Skadefryd. Foragt. Forargelse. Medlidenhed. Målløshed. Håbløshed. Harme. Og frygt.
Er det ikke ord, som dækker nogle af de stemninger, som man kan komme i, når tanken og talen falder på Grækenland?
Især, hvis man som jeg er stærkt kritisk over for Den Europæiske Union og lodret modstander af mere magtoverdragelse til Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg?
Det er fristende som EU-skeptiker og unionsmodstander at fryde sig over, at advarslerne imod at binde umage lande sammen i en fælles valuta er blevet bekræftet med den græske tragedie og triumferende udbryde: ”Hvad sagde jeg?”.
Foragt og medlidenhed
Det er også nærliggende at føle foragt for et demokrati, eller måske rettere et kleptokrati, hvor røde såvel som blå politikere med borgernes billigelse på rekordtid bringer deres land til tiggerstavne.
Og det kalder også på forargelse i vores del af Europa, når Grækenlands borgere nægter ethvert nationalt eller personligt ansvar og lægger al skylden for miseren på Tyskland, den såkaldte Trojka og Den Anden Verdenskrig, trods årtier i materiel fremgang og velstand.
Men jeg kan ikke andet end at føle medlidenhed med de hundredtusinder af ulykkelige grækere, som på kort tid bliver revet ud af illusionen for en tryg fremtid for sig selv og deres børn.
Arbejdsløshed og familietragedier
Hundredtusinder har mistet deres jobs, og arbejdsløsheden på 26 procent er uforandret. De hårdest pressede familier flytter tilbage til slægtninge på landet for dog at kunne få fødevarer.
300.000 grækere menes at have fået lukket for deres elektricitet. Hospitalerne nærmer sig hviderussiske tilstande. Folk sættes på gaden. Familier opløses, og de, der kan, forlader landet.
Massiv hjerneflugt bidrager blot til krisen.
Vi kan fortsætte opremsningen, men målløsheden sætter uundgåeligt ind, når grækerne på randen af afgrunden vælger at tage springet ved at gøre Syriza til regeringsparti på det mest bedrageriske løftebruds-program, som europæisk politik har set siden 1945.
Galgenfristen er hul
De fire måneders galgenfrist – men uden en eneste euro i gældslettelse – som Syriza har opnået, bliver fremstillet som det første vundne slag i en lang retfærdig modstandskrig over for en græsk offentlighed, som reagerer ved igen at holde op med at betale skat og nægter at se alvoren i øjnene.
Håbløsheden sætter også ind, når det nu står klart, at en græsk afsked med eurozonen og en tilbagevenden til drachmer i dag vil være en langt mere brutal og traumatiserende kur, end hvis den var taget i anvendelse i tide.
Men igen fik EU-ideologien fortrin frem for den økonomiske nødvendighed. I øvrigt klynger et stort flertal af grækerne sig til euroen, også Syrizas marxistiske økonomer, fordi alternativet skræmmer dem mere.
Alligevel har grækerne givet Syriza et mandat, som gør det umuligt for andre Euro-landes regeringer at bøje sig og lade deres egne borgere betale for Grækenland. Uanset hvad der sker, stirrer grækerne ind i en fremtid med håbløs gæld og årtier med hårdt arbejde, depression og stærkt forringede levevilkår.
Det er for galt
Og harmen. Man har ret til at føle retfærdig harme over, at eurozonens bygherrer og arkitekter ikke bliver draget til ansvar for, hvad de satte i gang.
Hvis eurozonen har sit eget helvede gætter jeg på, at både Mitterrand og Kohl befinder sig dér – men der er plads til flere skyldige dernede.
Selvkritik, fortrydelse og anger er et stærkt element i den kristne kultur, men det er ikke just det budskab, som euro-elitens medlemmer har formidlet.
Det ville ellers være klædeligt, at de indrømmede, at de helt bevidst lod hånt om de græske tilstande og godtog grækernes forfuskede regnskaber og optog landet i eurozonen. At de på den mest uansvarlige vis valgte at forcere deres utopi uden hensyn til historien, realiteterne og fremtidige risici.
Jeg frygter for europæernes fremtid
Endelig er der frygt. Jeg ønsker ikke et svagt men et stærkt og sundt Europa, og derfor frygter jeg for europæernes fremtid: deres velstand, deres sammenhold, deres demokrati og gensidige tillid.
Vi er i dag samlet i en europæisk union, som i forvejen er blevet mødt med udbredt skepsis, ligegyldighed og modstand fra borgerne, men hvor atmosfæren i dag er rent ud ondsindet og giftig, præget af mistro, venstreorienteret populisme og genopvakte brudflader mellem nord og syd, mellem protestantisme, katolicisme og ortodoks kristendom og af nye modsætninger mellem landenes regeringer og apparatet i Bruxelles.
Og netop i en tid, hvor Vest- og Centraleuropa bliver udsat for aggressive magtdemonstrationer fra Putins Rusland, ser vi at grækerne i deres desperation truer med at spille det russiske kort.
Jo, der er grund til frygt på Europas vegne, og jeg fryder mig ikke spor over tingenes tilstand. Men jeg er forsigtigt optimistisk, fordi jeg tror, at europæerne er blevet så kloge af skade, at de siger fra, næste gang deres eliter vil bruge dem som forsøgskaniner til nye farlige eksperimenter.
