Det lykkedes stort set venstrefløjen at få saboteret en debat i Folketinget i går om de udfordringer, som indvandringen medfører.
Der var tale om en forespørgsel rettet til statsminister Helle Thorning Schmidt (S) fremsat af Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, og som havde ordlyden:
”Vil statsministeren redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser/tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og ”rette ind” af hensyn til indvandrere?”
Helle Thorning: Homoseksuelle vielser er værdigrundlag
I sin redegørelse nægtede Helle Thorning Schmidt at anderkende, at indvandringen på nogen måde udgør nogen kulturel udfordring, og hvad regeringens værdier angår, hed de ifølge statsministeren lighed, frihed, tryghed og solidaritet.
”Der kan opstå problemer, når der kommer folk fra fremmede kulturer,” erkendte hun dog og understregede i øvrigt, at regeringens værdier også omfatter dobbelt statsborgerskab og homoseksuelle vielser i kirken samt retten til at skilte på arabisk i Føtex.
Det sidste var møntet på Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, som var ordfører for partierne bag forespørgslen.
Hvad med kronprins Frederik og de homoseksuelle?
Den med de homoseksuelle vielser kastede Enhedslisten suppleret af Socialdemokratiet sig straks over, da Pia Kjærsgaard som ordfører for forslagsstillerne kom på talerstolen.
Her måtte Pia Kjærsgaard i en debat, der skulle dreje sig om ind vandring, gang på gang forklare, at Dansk Folkeparti intet har imod homoseksuelle og ligeledes, at DF går ind for kirkens velsignelse af homoseksuelle par, men at man betragter en kirkelig vielse som en sag mellem en mand og en kvinde.
Efter at Pia Kjærsgaard efterhånden adskillige gange havde redegjort for det, fortsatte blandt andre den socialdemokratiske Yildiz Akdogan ikke desto mindre ufortrødent med blandt andet dette spørgsmål:
”Jeg synes det er fedt at bo i et land, hvor to mænd, der er forelsket i hinanden, kan blive gift i en kirke. Hvad synes Pia Kjærsgaard om den politik: retten til at blive gift i en kirke?”
Pia Kjærsgaards gentagne opfordringer til de røde folketingsmedlemmer om at holde sig til emnet, nemlig indvandring, var der ingen, der tog sig af.
Tværtimod bombarderede Enhedslisten hende også med spørgsmål om kronprins Fredriks deltagelse i den saudiske Kong Abdullahs begravelse. Det var de meget ophidsede over i Enhedslisten og gav på det nærmeste Pia Kjærsgaard skylden for kronprinsens deltagelse.
Og så begyndte de også med Simon Emil (LA) …
Heller ikke Libaral Alliances ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, gik ram forbi, da han havde afleveret sin ordførertale.
Et socialdemokratisk folketingsmedlem ved navn Jeppe Bruus, som også havde ført an i angrebene på Pia Kjærsgaard vedrørende homoseksuelle, fortsatte letsindigt i fin stil med Simon Emil Ammitzbøll.
Efter først at have fået bekræftet, at Liberal Alliance på fundamentale områder har et værdifællesskab med Dansk Folkeparti, spurgte han Simon Emil Ammitzbøll:
”Kan ordføreren så forklare mig, om det værdifællesskab, som her er nævnt som kønslige værdier, om det eksempelvis omfatter synspunkter på homoseksuelles rettigheder til ægteskab. Vi har hørt, at Dansk Folkeparti er imod. Hvad siger Liberal Alliance? Har I også et fællesskab der?”
Simon Emil: Jeg vil godt have mig frabedt …
Det spørgsmål skulle viste sig at være meget letsindigt, og afstedkom følgende svar fra Simon Emil Ammitzbøll:
”For det første. Så bryder jeg mig ikke om den insinuerende tone der om, at det skulle være særligt frygteligt at dele værdier med Dansk Folkeparti i forhold til at gøre det med Enhedslisten, som har en fire-fem-seks forskellige folketingsmedlemmer, der repræsenterer totalitære regimer,” svarede Simon Emil Ammitzbøll og understregede:
”Det var måske noget, man skulle overveje hos socialdemokraterne,” hvorefter han fortsatte:
”I forhold til det med homoseksuelle, så er det rigtigt rart, at det kommer på bane igen, det spørgsmål. For det første vil jeg som borgerlig homoseksuel godt have mig frabedt at blive taget som gidsel af venstrefløjen,” understregede Simon Emil Ammitzbøll og spurgte:
”Hvor var socialdemokraterne, da vi bad om, at lesbiske par selvfølgelig kunne få anerkendt at være mødre begge to hurtigt og ikke efter to og et halvt år? Det afviste den socialdemokratiske socialminister fru Karen Hækkerup,” påpegede LA-ordføreren og sluttede:
”Og så vil jeg bare sige: Kønslig ligestilling. Hvornår er det kommet til at handle om homoseksuelle? Det kan godt være, at venstrefløjen her i Folketinget har den opfattelse, men jeg opfatter det faktisk ikke sådan, at jeg tilhører et tredje køn, fordi jeg har en anden seksualitet end Jeppe Mikkelsen, nej, undskyld, hr. Jeppe Bruus.”
Efter denne omgang pakkede socialdemokraten hr. Jeppe Bruus skyndsomt sin taske og forlod lettere duknakket salen.