Venstre-ministrene havde knap nået at sætte sig i deres stole, før regeringen hev det første resultat hjem.
Den fik opbakning til at genindføre bolig-jobordningen, også kaldet håndværkerfradraget. Det skete oven i købet med deltagelse af to partier, som ligger langt fra blå blok, nemlig SF og Alternativet.
De to partier fik den indrømmelse, at ordningen fra 2016 får en mere grøn retning. Til gengæld vandt regeringen en bemærkelsesværdig dobbelt sejr:
Den indfriede fra dag ét det ubetingede løfte om at genindføre ordningen, som Løkke afgav i valgkampen. Og den viste, at den kan samarbejde bredt.
Regeringen kan leve længe
Der har været talt en del om, at regeringen står til at få et kort liv, fordi den er så smal. Men det skal man nu ikke være så sikker på.
Faktisk er det ret sjældent, at en regering i Danmark direkte bliver væltet. I de senere år har vi kun haft valg i utide, fordi den siddende regering selv så en taktisk fordel i det.
En regering har jo ”serveretten”, som Lars Løkke ynder at kalde det. Det vil sige, at den kan indrette sine forslag efter at undgå store dramatiske opgør, der tvinger den fra magten.
Den kan lytte til andre partier. Den kan spille blødt ud. Den kan trække forslag tilbage, som ikke viser sig at være gangbare. Den kan bruge varierende flertal.
Alle disse ting agter Løkke tydeligvis at gøre. Han går efter at holde en bestemt retning i den politik, der føres, men han er indstillet på at være meget fleksibel i den konkrete udformning.
På den måde kan selv en smal regering leve længe.
Men den kan ikke leve uden Dansk Folkeparti
Men Løkke-regeringen har én begrænsning, som den ikke kan komme udenom: Den vil i alle væsentlige spørgsmål få brug for Dansk Folkepartis stemmer.
Principielt kan regeringen operere uden om Dansk Folkeparti. Men det kræver, at Socialdemokraterne går med.
Efter alt at dømme vil Socialdemokraterne ikke indgå store forlig med regeringen, hvor man giver og tager, med mindre Dansk Folkeparti også er med.
Jamen Thorning-regeringen lavede jo store økonomiske forlig med Venstre, hvor regeringens røde støttepartier ikke var med? Hvorfor kan Løkke-regeringen så ikke lave store forlig med Socialdemokraterne, uden at Dansk Folkeparti er med?
Der er en afgørende forskel:
Socialdemokraterne konkurrerer i meget høj grad med Dansk Folkeparti om vælgerne. Derfor tør de ikke blotte sig ved at indgå store forlig, hvor der kan indgå upopulære elementer, uden at Dansk Folkeparti også har medansvar. Alt tyder på, at Mette Frederiksen tænker sådan.
Det hensyn havde Lars Løkke slet ikke. Han konkurrerede jo ikke om vælgerne med Johanne Schmidt-Nielsen. Så han havde ikke noget ønske om, at hun skulle med i de forlig, der blev lavet.
Thulesen Dahl kan dog ikke diktere
Ingen regel uden undtagelse. Selvfølgelig kan der tænkes tilfælde, hvor Socialdemokraterne går med uden Dansk Folkeparti.
Men som hovedregel vil det være sådan, at Løkke kun kan få Socialdemokraterne med, hvis han kan få Dansk Folkeparti med.
Eller sagt på en anden måde: Lars Løkke kan ikke undvære Kristian Thulesen Dahl. Det ved han, og det ved Thulesen Dahl.
Det betyder dog ikke, at Thulesen kan diktere Løkke, hvad han skal gøre. Løkke kan sige nej til Thulesen, på samme måde som Thulesen kan sige nej til Løkke.
I det daglige kan Løkke som statsminister ikke tvinges til at gennemføre et forslag, som han er imod, med mindre han altså har et flertal i Folketinget imod sig.
Og da Mette Frederiksen lidt overraskende har afvist at lave alternative flertal sammen med Thulesen, er det i første omgang ikke den store trussel for Løkke.
Samtidig er Løkke og Thulesen så erfarne og så fortrolige med hinanden, at det er utænkeligt, at en konflikt i det daglige kunne køre så langt ud af kontrol, at Dansk Folkeparti ville vælte regeringen.
Så Løkke og Thulesen vil hen ad vejen finde ud af at håndtere de uenigheder, der måtte være.
Finansloven
Men der er én situation, hvor tingene kan køre op i en spids. Det er finansloven. Her har Thulesen en mulighed for at lægge et pres på Løkke, som han ikke kan lægge i det daglige.
Løkke kan vælge at opgive det ene og det andet konkrete forslag, hvis han ikke kan få Dansk Folkeparti med. Men han kan ikke vælge at opgive finansloven, for så skal han gå af.
Derfor vil Thulesen bruge forhandlingerne om finansloven til at gå i offensiven på nogle af partiets mærkesager, som Løkke ellers helst vil undgå.
Dansk Folkeparti har allerede lagt op til, at grænsekontrollen får en central placering, når forhandlingerne om finansloven går i gang efter sommer.
Her skal regeringen stå sin første alvorlige prøve. Her skal der træffes nogle store valg.
