Fødevareminister Dan Jørgensen (S) nedsatte i september sidste år en tænketank, der skulle give befolkningen gode råd om måltider.
Tænketanken bestod af hele 25 personer – professorer, ernæringseksperter, kokke og andre. Lejres borgmester Mette Touborg (SF) blev formand.
Måltidstænketankens arbejde varede i et halvt år, og det kostede knap 1 mio. kr. – helt nøjagtig 940.000 kr.
I sidste uge kom resultatet af anstrengelserne. Tænketanken barslede med tre råd, der lyder således:
- Lær at lave mad – og lær det fra dig
- Brug råvarer – og køb ind med ansvar for mennesker, dyr og klode
- Spis sammen med andre – og nyd samværet og måltidet
Det var, hvad man fik for 940.000 kr. Nå, ja, så var der også fem ambitioner for den danske madkultur, og et større idékatalog om, hvordan man kan styrke den danske madkultur.
Men de gode råd til befolkningen bestod i ovenstående tre punkter. Man kan roligt sige, at disse tre punkter ikke bringer noget nyt ind i debatten. De gentager, hvad man har hørt mange gange, i en meget generel form.
Borgerne tages ved næsen
Borgerne har al mulig grund til at føle sig taget ved næsen.
Man fornærmer deres intelligens ved overpædagogisk at servere noget med så ringe informationsværdi.
Samtidig blander staten sig i noget, der må være borgernes egen sag, når den fortæller dem, at de skal spise sammen med andre – og de har værsgo at nyde samværet og måltidet. Hvad rager det Dan Jørgensen og hans embedsmænd og eksperter?
Endelig misbruger man skatteborgernes penge ved at smide dem ud til sådan en omgang banaliteter.
Hvad har Dan Jørgensen tænkt på?
Socialdemokrater er ofte ivrige efter at bruge andre folks penge. Og de vil gerne lade staten blande sig mere, end godt er, i folks liv.
Men dette må siges at være et af de mere uhyrlige eksempler.
Hvad i alverden har Dan Jørgensen tænkt på?
Svaret er nok, at Dan Jørgensen først og fremmest har tænkt på … Dan Jørgensen.
Det kan godt være, at vi andre anser dette projekt for tosset og forargeligt. Men det har givet Dan Jørgensen omtale i medierne.
Målet er at blive genkendt
Dan Jørgensen var ret ukendt, da han blev minister. Hvis han skulle bide sig fast som politiker måtte han derfor arbejde målbevidst på, at vælgerne lærte at genkende hans navn og ansigt. Og det har han gjort med betydelig succes.
Jørgensen har som minister udkastet et hav af projekter, der har bragt ham på TV og i avisernes spalter.
Vælgerne har nok ikke altid tænkt så meget over, hvilken sag han har været i medierne med. Og sådan en sag som den med de tre gode råd om måltider er næppe noget, som skaber større begejstring. Men Dan Jørgensen får sit navn nævnt og sit billede vist – endnu engang.
Projekt måltid er tomme politiske kalorier. Men det bidrager til projekt ”Genkend Dan Jørgensen”. Og det er noget, fødevareministeren ikke kan få nok af.
Specielt, når det kan finansieres af andre folks penge.