Lektor kritiserer rektor for Roskilde Universitet for at nedgøre studerende, som stræber efter høje karakterer

Foto: RUC

Rektor for Roskilde Universitet (RUC), Hanne Leth Andersen, klager i et debatindlæg i Berlingske over, at alt for mange unge prøver at få gode karakterer på deres uddannelse.

 

Som erstatning for den triste tilstand med de høje karakterer efterspørger rektoren studerende, som arbejder ”mere risikovilligt”, idet hun ønsker, at ”målet skal være… risiko frem for efterligning”.

 

Heldigvis kan man ikke læse medicin på RUC, så der er ingen risiko for at blive opereret af en kirurg, som er uddannet efter Hanne Leth Andersens pædagogiske idealer.

 

Jeg håber i øvrigt heller ikke, at min mekaniker deler Hanne Leth Andersens opfattelse af, hvordan man bør arbejde.

 

I det hele taget må man ikke håbe, at der er ret mange, der er enige med rektoren på RUC, fordi samfundet ville bryde sammen omgående, hvis den akademiske tågesnak blev omsat til virkeligheden uden for RUC.

 

Indre motivation

Hanne Leth Andersen foreslår også i sit debatindlæg, at universiteterne fremover skal optage nye studerende på baggrund af deres ”indre motivation” i stedet for blot ”at stimulere til overfladisk målopfyldelse gennem karaktergennemsnit.”

 

Hvordan i alverden man konkret skulle måle en studerendes ”indre motivation”, giver indlægget naturligvis ikke noget svar på. Rektoren taber dog helt sutten, når hun derefter sætter lighedstegn mellem ”karaktergennemsnit” og ”overfladisk målopfyldelse”.

 

Synes topledelsen i et af vores universiteter virkelig, at studerende, som får høje karakterer, går efter ”overfladisk målopfyldelse”? Det fremgår af indlægget, at svaret er ja, og man kan kun undre sig over, hvordan det kan gå så galt på ledelsesniveau i den danske uddannelsessektor, men det kan det altså.

 

Forskel på mennesker

Som velmenende humanist er Hanne Leth Andersen også ked af, at karaktergivningen gør forskel på de studerende. Karakterer er nemlig ”opstilling af skel og hierarki mellem de studerende”, og den slags bryder man sig ikke om i ledelsen på RUC, hvor de gamle socialistiske idealer fra østblokken tilsyneladende stadig lever i bedste velgående.

 

Læs også
Nye tal viser, at jubelhistorierne om indvandrere i uddannelse og arbejde er falske – danske skatteydere betaler for fiaskoen

Uden for RUC har de fleste dog nok luret, at der rent faktisk er forskel på mennesker, uanset om der bliver givet karakterer eller ej, samt at det er nødvendigt at erkende forskellene, hvis samfundet skal fungere. Rektoren for RUC modtager i øvrigt ca. 1,5 mio. kr. årligt fra de danske skatteydere for sin godhedsfulde indsats for det danske uddannelsessystem, og således er der i hvert fald er forskel på de ansatte på RUC, men lige den forskel kan Hanne Leth Andersen nok lære at leve med.

 

Hvis ikke de færdige kandidater fra RUC er vant til skel eller hierarki, så bliver det vanskeligt for dem at finde sig til rette i det private erhvervsliv, hvor konkurrence bestemmer overlevelsen, men det tager man heller ikke så tungt i RUC’s ledelse.

 

Hanne Leth Andersen udtaler til Jyllands-Posten: ”Vi skal uddanne kandidater, der har tænkekraft og som kan tænke nyt – og ikke først og fremmest kandidater, der passer til det etablerede erhvervsliv…”. Til trods for at mere end hver fjerde af en ungdomsårgang forventes at gå på universitetet, mens de danske skatteydere bløder et rekordstort beløb for de mange unge menneskers uddannelse, så er det altså ikke det vigtigste at få de færdige kandidater i job – RUC lægger sig nemlig ikke på maven for kapitalisterne i ”det etablerede erhvervsliv”.

 

Hun har indflydelse

Det største problem ved Hanne Leth Andersens indlæg er ikke de forvrøvlede mål eller den usammenhængende argumentation, men at begge dele fremføres af en central person med en væsentlig indflydelse på mange unge menneskers fremtid.

 

Det illustrerer, at toppen af vores uddannelsessystem lider af samme mangel på selvkritik, som man finder mange andre steder i det offentlige system (f.eks. forsvar, skatte- og sundhedsvæsen), hvor ledelserne befinder sig så langt fra dem, der udfører arbejdet, at de ikke aner, hvad der foregår i den virkelige verden. Desværre virker det heller ikke som om, ledelserne nogen af stederne er interesseret i at finde ud af det.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…