Den første store dag i ethvert ungt menneskes liv, er den dag familie og venner fejrer, at man er blevet konfirmeret, dvs. at man i kirken selv har bekræftet sin dåb.
Forberedelserne er beskrevet i en tidligere artikel.
http://denkorteavis.dk/2015/snart-er-det-forar-og-dermed-tid-for-konfirmationer/
Nu handler det om selve dagen.
Efter den kirkelige handling, mødes konfirmanden ofte af de unge venner foran kirken. Mange medbringer en rød rose.
Derefter mødes familie og venner, der skal deltage i festligholdelsen i konfirmandens hjem eller på den restaurant, hvor frokosten skal indtages. Skal festen foregå om aftenen mødes man først da.
Gaverne
Er gaverne ikke sendt hjem til konfirmanden i forvejen, medbringes de. Tidligere var konfirmationsgaver begyndelsen på et stort personligt udstyr, indeholdende guld- eller sølvsmykker, manchetknapper, kufferter, fotografiapparater, fyldepenne, rejsesæt, sågar samfundshjælpere i sølv, lysestager og meget mere. Ting og minder man kan ha´ glæde af i mange år.
Valget i vore dage falder mere på anvendelige dagligdagsting, IT-udstyr, bøger, tøj – ja sågar penge, som generelt ikke er en accepteret gave. Men mange banker har etableret konfirmationskonti med en pæn rentetilskrivning.
Festen skal selvsagt koncentrere sig om konfirmanden. Alt for ofte overlades konfirmanden til sig selv, når middagen er overstået. Nogle unge går endda i byen med vennerne – det duer ikke ! Det må man gøre dagen efter på ”Blå mandag”.
Bordplanen
Der er lavet en fin bordplan. Konfirmanden sidder mellem sine forældre – sine biologiske forældre, derefter sidder bedsteforældre og faddere. Fordelt i lokalet er øvrige familiemedlemmer og venner placeret. Her sidder også fars nye kone og mors nye mand, hvis sådanne findes.
Mange kender ikke reglerne for korrekt bordsætning. Bordherren sidder på borddamens venstre side. Æresgæsten sidder på værtens højre side.
Talerne og sangene
Når alle er budt til bords efter en velkomstdrink er serveret, byder værten velkommen og giver oplysninger om praktiske forhold. En evt. toastmaster har sammen med værtinden lagt en ”køreplan” for frokosten/middagen og overlades ordet.
Det er ingen god ide at servere buffet til så festligt et arrangement. Ingen bør holde tale før forretten er spist og tallerkenerne er båret ud. Det er ikke tilladt at tale før taleren er annonceret.
Første taler er far eller mor. Derefter følger evt. én af bedsteforældrene. Er der sange, der kommer fra én af ovennævnte, synges de nu.
Måske serveres en let- meget let – mellemret, det giver plads for flere taler.
Hovedretten serveres og bydes ofte to gange. Er der mange taler, kan man mellem de to serveringer lade et par talere komme til. Dette til trods for, at der normalt tales, når tallerkener er båret ud. Eneste undtagelse er ved desserten.
Én af de sidste talere er ældste fadder og derefter følger konfirmandens takketale – evt. sang til forældrene. Da ingen har værtinden til bords ses der bort fra den obligatoriske takketale til hende.
Glem ikke, at taler skal være korte, morsomme og indholdsrige. Toastmasteren bør sige: ”Rejs dig op så alle kan se dig, tal højt og tydeligt, så alle kan høre dig, og sæt dig hurtigt ned, så alle kan li´ dig”.
Sidste taler er værten, der byder velbekomme. Som ved alle andre store fester drikker bordherren kaffen sammen med sin borddame og danser den første dans med hende – hvis der er dans. Og gå så hjem i tide.
Det bør være en kær pligt for konfirmanden skriftligt at takke for alle gaver indenfor overskuelig tid fra modtagelsen. I øvrigt bør gaver pakkes ud mens giveren er i huset.
P.S. undgå videooptagelser såvel i kirken som under middagen. Det er et forstyrrende element og mange ønsker ikke at blive foreviget på denne måde.