Tysklands indenrigsminister laver ”en Støjberg”: Vi må se på, om de sociale ydelser til asylansøgere er for høje

De svenske myndigheder forsøger stadig mere desperat at lægge låg på protesterne mod den voldsomme tilstrømning af asylansøgere. Den uhyggelige sag om et mord i IKEA, der tilsyneladende blev begået af en asylansøger, har for alvor bragt sindene i kog.

 

Men også i et andet stort asylland, Tyskland, er politikerne nu under stærkt pres.

 

Tyskland har indtil nu modtaget 300.000 asylansøgere i år. Man begynder at tale om 600.000 for hele året.

 

Det har fået landets indenrigsminister Thomas de Maizière til at bebude, at regeringen nu må se på, om de sociale ydelser til flygtninge er for høje. Det giver mindelser om, hvad den danske integrationsminister Inger Støjberg er i gang med.

 

Til TV-stationen ZDF sagde de Maizière, at mange af hans europæiske kolleger anser de tyske sociale ydelser til flygtninge for meget høje.

 

I Tyskland er den slags dog ikke så let at ændre på som i Danmark, fordi Forbundsforfatningsdomstolen kan blokere for det.

 

I det opsigtsvækkende interview sagde de Maizière også, at Tyskland må indstille sig på et langt højere antal asylansøgere end tidligere antaget.

 

Reaktionerne mod denne udvikling bliver stadig mere markante.

 

Grænsekontrol

I tirsdags krævede formanden for Tysk Politiforbund, Rainer Wendt, en genindførelse af grænsekontrollen (omtalt i Den Korte Avis).

 

Siden har Wendt dog hevet noget i land igen. Til gengæld er kravet blevet fremsat af en fremtrædende repræsentant for kansler Angela Merkels parti, CDU. Christian Hartmann, der er partiets indenrigspolitiske talsmand i delstaten Sachsens landdag, siger:

Læs også
Bliver en vis Annegret Kramp-Karrenbauer – også kaldt AKK – Tysklands næste kansler?

 

”I den nuværende situation bør vi oprette kontrolsteder i den umiddelbare nærhed af grænsen, men også ved grænseovergangene.” (Berlingske)

 

Hartmann giver indtryk af, at det skal være en forbigående foranstaltning. Men det er en illusion. Som de Maiziére siger, vil presset blive yderligere forstærket.

 

Dette er kun begyndelsen.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…