Fra 1. september har indvandrere med flygtningestatus ret til en integrationsydelse som svarer til Statens Uddannelsesstøtte (SU).
Det er meningen at indvandrerne/flygtningene skal gennem et 3-årigt integrationsprogram. De skal sidde på skolebænken og i praktik, de er under uddannelse til borgere i Danmark.
Men indvandrenes/flygtningenes uddannelsesydelse er i realiteten oftest højere, end hvis de var en almindelig studerende.
Årsagen er, at der er et loft over hvor meget de må betale i husleje ud af integrationsydelsen.
Integrationsydelsen/SU er 5.945 kr. om måneden og ud af dette beløb må de maksimalt betale 2.211 kr. i husleje.
Men prisen for en studiebolig ligger typisk omkring 3.000 kr., og da kommunerne har pligt til at skaffe boliger til indvandrerne/flygtningene, så er kommunerne nødt til at betale differencen.
Et eksempel fra Kolding.
Kolding har udviklet sig til en studieby, men man har haft problemer med, at der ikke er studieboliger nok til de mange studerende. Derfor har man taget alternative løsninger i brug indtil et antal ungdomsboliger står klar.
Eksempelvis er stuer på det nedlagte plejecenter Kløverhøj blevet udlejet til studerende. Huslejen er 3.000 kr. om måneden.
Men om ikke så længe begynder de studerende, at flytte ud i de nybyggede studieboliger og så står Kolding Kommune klar til at overtage lejemålene på Kløverhøj, det er netop blevet besluttet på byrådsmødet mandag.
Kolding Kommune kommer hermed til at sende minimum 800 kr. efter hver indvandrer/flygtning som bliver sat ind på Kløverhøj. Imidlertid er borgmesteren i Kolding meget tilfreds.
”Det er indenfor en ramme, hvor det er økonomisk rentabelt for os. Jeg ser det som midlertidige boliger, og vi binder os ikke specielt, siger Jørn Pedersen (V). (Jydske Vestkysten)
Den Korte Avis har fortalt om Kolding Kommune som har betalt op til 24.000 kr. i leje om måneden for en lejlighed til en enkelt flygtning. Så man kan godt forstå at borgmesteren er ivrig efter at indgå aftale med Lejerbo, som ejer Kløverhøj.
En stor del af de mennesker som kommer til Danmark fra Syrien og Eritrea er yngre mænd. De unge enlige mænd forklarer ofte, at de gerne vil studere i Danmark, og mange peger også på, at det netop er det gode uddannelsessystem som har fået dem til at søge mod Danmark.
Man må give dem ret, det er godt at være under uddannelse i Danmark, og især hvis man er udlænding med flygtningestatus.
Vi ved ikke hvor mange mennesker der vil få flygtningestatus i Danmark fremover, men et er sikkert, der bliver færre og færre ledige boliger som har en husleje på niveau med en ungdomsbolig.
Resultatet bliver sandsynligvis, at mange indvandrere/flygtninge vil blive sat ind i boliger, som de slet ikke ville have råd til hvis de var en dansk studerende.
Men kommunen betaler differencen for indvandrerne/ flygtningene, de danske studerende skal låne sig til det samme beløb.