Det vakte enorm opmærksomhed, da grupper af asylansøgere trængte ind i Danmark i begyndelsen af september, uden at politiet forsøgte at standse dem.
Siden har der været meget mere stille omkring strømmen af asylansøgere ind i Danmark.
Det skyldes dog ikke, at der nu kommer færre. Tværtimod. Det får bare meget mindre omtale.
Der er ikke længere dramatiske optrin med gode TV-billeder af folk på en motorvej. De politisk korrekte medier har måske heller ikke lyst til at dvæle ved, hvor mange der faktisk kommer – det kunne jo føre til kritiske reaktioner i befolkningen.
Men der går altså stadig en meget kraftig asylstrøm ind i Danmark. Ifølge Rigspolitiet er der siden 6. september kommet cirka 29.000.
En stor del af dem er rejst videre til Sverige. Men ret upåagtet er der også sket en kraftig stigning i ansøgninger om asyl i Danmark.
Udlændingestyrelsen opererer med et tal på omkring 100 asylansøgninger om dagen i september og oktober. Det svarer til over 30.000 på et år.
Da regeringen fremlagde sit finanslovsforslag skønnede man, at der ville komme 15.000 asylansøgere i 2016. I øjeblikket tegner det altså til, at der kommer mere end dobbelt så mange.
Danmark kan blive mere attraktivt
Samtidig er der usikkerhed om, hvor mange der slår sig illegalt ned i Danmark, fordi der reelt ikke er tjek på, hvem der kommer ind i landet.
Det kan meget vel være, at det enorme asylpres på Europa efterhånden slår endnu mere igennem i Danmark. Asylstrømmen til Europa er jo fortsat lige stor.
Efterhånden som Tyskland og Sverige oplever stadig mere kaotiske forhold omkring deres mange asylansøgere, kan det blive mere attraktivt at søge mod Danmark – især fordi der i øjeblikket reelt er uhindret adgang til vores land.
De danske kommuner mærker meget tydeligt, at der nu kommer flere asylansøgere end nogen sinde. En del kommuner har meget svært ved at overkomme opgaven allerede i dag.
Men der er en klar risiko for, at det bliver værre i fremtiden.