EU forklarer nu, hvorfor så mange asylansøgere strømmer til Danmark – det er en ubehagelig afsløring for regeringen

EU’s grænseagentur Frontex har netop udsendt sin publikation ”Årlig Risiko-Analyse2015”.

 

Den viser, at asyltilstrømningen til EU er større end nogen sinde. Samtidig slår den illegale indvandring til EU alle rekorder, først og fremmest via Middelhavet. I 2014 kom 280.000 mennesker illegalt ind i EU-området for at søge asyl.

 

Skynder sig videre op i Europa

En væsentlig årsag til dette høje tal er, at der en del steder mangler ressourcer til at tjekke nationaliteten og identiteten på de mennesker, der ankommer til grænsen. Sådan er det for eksempel med Italien, der modtager så mange af bådflygtningene fra Middelhavet.

 

En meget stor del af dem, der ankommer til Italien, skynder sig videre op i Europa, inden de italienske myndigheder gennemfører nogen kontrol af dem. De har nemlig ikke lyst til at slå sig ned i Italien – og Italien vil også meget gerne slippe af med dem.

 

Men det betyder, at mange tusind mennesker bevæger sig rundt i Europa, uden at der overhovedet er styr på, hvem de er. I vidt omfang betjener de sig af falske dokumenter for at komme til det land, de ønsker.

 

Denne trafik udgør et stort sikkerhedsproblem – især når man ved, at Islamisk Stat vil sende terrorister ind i Europa under dække af at være flygtninge.

 

Frontex skriver: ”Idet migranterne, som opholder sig ulovligt i EU, hurtigt fortsætter deres rejse til andre medlemsstater, udgør det en risiko for EU’s interne sikkerhed.”

 

De går efter lande med høje sociale ydelser

På det seneste er en kraftigt voksende del af de illegale indvandrere taget til Danmark. Frontex giver en forklaring på, at så mange rejser den vej:

 

”Det sker af mange forskellige grunde, men mest af alt fordi de forventer at kunne modtage højere velfærdsydelser.”

 

Dette er en yderst ubehagelig afsløring for den danske regering. Som bekendt har den sat de sociale ydelser til flygtninge kraftigt i vejret. En almindelig flygtningefamilie modtager nu 10.000 kr. mere om måneden end under den borgerlige regering.

 

Det har gjort Danmark til en magnet.

 

Regeringen har hårdnakket afvist, at det hang sådan sammen.

 

De borgerlige har omvendt sagt, at der er en klar sammenhæng mellem høje sociale ydelser og stor tilstrømning. Derfor vil de genindføre starthjælpen og lægge loft over kontanthjælpen.

 

Nu underbygger Frontex den borgerlige udlægning.

 

Et af de mest attraktive asyllande i Europa

Røde Kors’ asylchef i Bulgarien, Mariana Stoyanova, pegede på det samme under et besøg i Danmark. Hun gjorde opmærksom på, at menneskesmuglere og asylansøgere virkelig har fod på, hvor meget de kan få i sociale ydelser i de forskellige europæiske lande.

 

Ifølge hende er det baggrunden for, at Danmark i de seneste par år er rykket op blandt de mest attraktive asyllande i Europa.

 

EU-statistikkerne viser da også, at Danmark under Thorning er blevet et af EU’s store asyllande. I 2014 modtog vi det femtestørste antal asylansøgere pr. million indbyggere i hele EU (Eurostat). Kun overgået af Sverige, Ungarn, Malta og Østrig.

 

Regeringen nægter at sænke det høje niveau for sociale ydelser til flygtninge. Derfor må man gå ud fra, at Danmark fortsat vil modtage en uforholdsmæssig stor andel af Europas flygtninge, hvis den røde regering fortsætter.

 

(Frontex: Annual Risk Analysis 2015)

Del på Facebook