Den Korte Avis har tidligere skrevet om, hvordan de svenske myndigheder ved et pilotprojekt i Norrköping forsøger at afdække omfanget af pigeomskæring i Sverige.
Nu har også de engelske myndigheder sat sig for at afdække omfanget af problemet.
Erkendelse
Den engelske regering har med premierminister David Cameron i spidsen således bevilget 35 mio. pund til at reducere pigeomskæring med 30 procent “i vores generation”.
Der er foreløbig afsat 5 år til projektet, hvor man ikke bare vil forsøge at påvirke lovgiverne i lande, hvor pigeomskæring traditionelt foregår, men også forholder sig til, at den brutale skik i dag praktiseres i Europa.
Siden april 2014 har det således været pålagt det offentlige sundhedsvæsen, National Health Service (NHS) at registrere, hvor mange tilfælde af pigeomskæring, sundhedsmyndighederne støder på i England.
Choktal
Tallene, som blev offentliggjort i september måned, har vakt chok og forfærdelse i England.
Man har således registreret 467 nye tilfælde af omskæring, over halvdelen af disse alene i London, mens resten fordeler sig ud over landet.
Hertil kommer 1.279 personer, som allerede er i behandling for kroniske sundhedsproblemer som følge af omskæring.
Læs også: Større end
Udover posttraumatisk stress er der tale om, at menstruation, sex og vandladning kan være smertefuldt, fødsler er ofte både vanskelige og farlige, for både moder og barn.
Piger og kvinder, som har været udsat for den mest omfattende form for omskæring, nemlig infibulation, hvor man bortskærer klitoris, ydre og indre skamlæber og efterfølgende syer piger sammen og kun efterlader et hul på størrelse med en ært til brug for vandladning og menstruation, er ved fødslen nødt til at få arvævet skåret op igen.
Oplæring af sundhedspersonale
Ifølge formanden for HSCIC, Health and Social Information Centre, Kingsley Manning er dette den første landsdækkende indsamling af data vedrørende omskæring, men man agter at fortsætte: “At have præcise tal for denne forbrydelse er et vigtigt skridt i forsøget på at forhindre, at det sker i fremtiden”.
I Islington, London har man ved to sundhedscentre, som arbejder med børn og nybagte mødre, startet et pilotprojekt, hvor sundhedspersonalet oplæres i, hvordan man kan spotte tegn på omskæring endnu før barnet har fået et sprog. Og altså ude af stand til at fortælle om overgrebet.
Det anslås, at der alene i England i dag bor op mod 170.000 piger og kvinder, som på et eller andet tidspunkt kan være blevet udsat for overgrebet. På verdensplan drejer det sig anslået om flere end 125 millioner.
I England har omskæring været forbudt ved lov siden 1985. I 2003 blev loven ændret og straframmen hævet fra 5 til 14 års fængsel. Endnu er ingen blevet dømt ved de engelske domstole.
Premierminister David Cameron har udtalt, at forældre der undlader at beskytte deres pigebørn mod det brutale overgreb, vil blive retsforfulgt.
Janet Fyle, talsmand for de engelske jordemødre kalder det for et “wake-up call”, at over halvdelen af de ny-registrerede tilfælde kommer fra London.
Den 11. november 2014 blev en international konference om pigeomskæring afholdt på Christiansborg. Næste artikel vil kaste lys over, hvad regeringens repræsentant, udviklingsminister Mogens Jensen, berettede om sagen. Når det gælder professionel hjælp og støtte i det danske sundhedsvæsen, halter Danmark nemlig uhjælpeligt bagefter.