Hvordan spiser en toppolitiker en hotdog uden at blive til grin? – se de sjove fotos
Den konservative premierminister David Cameron var på turné i den britiske valgkamp.
Under de lokale besøg er partilederne nødt til at smage på diverse slags mad og drikke, som bliver serveret for dem.
Det må være noget af en prøvelse, især når man kommer hen på dagen. Men det hører nu engang med, og politikerne må bære det med smil.
Men der er situationer, hvor alarmklokkerne ringer over den mad, der bliver serveret. Hvordan spiser man den uden at tage sig uheldig ud på pressens billeder?
Sådan en situation oplevede Cameron, da man et sted satte en hotdog foran ham.
Rivalens ulyksalige kamp med en burger
Man kan vist roligt gå ud fra, at ét bestemt billede straks for gennem Camerons hoved. Det var billedet af hans socialdemokratiske rival, Ed Miliband fra Labour.
Miliband blev for nogen tid siden uhjælpeligt til grin, da han kæmpede med at få en bacon-burger ned.
Samtlige landets medier viste fotos af Miliband, der var helt skæv i hovedet, mens han forsøgte at få burgeren under kontrol. Det så mildt sagt ikke særlig tjekket ud. Man kan se det på billedet her.
Foto: Twitter
Især borgerlige medier gjorde nar af, hvor galt det gik, da Labour-lederen skulle forsøge at være folkelig.
Kniv og gaffel
Men nu sad så Cameron og stirrede ned på en hotdog. Han skulle lynhurtigt beslutte sig for, hvilken strategi han ville bruge over for pølsen.
Det stod ham klart, at han for enhver pris måtte undgå noget, der mindede om Milibands ulyksalige møde med bacon-burgeren.
Cameron valgte derfor at spise hotdog’en med kniv og gaffel! En venlig sjæl havde nemlig sørget for bestik.
Det var jo ganske vist ikke særlig folkeligt. Cameron forsøgte sig derfor med lidt afvæbnende selvironi, da han medgav, at han måske havde lidt fine vaner.
Han vidste selvfølgelig godt, at det ville kalde på smilet, at han spiste hotdog, som var det en oksebøf.
Men han vidste også, at det ville være langt værre, hvis han lavede ”en Miliband”. Han måtte for alt i verden undgå billeder, hvor han sad og havde svært ved at styre hotdog’en, så den hang mærkeligt ud af munden på ham.
Så han valgte det mindste onde: Hellere få skæve smil over, at han spiste med kniv og gaffel, end larmende latter over, at alt gik galt, når han brugte fingrene.
Der er mange ting, en politisk leder skal forholde sig til i en moderne valgkamp.