Flygtninge rejser ikke hjem, når der er fred i deres land, og ingen siger til dem, at det er det, de skal

Foto: Steen Raaschou

Regulære flygtninge har i henhold til Flygtningekonventionen krav på beskyttelse i det første sikre land, de ankommer til.

 

Da Dublin-reglerne er brudt sammen, kan flygtninge landeshoppe efter forgodtbefindende og derfor trave gennem 5-6 sikre lande, før de bestemmer sig til, hvor de vil slå sig ned for resten af livet.

 

De har ganske vist ikke krav på indvandring, men det er det, der rent faktisk sker.

 

Indvandrere

Desværre har vi lige så længe, vi har modtaget flygtninge, kunnet konstatere, at kun meget få er rejst hjem, når der igen er fred i (dele af) deres lande. De bliver ikke beordret hjem, men bliver spurgt pænt, om de skulle have lyst til det.

 

Guleroden i form af særdeles generøse repatrieringsbeløb er ikke altid tiltrækkende nok, når flygtningen skal veje for og imod, hvor der i et livsforløb økonomisk er mest attraktivt at bo.

 

Somaliere er bare et enkelt eksempel blandt mange nationaliteter på, at er man først indvandret til Danmark, rejser man aldrig hjem. Men somaliske familier, der gerne vil ”afdanske” deres børn, har da bestemt ingen betænkeligheder ved at rejse til Somalia, opholde sig dér et stykke tid og så efterlade deres børn til genopdragelse, jf. den somaliske voldtægtsforbryder.

 

Politikere og den selvudnævnte elite kan ikke undgå at vide, at asylansøgere, som opnår flygtningestatus, ikke sjældent rejser på ferie til deres hjemlande, som ellers skulle være så farlige for dem at opholde sig i.

 

På trods af indvandringsstoppet i november 1973 accepteres det, at flygtninge bliver indvandrere. Det sker ved først at give dem asyl og dermed opholdstilladelse, dernæst permanent opholdstilladelse og endelig dansk statsborgerskab.

 

”Rådne op” vs. ”bidrage”

Såvel venstrefløjen som højrefløjen har hver deres ideer om, hvad man skal gøre, mens asylansøgerne venter på at få flygtningestatus.

 

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

Allerede på dette tidspunkt ønsker venstrefløjen, at de skal blive i landet og forberedes på indvandring. De skal ikke – med disse partiers yndlingsudtryk – ”rådne op” i centre, men ud og arbejde og ”bidrage” (dvs. betale skat). Og så er de jo nået halvvejs, hvis de får flygtningestatus.

 

Højrefløjspartierne lader i modsætning hertil som om, at asylansøgere, hvad enten de får flygtningestatus eller ikke, skal sendes hjem igen: de skal ”uddanne sig til et eller andet, som de en dag kan bruge i deres hjemlande” eller have ”opdateret deres allerede erhvervede kompetencer”.

 

Hvor den ene fløj anvender åbn-jeres-hjerter retorik, anvender den anden en beroligende de-rejser-jo-hjem-igen retorik. Med hver deres udgangspunkt taler de i virkeligheden om det samme: Indvandring.

 

En anden vej

Vi kan slå to fluer med ét smæk ved at åbne vores hjerter og ikke lade de fremmede ”rådne op” på asylcentrene samtidig med, at vi forbereder dem på hjemsendelse, uanset hvor mange år der går, inden denne kan effektueres.

 

Asylansøgere kan – hvis det skulle vise sig nødvendigt – få almindelig skolegang, uddannelse eller opdatering af allerede erhvervet uddannelse på eget sprog i asylcentret. Børnene skal naturligvis også have aktiviteter samt almindelig skolegang på eget sprog, men også det skal foregå på centret.

 

De voksne, der hellere vil arbejde, kan erstatte visse af de jobs, som danske ansatte har og skal naturligvis – i stedet for lommepenge – have en ordentlig løn for det udførte arbejde.

Læs også
DA: Kommuner kan spare millioner ved færre indvandrere på offentlig forsørgelse

 

Bliver en asylansøger accepteret som flygtning, får han opholds- og arbejdstilladelse og kan stille sig op i køen for boligsøgende på linie med danskerne. Han og hans familie vil blive tildelt en lejlighed i den orden, de er skrevet op. Han og hans medbragte ægtefælle kan vælge at arbejde eller uddanne sig eller fortsætte skolegangen sammen med børnene. Dette skal fortsat foregå på asylcentret, så modersmålet bliver vedligeholdt.

 

Hele familien vil være sikret opholdstilladelse, beskyttelse, tryghed og en fredelig tilværelse til den dag, de skal hjem og være med til at bygge landet op igen efter flere års krig.

 

Og så skal man gøre dem klart, at der aldrig vil blive tale om et livslangt ophold i Danmark.

 

Ved at hjælpe, støtte og styrke familien, mens den er under Danmarks beskyttelse, er Flygtningekonventionens regler udvidet, mens den hovedløse politik, der har været ført siden 1983, indskrænkes.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…