Europa er ved at blive oversvømmet af asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika.
Det har været muligt blandt andet fordi Schengen-aftalen ikke fungerer. Ifølge Schengen skal de ydre grænser bevogtes skarpt. Til gengæld skal de indre grænser være åbne.
Men de ydre grænser har vist sig at være hullede som en si, og folk strømmer uhindret fra blandt andet Tyrkiet til Grækenland.
Derfra rejser de næsten uhindret op gennem Europa med især Tyskland og Sverige som mål. Men også Danmark mærker nu en betydelig stigning i antallet af asylansøgere.
En vigtig del af EU-landenes aftale om kontrol med asylansøgerne er Dublin-konventionen. Den siger, at asylansøgere skal regestreres med fingeraftryk i det EU-land de først ankommer til. Hvis asylansøgerne dukker op i et andet EU-land, kan de sendes tilbage til det land, der har registreret dem.
Dublin-konventionen har været under stort pres med de enorme strømme af asylansøgere. Men det er fortsat holdningen, at den skal håndhæves.
Alligevel har Flygtningenævnet truffet en beslutning om at sætte Dublin-konventionen til side.
Flygtningenævnet har afgjort, at asylansøgere ikke skal sendes tilbage til Ungarn, selv om de er registreret i Ungarn. Det skriver Politiken i dag.
Det er ifølge Politiken mediernes reportager om elendine forhold for flygtninge i Ungarn, som nu har fået Flygtningenævnet til at stille udsendelserne i bero, mens der bliver indhentet oplysninger om forholdene i Ungarn.
“Som alle andre følger vi med i medierne, og en række af de oplysninger som Flygtningenævnet har haft til rådighed for afgørelser af Dublin-sager vedrørende tilbagesendelse, tager af gode grunde ikke hensyn til den aktuelle situation i Ungarn”, siger nævnets sekretariatschef Stig Torp Henriksen til avisen.
Politiken har spurgt Rigspolitiet, hvor mange der befinder sig i udsendelsesposition, og hvor mange der er blevet sendt tilbage de senere år. Men har ikke fået svar.