John Frost har været ansat i toldvæsnet i mange år. Først arbejdede han som tolder på gulvet i en britisk lufthavn, og nu sidder han i en mere overordnet position, hvor han beskæftiger sig med organiseret kriminalitet.
Han har netop udgivet en forrygende bog om sine oplevelser fra livet ved toldskranken. Den hedder ”Anything To Declare” (Constable).
Dag ud og dag ind har han hørt folk lyve hurtigere, end en hest kan rende, mens de prøver at smugle alt mellem himmel og jord ind i landet:
Slanger. Kød fra zebraer, løver og gorillaer. Kamme, der kunne laves om til en springkniv. En abe syet ind i foret på en frakke. En anden abe forklædt som et barn med meget hår på hovedet. Lig, der var stablet op i en kørestol iført skæve briller. En kasse med is, der rummede en mands ene balde – tilsyneladende skåret i strimler med et samurai-sværd (alle hospitaler blev varskoet om at holde øje med en mand, der ”har problemer med at sidde ned”).
Mange narkosmuglere klæder sig som narkosmuglere
Selvfølgelig har han også mødt narko i alle afskygninger og med alle tænkelige skjulesteder.
Den erfarne tolder ved, hvornår der er stor mulighed for narko i farvandet, og mange af skjulestederne er velkendte. Men der er også de mere originale – for eksempel kokain-pasta lavet som læbestifter i lysende farver.
Man holder af gode grunde særligt øje med folk, der ofte rejser fra kendte narkolande. Og så er der en anden ting: Mange narkosmuglere er påfaldende smart klædte, og det vækker toldernes mistanke. Som han siger:
”Det er forbløffende, så mange narkohandlere, der prøver at opføre sig som narkohandlere i en film.”
Han giver følgende gode ”råd” til narkosmuglere: ”Det er bedre at være lurvet klædt på den rigtige måde end smart klædt på den forkerte.”
Med et halvt kilo narko oppe i bagdelen
Narko og andre ting skal ofte findes et eller andet sted på eller i folks krop. ”Ethvert skjulested eller hul i den menneskelige krop har på et eller andet tidspunkt været brugt af smuglere.”
En hel del af narkoen bliver som bekendt slugt eller stukket op i enden i kondomer. Og så må tolderen vente, til det er kommet ud igen.
Men de mennesker, der laver den slags numre, er ret lette at spore, siger John Frost. ”Prøv du at gå normalt med et halvt kilo narko oppe i bagdelen.” Han fortsætter: ”Jeg fik nærmest indtryk af, at alle, der ankom fra Sydamerika, havde hæmorroider.”
Nonner og fulde rotter
Den dygtige tolder ser altid på folk med et kritisk blik – ligegyldigt, hvor meget de ligner rene uskyldigheder. Som han formulerer det: ”Stol aldrig på en nonne med krykker.”
Det er selvfølgelig ment som en vittighed. Men Frost kan fortælle, at nonner faktisk ikke altid er så uskyldige, som man skulle tro. Nonner er blevet hapset med masser af gin i flasker, der skulle forestille at rumme helligt vand.
I det hele taget kommer man som tolder til at hælde meget spiritus ud i vasken. ”Afløbsrørene i lufthavnen var formentlig det eneste sted i landet, hvor rotterne var dybt alkoholiserede.”
Tolderne kunne også selv møde rotter. På et tidspunkt kom Frost om bord i et Hercules-fly fra Nigeria, som havde en rotte med, der var ”på størrelse med en Shetlands-pony”.
Politiet kom med automatrifler, men fik den ikke nedlagt. Så måtte Frost gøre det på den grimme måde med en spade.
Makaber opgave
Omgang med lig hører med til tolderens arbejde. Hvis folk dør i udlandet, kan det være dyrt at få transporteret liget hjem. Det skal balsameres og lægges i en zink-kiste. Så er det, at nogle slægtninge kan finde på at forsøge nummeret med at stable liget op i en kørestol iført store briller.
Kister er også velegnede til at skjule alt muligt smuglergods. Så de skal undersøges nøje, og det kan være en temmelig makaber opgave – især hvis afdødes arm ryger i vejret eller parykken falder af.
John Frost ryster anekdoter fra toldskrankens hverdag ud af ærmet. Han bebuder nye beskrivelser af det arbejde, han siden har haft. Det bliver sikkert interessant, men vil måske ikke have helt så mange farverige eksempler.
(Kilde: Daily Mail)
