Så har jeg atter været i Skåne, den skønne landsdel i det sydligste Sverige, hvor man først kører igennem, hvad der landsskabsmæssigt lige så vel kunne være Sjælland.
Og så næsten med ét rammer man granitten og de store skove i det nordlige Skåne, og man ved, at man snart er fremme.
Jeg har sagt det før og gentager det gerne: Svenskerne og skåningene er venlige mennesker, hvad enten man møder dem på campingpladsen, i supermarkedet eller på genbrugsstationen. Alene af den grund kan det anbefales at løse billet over Øresundsbroen.
Masseindvandring
Sverige – og dermed også Skåne – forandrer sig med stor hastighed i disse år. Årsagen er kendt og består i, at Sverige mere end noget andet vestlige land, målt i forhold til befolkningsstørrelse, tager imod et enormt antal mennesker fra den tredje verden. I 2014 kom der ca. 80.000 asylsøgere til Sverige.
Den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, har ganske vist netop nedskrevet sin prognose for i år, men den lander dog på 74.000 personer. Mange af disse vil få asyl, og mange af de afviste vil ikke blive udsendt.
Sverigedemokraterne stormer frem
Politisk har det ført med sig, at Sverigedemokraterne i den seneste måling hos instituttet Sentio står til at blive Sveriges næststørste parti med 23,3 procent af stemmerne.
Det borgerlige Moderaterne har de overhalet, og Socialdemokratiet ligger kun 0,8 procent højere med 24,1 procent. Det er på ingen måde vildt at gætte på, at Sverigedemokraterne ved det næste valg til Rigsdagen i 2018 vil blive Sveriges største parti.
Særligt da ikke, eftersom partiet er sat totalt uden for indflydelse, efter at den såkaldte decemberaftale i december 2014 satte den svenske parlamentarisme ud af kraft indtil 2022.
De to blokke – på nær Vänsterpartiet, der ikke deltager i aftalen – er nemlig blevet enige om, at et mindretal kan regere i Sverige, idet blokken med færrest mandater simpelthen undlader at stemme imod f.eks. finansloven. En særegen form for folkestyre.
Det koster svenskerne dyrt
Den svenske velfærdsstat er for alvor ved at forvitre. Det kan ikke være anderledes, når landets politikere tillader en enorm indvandring af mennesker, der som gennemnit betragtet har meget lave kvalifikationer.
Den svensk-kurdiske økonom Tino Sanandaji (tino.us) har gentagne gange dokumenteret, hvor kostbar den nuværende politik er. Tino Sanandaji har oven i købet adskillige gange påvist, at f.eks. svensk tv direkte fusker, når de fortæller, hvor mange af de syriske flygtninge der er veluddannede.
Socialdemokrat advarer
Socialdemokraten Johan Westerholm har på sin hjemmeside Ledarsidorna.se henvist til, hvordan den svenske velfærdstat må skære ubønhørligt i ydelserne til nærmest alt, hvad enten det drejer sig om overførsler, ventetid på sygehusene, ventetid til kommunal tandpleje med mere. Samtidig er en række svenske kommuner som Göteborg og Malmø teknisk bankerot og klarer sig kun gennem milliardstore tilskud fra den svenske stat.
Det er både hjerteskærende og uhyggeligt at være vidne til, hvad der sker med Sverige i disse år. Der er ikke længere nogen tvivl om, at det Sverige, vi troede, vi kendte, ikke er længere. Det er der stadig på papiret, men hele den velfærdsbygning – hele folkhemmet, som de kalder det hinsidan – som er opbygget gennem mange årtier, er uhjælpeligt ved at kollapse.
Hvad der følger efter, når det er helt åbenlyst for enhver, er ikke rart at tænke på. Lad os give det sidste ord til Johan Westerholm, som skriver således:
”Kort sagt. Der er ikke råd til mere. Og det ved borgerne. Ikke bevidst ved hjælp af tal og statistikker. Men ubevidst. Ubevidst ved de fleste nok, at denne situation ikke er holdbar.”
