Video: De tre muslimske drenge på gaden ser helt almindelige ud – men da de åbner munden, bliver man rystet

Et hollandsk TV-program spørger tre muslimske drenge på gaden, hvordan de ser på de vestlige samfund og islam. Samtalen er optaget på denne video, der har engelske undertekster.

 

De tre drenge taler ret flydende hollandsk og er efter alt at dømme født og opvokset i Holland. Deres påklædning er også ganske almindelig vestlig teenage-påklædning.

 

Men det, der kommer ud af munden på dem, har mildt sagt ikke meget med integration og vestlige værdier at gøre.

 

De tre giver en rystende påmindelse om, at mange unge muslimer i Europa er præget af radikale islamiske ideer. Mere end forældrenes generation.

 

Meningsmålinger i både Danmark og andre europæiske lande vidner om den voksende islamiske fundamentalisme og radikalisering i de generationer, som er vokset op i Vesten. For nylig fremgik det af en dansk måling (Wilke/Jyllands-Posten).

 

I denne video handler det ikke om målinger, men om levende mennesker. Men facit er det samme.

 

De vantro

De tre drenge har ikke helt styr på, hvad de skal kalde tingene. Det er ret tydeligt, at de forsøger at gentage, hvad de har hørt andre sige.

 

Men indholdet i deres udtalelser vidner om, hvor meget de påvirkes i retning af helt andre værdier end dialog, demokrati, frihed og ligestilling. Det er islamiske parallelsamfund, der taler igennem dem, uanset hvor vestlige de ser ud.

 

Den mindste af drengene taler om, at ”de vantro (kufar) står i vejen for os”. Og det kan ikke tolereres, som han siger. ”De vantro” går på hollænderne og det hollandske samfund.

 

De tre er enige om, at de hollandske piger går upassende klædt – selv om de fniser lidt, mens de taler om det.

 

Den lille siger ligefrem: ”Vi skal mishandle dem.” Det kan godt være, at han ikke helt ved, hvad han siger. Men det lyder ikke just som nogen betryggende holdning til frie vestlige piger og kvinder.

 

Islamisk Stat som helte

Drengene ønsker at skifte det vestlige samfund ud med en islamisk stat, ”hvor muslimer kan leve i overensstemmelse med de islamiske regler. Det er det eneste, vi har behov for.”

 

De forestiller sig, at terrorbevægelsen Islamisk Stat kan gennemtvinge et islamisk herredømme med vold. Måske også i Holland. Som en af dem siger:

 

”Hvis Islamisk Stat kommer og dræber os, vil det ikke være deres skyld. Vi lever i en vantro stat. De vil ikke blive straffet for det, vi vil blive straffet.”

 

For disse tre muslimske drenge i Holland står Islamisk Stat altså som de store helte, der skal give muslimerne sejren gennem deres terror-herredømme. Hvem sagde integration?

 

Det virker derfor helt logisk, da den ene dreng siger til TV-programmets seere: ”Konvertér til islam – alle! Piger, opfør jer ordentligt og klæd jer passende på.”

 

Mere magt til islam

De har sikkert en masse fine integrationsprojekter med offentlig støtte i Holland. Ligesom i Danmark.

 

Men det er mildt sagt ikke dem, de tre drenge lader sig inspirere af. Hos disse drenge har de velmenende pædagoger ikke en chance i forhold til Islamisk Stat. Drengene drømmer ikke om multikulturel dialog, men om mere magt til islam.

 

Man skal selvfølgelig ikke overfortolke dette. De tre muslimske drenge prøver ganske klart at puste sig op – det gør dem jo ikke automatisk til kommende rabiate islamister.

 

Men nogen har altså fodret dem med ideer, som i allerhøjeste grad giver grund til bekymring.

 

  

Del på Facebook