I år er det 70 året for afslutning af besættelsen. Mange siger, at nu kan der ikke skrives flere bøger og artikler om det. Bestemt nej. Der vil fortsat blive skrevet meget om Danmarks rolle under 2. verdenskrig.
I faglitteraturen finder man beretninger generelt om de fem år eller beskrivelser af enkelte udvalgte emner eller lokaliteter.
Arkivleder og historiker Henrik Lundtofte har tidligere skrevet om tysk sikkerhedspoliti i Danmark. Nu vender han blikket mod de danske organisationer, der arbejdede ved siden af eller sammen med det tyske politi.
Hipokorpset
Den almindelige opfattelse er, at Hipokorpset blev etableret samtidig med, at det danske politi blev opløst den 19. september 1944.
Lundtofte skriver meget detaljeret om oprettelsen af Hipo og ikke mindst tiden forud. Mange af medlemmerne af Hipo kom fra Schalburgkorpsets efterretningstjeneste, kendt som ET. Denne efterretningstjeneste eksisterede i 1943-45 og først i oktober 1944 oprettes en afdeling under ET, der bliver uniformeret.
De danske i sort uniform, der optræder som tysk hjælpepoliti, bliver indtil begyndelsen af 1945 som regel benævnt ”Sommerkorpsfolk”. Opkaldt efter kaptajn Poul Sommer, der var leder af et vagtværn, der skulle bevogte tyske flyvepladser.
Hipo-korpset bliver nok en af de mest forhadte organisationer på tysk side. Måske fordi de var uniformeret og også fordi de optrådte på en meget brutal måde.
I januar 1945 blev det ligefrem ”legalt” for modstandsfolk, at jagte Hipofolk. Betegnelsen Hipo optræder nu i illegale skrifter. Modstandsbevægelsens ledelse nedlagde ikke forbud for aktioner rettet mod Hipo, som der var forbud mod at angribe regulære tyske soldater.
Lundtofte giver mange detaljerede beskrivelser af Hipo-aktioner. Aktioner der ikke har været beskrevet før eller kun beskrevet overfladisk.
Den 17. januar 1945 i Søborg ville en Hipo-vogn stoppe en bil med lægeskilt. Det kom til kamp og en modstandsmand blev indlagt hårdt såret på Københavns Amts Sygehus i Gentofte. Hipo sporede ham og på hospitalet kom det til kamp. Dagen efter kom det igen til kamp. Denne gang ved det nærliggende hospital ”Skt. Lukas Stiftelsen”. Lundtofte viser med dette eksempel, hvordan en mindre episode kunne udvikle sig drastisk med dræbte og anholdte.
I bogen kan man læse om, hvordan Hipo-folkene agerede på Frederiksberg Allé efter tragedien ved Den franske Skole den 21. marts 1945. I anledning af 70 året om nogle måneder, vil der komme fornyet fokus på RAF-angrebet, der var rettet mod Shellhuset.
Efter modstandsbevægelsens direkte angreb på Hipo-vogne, havde Hipo-folkene fjernet dørene i udrykningskøretøjerne. De ville hurtigere kunne komme ud under en skudduel.
Schiølergruppen, Lorentzengruppen m.v.
I tilknytning til ET blev der i 1945 etableret flere nye civile grupper, der skulle deltage i efterforskning og infiltrering af modstandsgrupper.
Når tyskerne udførte aktioner, hvor de f.eks. ledte efter våbendepoter eller SOE-agenter, var det ofte folk fra den civile del af ET, der bistod.
Der var et samarbejde mellem tysk sikkerhedspoliti og det danske ET, men ofte udførte ET selvstændige aktioner og ikke altid mod mål, som tyskerne havde sanktioneret.
Noget der nok vil overraske mange er, at ET’s ledelse ikke havde kvarter på den beslaglagte politigård. Ledelsen holdt diskret til i de øverste etager i ejendommen Richmond i Dahlerupsgade ved Vester Farimagsgade.
Efterspil og kilder
Henrik Lundtofte beskriver, hvad der skete med mange af de civile og uniformerede medlemmer af ET. Selvfølgelig mangler der heller ikke en kildeoversigt og der er fyldige noter.
En bog, der indeholder mange nye oplysninger og som meget detaljeret beskriver danske i tysk tjeneste i Danmark.
Når man læser om begivenhederne fra efteråret 1944 til befrielsen får man virkelig en indsigt i, at der er tale om krigslignende forhold specielt i København.
Det tyske Riges befuldmægtigede i Danmark, Dr. jur. SS-Obergruppenführer Karl Rudolf Werner Best og Politifører i Danmark, SS-Obergruppenführer Günther Friedrich Wilhelm Ludwig Pancke.
Samarbejdet mellem de to var i begyndelsen fint, men selv om de var næsten naboer i Charlottenlund, blev forholdet meget anspændt fra midten af 1944. Henrik Lundtofte fortæller om Best, Pancke og Otto Mayr, der var Panckes forbindelsesofficer til ET.
