Lars Løkke har nu dannet sin smalle Venstre-regering og fremlagt dens politiske grundlag.
Dette grundlag kaster mere lys over forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der jo har meget stor betydning for regeringens levedygtighed.
De to partier var ikke i stand til at gå i regering sammen. Det kan meget vel tænkes, at Løkke fra starten gik efter at danne en ren Venstre-regering, fordi det stillede ham friere til at forhandle til alle sider.
Fra Dansk Folkeparti har det lydt, at de under forhandlingerne aldrig fik et udspil, der for alvor gav indrømmelser i forhold til deres hovedkrav, for eksempel omkring grænsekontrol.
Fra Venstre-folk og andre har udlægningen til gengæld været, at Dansk Folkeparti ikke ville tage ansvar, da det endelig gjaldt.
Samarbejde og sammenstød
Nu er Venstres regering og regeringsgrundlag så en realitet.
Begge dele åbner for samarbejde i forskellige retninger, herunder bestemt også betydeligt samarbejde mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Løkke er tydeligvis helt bevidst om den vanskelige sejlads for en smal mindretalsregering.
På ministerlisten kan man konstatere, at der sidder folk på centrale poster, som Dansk Folkeparti sikkert vil føle sig trygge ved. Det gælder eksempelvis finansminister Claus Hjort Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Der er også mange dele af regeringsgrundlaget, som Dansk Folkeparti vil se positivt på.
Men regeringsgrundlaget støder sammen med Dansk Folkeparti på specielt tre områder. De to drejer sig om værdipolitik, det tredje om økonomisk politik.
Grænsekontrol
Dansk Folkeparti vil have permanent grænsekontrol, hvor toldere på selve grænsen kan vinke folk ind til siden, hvis de vurderer, at der er noget mistænkeligt. Det vil sige en genoplivning af den aftale, som den daværende VK-regering lavede med Dansk Folkeparti i 2011.
Men det lægger regeringsgrundlaget ikke op til.
Her taler man om at styrke kontrollen bag grænsen, blandt andet med nyt udstyr og mere mandskab. Man understreger, at denne kontrol skal ligge inden for Schengen-samarbejdet.
I dag mener Venstre, at Dansk Folkepartis krav strider mod Schengen. Dermed har man ændret holdning i forhold til 2011. Dengang vurderede regeringens jurister, at aftalen med Dansk Folkeparti holdt sig inden for Schengen.
Men juristerne har nu ændret deres vurdering, og det har Venstre også. Dermed er grænsekontrollen et alvorligt konfliktpunkt mellem de to partier.
Asylpolitik
Der er også klare forskelle mellem regeringsgrundlaget og Dansk Folkeparti, når det gælder asylpolitikken.
Den ny regering og Dansk Folkeparti er enige om meget her. Blandt andet at sænke de sociale ydelser til flygtninge, så Danmark bliver mindre attraktivt som asylland.
Men regeringen vil ikke ændre på reglerne for, hvem der kan få asyl. Man vil for eksempel ikke vende tilbage til, at det kun er personligt forfulgte, der kan få asyl.
Man vil heller ikke lave håndfaste begrænsninger på, hvor mange asylansøgere der kan komme til Danmark – for eksempel i form af kvoter.
Det hænger sammen med, at Venstre-regeringen ikke er indstillet på at udfordre de internationale konventioner.
Det er Dansk Folkeparti til gengæld. De mener slet ikke, at lavere sociale ydelser rækker til at bremse den voldsomt stigende asyltilstrømning.
De to holdninger støder sammen. Ligesom med grænsekontrollen bliver det vanskeligt for Løkke at strikke aftaler sammen, som Dansk Folkeparti vil erklære sig tilfredse med .
Økonomi og velfærd
Der er også konflikter mellem de to partier i forhold til den økonomiske politik og velfærdspolitikken. Her bliver det dog nok lidt lettere at nå kompromiser.
I forhold til dagpengene er Venstre indstillet på visse ændringer. De kunne sikkert blive enige med Socialdemokraterne, men for begge partier er det afgørende at få Dansk Folkeparti med. De tør ikke lade Kristian Thulesen Dahl score points på en politik, der lægger sig til venstre for Socialdemokraterne.
Her skulle det være muligt at nå et bredt forlig.
På et andet nøglepunkt kommer Venstre Dansk Folkeparti i møde. Regeringen er indstillet på, at det offentlige forbrug kan øges (altså ikke nulvækst).
Denne vækst i det offentlige forbrug skal forbeholdes særlige kerneområder: sundhed, ældre, tryghed (politi).
Samtidig vil regeringen genindføre det gamle borgerlige skattestop. Og man ønsker skattelettelser både i toppen og i bunden.
Her er en vigtig forskel. Om skattelettelser i bunden siger regeringen ret forpligtende, at regeringen ”vil sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster”. Om skattelettelser i toppen hedder det kun, at det er ”en ambition”. Den forskel vil tiltale Dansk Folkeparti.
Finansiering
Men så er der finansieringen af øget offentligt forbrug og skattelettelser.
Ifølge regeringsgrundlaget skal en del af den komme fra besparelser på udviklingsbistand og asyludgifter. En anden del skal hentes i begrænsning af overførselsindkomster (flere i arbejde, loft over kontanthjælp). Så vidt, så godt.
Men en væsentlig del af finansieringen skal naturligt nok hentes ved effektiviseringer i det offentlige. Det vånder Kommunernes Landsforening (KL) sig allerede over.
Løkke vil godt nok øge den offentlige service. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de samlede offentlige udgifter vil stige – netop fordi pengene skal hentes på besparelser andre steder og på effektiviseringer. Det sidste kan give problemer med Dansk Folkeparti.
Men her er det lettere at se nogle kompromiser. Konflikterne mellem de to store borgerlige partier er alvorligst i værdipolitikken.
