Jeg har i ugevis haft vandskade – kan jeg få erstatning for de gener, jeg har haft som lejer?

Colourbox

Spørgsmål:

 

Hej.

Jeg lejer en ældre 2 værelses lejlighed af en privat udlejer. I efteråret 2014 havde jeg vand dryppende ned fra loftet i badeværelset i en uges tid. Og jeg kontaktede derfor udlejer, og han kom og kiggede på det. Vi fik det løst på egen hånd og troede, at det var det. Det gik udemærket.

 

I 2015 sker det så igen, vandet løber ned fra loftet i badeværelset, det står på i en uge, hvor jeg hver dag må hjem og tørre 3 cm vand op fra hele gulvet. Det er i sig selv er en gene, at man ikke ikke kan gå ud på badeværelset uden at tørre det hele op.

 

Det står på i 2 uger, uden at udlejer gør noget, fordi han ikke kan få ham der lejer lejligheden ovenpå til at hjælpe ham med at kigge på det. (Min udlejer mener det er hans rør). Vi har en god idalog og jeg er meget forstående og tålmodig. Jeg forstår ham godt, men siger gentagende gange, at det skal laves, da jeg ikke kan bo i det! Jeg er i midlertidig flyttet op til en veninde.
Først efter 3 uger med konstant vand dryppende, kommer en vvs og lapper rørene. Så går der går yderligere en uge før håndværkerne kommer. I den uge, har jeg hverken loft eller strøm/lys på badeværelset, altså er det ubrugeligt endnu en uge.

 

I alt har jeg brugt en masse tid og energi på at få det løst, og samtidig følt mig tvunget til at flytte ud. Jeg vil derfor gerne vide om jeg kan kræve en form for “kompensation” fordi jeg ikke har kunne bruge badeværelset så længe?

 

Håber du kan hjælpe

 

Svar:

Hej,

 

Du kan godt kræve kompensation for de gener, som du har haft.

 

Du har krav på et afslag i huslejen for den periode, hvor lejemålet har været mangelfuldt (hvor der har dryppet vand, og hvor der har været håndværkere).

 

Som eksempel kan man forestille sig, at man reducerer lejen med f.eks. 50% for de dage, hvor du har kunnet bo der, og 100% for de dage, hvor du har været nødsaget til at fraflytte, f.eks. pga. håndværkere, eller at der ikke har været et brugbart badeværelse.

 

Har du haft ekstraordinære rimelige udgifter som følge af manglerne, f.eks. til flytning og opbevaring af indbo, vil du også kunne kræve dem erstattet.

 

Hvis du ikke kan blive enig med udlejer omkring en passende kompensation, så kan du klage til Huslejenævnet og bede dem om at fastsætte den. Sørg for at have bevis i form af e-mails, sms’er, fotos m.v. som dokumenterer manglerne og hvor længe det har stået på.

 

Venlig hilsen Søren Vasegaard

 

Advokat (L) Søren Vasegaard Andreasen, besvarer spørgsmål om lov og ret. Har du et spørgsmål, du ønsker besvaret, kan du sende det til [email protected]. Udvalgte spørgsmål vil i anonymiseret form blive besvaret her i avisen.

 

Del på Facebook