Valgdebatter i TV: Fri os fra ordstyrere, der gør sig selv til hovedperson

Foto: Privat

Søndagens duel på TV2 mellem Helle Thorning og Lars Løkke var noget af en katastrofe. Hovedansvaret for dette lå hos ordstyreren, Poul Erik Skammelsen.

 

Han forsøgte i alt for høj grad at bringe sig selv i fokus. Først og fremmest ved at afbryde de to debattører med indskudte spørgsmål og sidekommentarer – kombineret med et overlivligt kropssprog.

 

De mange afbræk gav en utrolig dårlig rytme i debatten. I fodboldsproget taler man om en dommer, der ”fløjter kampen i stykker”. Det vil sige, at han afbryder spillet alt for meget ved at fløjte i tide og utide. Skammelsen fløjtede kampen mellem Thorning og Løkke i stykker.

 

Oven i købet var hans afbrydelser særdeles partiske. Løkke blev afbrudt 28 gange, Thorning blev kun afbrudt 13 gange. Et klart handicap for Løkke.

 

De evindelige afbrydelser trak samtidig opmærksomheden væk fra politikerne og over på ordstyreren, der i alt for høj grad gjorde sig selv til hovedperson.

 

Folk sad altså ved TV-skærmene for at høre Thorning og Løkke, ikke for at høre Skammelsen.

 

Man undervurderer seernes engagement

I den forbindelse er det også vigtigt at gøre sig en ting klart:

 

Toppolitikerne ved normalt meget mere om de emner, der bliver debatteret, end ordstyreren. Ofte er ordstyreren jo også mere uvidende end de kolleger, der dagligt arbejder med det politiske stof.

 

Men i den selvoptagne medieverden tror man, at det vigtigste af alt er at få en kendt skærmperson til at styre debatten.

 

Man undervurderer groft, hvor stærkt et politisk engagement der er hos mange seere i forbindelse med en sådan valgdebat. Folk er virkelig opsatte på at finde ud af, hvad de skal mene om de politiske budskaber. Og politikerne skal nok selv sørge for, at debatten bliver intens.

 

En afgørende debat forsvandt

En række af Skammelsens spørgsmål og kommentarer vidnede om, at han på centrale punkter havde en beskeden viden om det politiske indhold. Når det er tilfældet, gør man altså klogt i at være tilbageholdende med at blande sig.

 

For eksempel var han åbenbart ikke orienteret om en af de vigtigste debatter, der foreløbig har været i denne valgkamp. En debat, der tager afsæt i, at langt de fleste arbejdspladser, der er skabt under Thorning er gået til udlændinge og ikke til danskere.

 

Netop om søndagen, hvor TV-duellen fandt sted, var der kommet nyt vigtigt input til denne debat. Men det fandt ikke vej til TV-studiet – hvilket selvfølgelig også falder tilbage på redaktionen bag Skammelsen.

 

Måske har det spillet ind her, at denne debat er en tabersag for rød blok. Væk med den.

 

Fortiden

Men spørgsmålet om ordstyrerens rolle rejser sig ikke kun i forbindelse med duellerne mellem de to statsministerkandidater – eller ”topmøderne”, som det så pompøst kaldes på TV2. Og det er selvfølgelig ikke et problem, der kun gælder Poul Erik Skammelsen.

 

Jævnligt har ordstyrerne i de bredere partidebatter også en overdreven trang til at bringe sig selv i fokus.

 

Vi skal selvfølgelig ikke tilbage til valgdebatterne i TV’s første årtier. Dengang sad partilederne i vidt omfang og holdt enetaler på rad og række, og de havde en fast afmålt taletid.

 

Det er fint, at ordstyreren bringer nogle temaer op, som alle politikerne bedes forholde sig til.

 

Det er fint, at de sørger for, at der er noget tempo over det med jævnlige emneskift.

 

Det er fint, at de kan få politikerne til at formulere sig tydeligere ved at stille opfølgende spørgsmål.

 

Fødselshjælper

Men det er vigtigt at være på vagt over for, at ordstyreren stjæler showet og definerer meget stramt, hvad han eller hun vil have politikerne til at tale om.

 

Det er politikerne, folk vil høre. Og den demokratiske essens af en valgkamp er jo, at partierne har frihed til at fortælle, hvad de selv synes er vigtigt. Ordstyreren skal være en fødselshjælper.

 

Fri os for ordstyrere, der gør sig selv til hovedperson.

Del på Facebook