarki?
Vi – jordens befolkning – er selv skyld i konflikter, krige og flygtninge pga. uansvarlig politisk ledelse. Desuden blander vi os ofte uopfordret i andre landes interne forhold, hvor en diktator har styret med hård hånd, og vi efterlader ofte et land i kaos og anarki, hvor reformer indefra ville være en bedre løsning.
Tidligere svensk udenrigsminister Hans Blix udtalte under et interview (jan. 2016) på Al Jazeera: Hvad er bedst: tyranni eller anarki? Han kunne ikke selv give svaret!
Singapore som rollemodel
Mange støttede Irans farvel til Shahen (1979), men Iran fik i stedet et religiøst diktatur. Vestlige lande støttede det arabiske forår (2010-11), men befolkningerne i disse lande har ikke fået det bedre.
Befolkningstilvæksten i landene øger konflikter, fattigdom og flygtninge, der har hørt, hvordan man lever i Europa. De ønsker at få del i EU’s velstand, men i stedet for at dele vor velstand, burde vi give dem opskriften på, hvordan de kan forbedre forholdene i deres eget land.
I stedet for den europæiske model bør rollemodellen være Singapore, der på 50 år hævede sig fra at være et fattigt land til et af de rigeste og bedst fungerende i verden, men det kræver disciplin, ligestilling, familieplanlægning og uddannelse. Opskriften er dog let at følge.
Det er uansvarligt ikke at anbefale familieplanlægning i en overbefolket verden
Paven taler med store BOGSTAVER om Europas ansvar for flygtninge, men han glemmer sin egen indflydelse og ansvar. Hvis paven vil gøre noget for verdens tilstand, bør han tillade prævention.
Jorden bliver ødelagt af overbefolkning og forurening, som resulterer i en global opvarmning. Vi er alle ansvarlige for jordens tilstand og bør hjælpe med at redde jorden fra en miljø- og klimakatastrofe i stedet for at efterlade jorden ødelagt pga. menneskelig dumhed og grådighed.