Politisk korrekt vanvid: Han kunne ikke få serveret en øl, fordi kraven på hans poloskjorte kunne virke krænkende

Google Maps

Richard Monteith er krigsveteran fra Irak, Afghanistan, Kosovo og Bosnien. Gennem 17 år har han tjent sit land under farlige forhold. I dag er han sikkerhedsrådgiver.

 

For et par uger siden besøgte han pubben Black Bull i Falkirk, Skotland. Han fik sig et glas fadøl sammen med nogle venner.

 

Men på et tidspunkt kom tjeneren hen til bordet og sagde, at de desværre ikke kunne servere mere for ham, hvis han ikke smøgede kraven på sin poloskjorte ned.

 

Kraven bar farverne på det britiske flag, Union Jack, og det var dette mønster, der skulle skjules.

 

Han spurgte hvorfor og fik svaret, at Union Jack og dets farver var krænkende. Han ville vide, hvordan det skulle forstås. Men tjeneren svarede bare: ”Sådan er det.”

 

”Det var mig, der blev dybt krænket”

Til Daily Mail siger han:

 

”Jeg kan simpelt hen ikke se, hvordan flaget eller bare dets farver kunne være så krænkende over for nogen. At sige, at rødt, hvidt og blåt er krænkende, er latterligt.”

 

Han fortsætter: ”Som soldat har jeg måttet bære en hel del venner, der var indhyllet i de farver. Jeg bærer flagets farver med stolthed og ikke andet. Det var mig, der blev chokeret og dybt krænket.”

 

Monteith følte dog ingen trang til en større diskussion om sagen – han var der for at hygge sig. Så han og vennerne gik over på den anden side af gaden og fik en øl mere i en pub dér.

 

Siden prøvede han at få fat i den første pubs indehaver for at få en forklaring. Men han var umulig at få kontakt med.

 

Til Daily Mail leverer en ”talsmand” for pubben følgende udenomssnak: ”Vi er i gang med en undersøgelse i forbindelse med klagen, men kan ikke kommentere yderligere, før vi har talt med alle medlemmer af personalet, som var på arbejde fredag aften.”

 

Men bag den floromvundne snak synes det at være temmelig klart, hvad sagen drejede sig om:

 

Den politiske korrekthed har sine steder nået så ekstreme former, at det i sig selv anses for krænkende at bære de nationale farver. Så en soldat, der har repræsenteret disse farver i kamp med livet som indsats, bliver bedt om at forføje sig, fordi hans poloskjorte har farverne på kraven.

 

Nationalfølelse og national stolthed bliver smidt på møddingen. Man skal forkaste alle symboler, der markerer det nationale fællesskab, og man skal rende rundt og ligne en undskyldning for sig selv og sit land.

 

Man skal bogstaveligt og åndeligt talt smøge sin krave ned. Ellers kan man jo støde de mennesker, der ikke kan lide det land, de bor i.

 

 

Tøjfirmaet Hackett har mange beklædningsgenstande med det britiske flag. Foto fra deres hjemmeside

 

Se flere fotos af veteranen i artiklen:

 

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2970543/Former-soldier-lost-friends-Iraq-Afghanistan-wars-refused-service-pub-offensive-Union-Flag-shirt.html

Del på Facebook