Københavns Politiet: Mand fængslet for støtte til Islamisk Stat

Foto: Privat

En 27-årig mand er i dag blevet sigtet in absentia I Københavns Byret for at have hjulpet og støttet Islamisk stat.
Københavns Byret har i dag – efter anmodning fra Københavns Politi – afsagt fængslingskendelse in absentia af en 27-årig mand fra Københavnsområde. Han er sigtet for at have fremmet og forsøgt at fremme virksomheden for Islamisk Stat (IS) ved dels at kæmpe for Islamisk Stat (IS) i Syrien, dels ved at have medvirket til at planlægge indrejse med støtte, hjælp og anvisninger for mindst en kriger via Tyrkiet til en ikke nærmere planlagt destination i Syrien, med henblik på at denne skulle kæmpe for Islamisk Stat (IS).

 

Den 27-årige mand er tidligere – den 18. december 2014 af Københavns Byret – blevet varetægtsfængslet in absentia for offentligt via Facebook at have billiget terrorhandlinger begået af Islamisk Stat (IS) i Syrien.

 

Den 27-årige mand har været internationalt efterlyst siden december 2014.

 

– Siden fængslingen i december 2014 har Københavns Politi i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET) styrket efterforskningen mod den pågældende. Vi har nu rettens ord for, at der som minimum foreligger en begrundet mistanke om, at den pågældende har kæmpet for Islamisk Stat (IS) i 2014 og frem til minimum marts 2015. Den 27-årige har efter Københavns Politi og PETs opfattelse også i mindst et tilfælde fungeret som facilitator og hjulpet med planlægning og støtte ved en persons rejse fra Danmark via Tyrkiet til Syrien med henblik på at denne skulle kæmpe for Islamisk Stat (IS), siger chefanklager Karin Degnboel Thostrup, Københavns Politi.

 

Oplysningerne er forelagt retten for lukkede døre, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere vedrørende fængslingsgrundlaget. Københavns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

Baggrund:
Sigtelsen mod den internationalt efterlyste person:
”overtrædelse af straffelovens § 114 e, jf. til dels forsøg herpå, jf. straffelovens § 21,
ved at have fremmet og til dels forsøgt at fremme Islamisk Stat` (IS`) virksomhed, idet han i 2014 og i 2015 i tiden frem til minimum den 18. marts 2015 kæmpede for Islamisk Stat (IS) i Syrien og planlagde indrejse (facilitator) ved støtte, hjælp og anvisninger for mindst en kriger via Tyrkiet til en ikke nærmere planlagt destination i Syrien, med henblik på at denne kunne kæmpe for IS.”
Tidligere fængslingssigtelse fra 18. december 2014:
”overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2,
ved i perioden mellem den 24. – 26. juli 2014, offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlinger, idet han på sin åbne Facebook-profil, som bl.a. var rettet mod danske modtagere, uploadede flere billeder af afhuggede hoveder og lig, herunder billeder af sig selv stående foran nogle afhuggede hoveder, og hvor han var iført en skrårem med den arabiske tekst ”Islamisk Stat i Irak og Levanten”, hvilke billeder tilsyneladende er optaget i byen Raqqa i Syrien, som er et område kontrolleret af terrororganisationen Islamisk Stat (IS), ligesom han på sin Facebook-profil også havde to billeder af Al-Baghdadi, som er leder af IS, og hvor der på det ene billede var anført ”Succes ansigtet” og på det andet var anført ”Jeg ofrer mig for dig”, alt hvorved han offentligt udtrykkeligt billigede terrororganisationen IS’s terrorhandlinger i form af drab og efterfølgende udstilling af de dræbtes afhuggede hoveder med det formål at skræmme den syriske befolkning og tilføje landet alvorlig skade.”
Københavns Politi
Kommunikationssektionen
Tlf.: +45 3521 9260
Mail: [email protected]
Twitter: @KobenhavnPoliti — www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…