Dusør til handlekraftigt kærestepar, der reddede en mand fra druknedøden

Nordjyllands Politi overrakte 9. december 2015 ved en lille højtidelighed på Politigården i Aalborg en dusør til en 25-årig mand, der med sin kæreste udviste omtanke og handlekraft.

 

Den 20. november 2015 omkring kl. 22.00 gik den 25-årige Mads Aae Christiansen en aftentur med sin kæreste. På gåturen blev de opmærksomme på en beruset mand, der gik langs med fjorden mod vest. Pludselig faldt manden i vandet, og han begyndte at råbe om hjælp.

 

Holdt fast
Mads Aae Christiansen løb resolut frem, bukkede sig ind i havnebassinet og fik et solidt greb i mandens jakke – derved forblev mandens hoved oven vande.

 

Samtidig løb Mads Aae Christensens kæreste til en nærliggende restauration, således at tililende personer derfra kunne assistere med at få den forulykkede person trukket sikkert op af vandet.

 

Udviste omtanke og handlekraft
Politikommissær Kenneth Ginnerup Skovsmose fra Nordjyllands Politi, der overrakte dusøren efter indstilling fra politiets patrulje på stedet, roser parrets handlekraft.

 

”Det er vores opfattelse, at Mads Aae Christiansen og hans kæreste har udvist stor omtanke og efterfølgende handlekraft ved at se den mulige fare i en beruset mand med retning mod fjorden og ved at få ham reddet op af havnen,” siger Kenneth Ginnerup Skovsmose.

 

Dusøren lød på 500 kr.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…