Tyskland er ved at drukne i et asylkaos, som svage og rådvilde politikere slet ikke er i stand til at dæmme op for.
Midt i dette drama udkom mandag en bog af en forfatter, der allerede inden den massive asylbølge kom med skarpe advarsler.
I bogen peger hun på de enorme problemer, som det tyske samfund har med ikke-vestlige indvandrere – specielt unge muslimske mænd. Og hun polemiserer mod, hvad hun kalder ”socialromantiske forestillinger om et multikulturelt samfund”.
Nu ser hun problemerne eksplodere med asylstrømmen. Cirka 90 procent af den udgøres af muslimer.
Et læserbrev vakte opsigt
Hun hedder Tania Kambouri, er datter af græske indvandrere og nu politikommissær i den tyske by Bochum. Hendes bog, der henviser til patruljevognenes blå blink, har titlen: ”Tyskland i blåt lys. En politikvindes nødråb” (”Deutschland im Blaulicht. Notruf einer Polizistin”).
Den 32-årige kommissær er en selvbevidst kvinde med sine meningers mod. Man kan næsten se det på fotoet af hende, som pryder bogens omslag.
Allerede for to år siden vakte hun opsigt, da hun sendte et læserbrev til sit fagblad, hvor hun sagde ting, som man normalt veg uden om i det politisk korrekte Tyskland.
Hun skrev: ”Hvordan ser Tysklands fremtid ud, når kriminelle indvandrere (fortsat) vægrer sig ved at acceptere reglerne i det land, de er kommet til eller er vokset op i?” (Die Welt)
Problemer med muslimer
Hun understreger, at den debat, hun ønskede og ønsker at føre, ikke har det fjerneste med racisme at gøre. Det handler om ”sund menneskeforstand”:
”Det er simpelt hen en kendsgerning, at visse befolkningsgrupper er påfaldende overrepræsenterede i forbindelse med bestemte former for adfærd og kriminalitet.”
Det er bestemt ikke blevet bedre, siden hun skrev sit læserbrev i 2013 – tværtimod. Begivenheder, der engang var opsigtsvækkende enkelttilfælde, bliver i dag bare taget til efterretning, ”som om det var vejrudsigten”.
Der er især problemer med muslimer, siger hun. ”Det gælder især de unge mænd. Mennesker fra denne kulturkreds – tyrkere, kurdere, libanesere, tunesere og andre nationaliteter – har påfaldende svært ved at integrere sig i Tyskland.” Specielt accepterer de ikke kvindelige politifolk.
Hun beretter om nogle af sine voldsomme oplevelser fra det virkelige liv. Som dengang, hvor hun sammen med to kolleger skulle hente en mand, der var såret af knivstik, ud fra en flok på 40 libanesere.
De troede, at politifolkene ville anholde den pågældende. Heldigvis lykkedes det omsider at overbevise dem om, at de ville bringe vedkommende på hospitalet. Eller kunne det være endt helt galt for os, siger Tania Kambouri – måske var vi blevet dræbt.
Ingen respekt
Nu udkommer bogen så midt i en udvikling, der meget kraftigt vil forværre de problemer, som den peger på:
”Vi har stadig flere indvandrere i Tyskland, og mange af dem har ikke lært at have respekt for kvinder og for statsmagten. De lever i parallelsamfund, hvor der gælder andre regler.” Det vil fremover blive et endnu større emne, siger Kambouri.
”Nu er vi også ind imellem i aktion i asylcentre, og så mærker man, at respekten også fuldstændig mangler dér. Vores bedste våben er normalt ordet. Men måske oplever de det som svaghed, fordi man i deres hjemlande ikke fører de store diskussioner, men snarere griber til vold.”
Tania Kambouri kræver hårdere straffe for angreb på politifolk, mere konsekvens ved domstolene og en hurtigere sagsbehandling. Alt for ofte løslader dommerne personer, som burde have en sanktion, de kan mærke – også af hensyn til den opdragende virkning.
Hun er dog ikke kun optaget af politifolkenes vilkår. Hun har et stærkt ønske om, at samfundet får meget mere styr på, hvilke og hvor mange ikke-vestlige indvandrere det modtager.
Men netop nu er det åbenlyst, at Tysklands ledere ikke har styr på noget som helst.
