Da Paris fredag den 13. november blev udsat for et terrorangreb, blev politikerne i hele den vestlige verden (som sædvanen er) dybt chokeret og dybt rystet. Med alvorlige miner kommenterer statslederne den rædselsvækkende begivenhed og lover at gøre alt, hvad der står i deres magt for, at det ikke skal ske igen. Et løfte hverken de eller nogen anden tror på.
For den magt, de vitterligt har, bruger de ikke. De er mere bange for brud på konventioner og at blive trukket for Menneskerettighedsdomstolen, end de er bange for, at terrorister skal meje befolkningen ned.
Så ved hvert nyt terrorangreb lægger de sagesløse befolkninger blomster og går i fakkeltog, både for at ære de myrdede og med et inderligt, men forgæves, håb om, at politikerne da omsider må anvende deres magtbeføjelser.
PET og IS
For ikke så længe siden udtalte PET, at der ingen Islamisk Stat-folk var blandt flygtningene. Det lød mere som en besværgelse end som et udsagn, baseret på viden. En eller anden udråbt ekspert erklærede, at der da vel ingen var, der troede på, at terroristerne ville komme anstigende til Europa i synkefærdige gummibåde i slipstrømmen på flygtninge og migranter. Jo, det var der faktisk mange, der ikke alene troede på, men var overbevist om.
Vi har set utallige videoklip og optagelser på TV, hvori vises aggressive og handlekraftige unge mænd (og enkelte kvinder), der er særdeles utilfredse med at være kommet i sikkerhed. For det var jo ikke det, der var meningen med invasionen til Europa.
Formålet var at få de luksusforhold, de mente at være blevet lovet og ikke mindst berettigede til. Og fik de det ikke, ”truede” de endda med at tage tilbage til Syrien. Som ventet, tog ingen myndighed dem på ordet og hjalp dem retur.
Hvad kan vi gøre?
Terroren kan ikke stoppes eller bare i det mindste mindskes, før terroristerne ikke kan komme til vores del af verden. Derfor må det allerførste trin være velbevogtede grænsebomme.
Næste trin må være, at ingen enlig mand eller kvinde kan søge asyl. Alle må returneres, så snart de sætter foden på europæisk jord. Kun ægtepar (eller enlige) med børn og meget gamle mennesker får lov til at søge asyl, hvis de i øvrigt opfylder de oprindelige betingelser i Flygtningekonventionen af 1951.
Begreberne ”betinget udvisning” og ”tålt ophold” for kriminelle skal øjeblikkelig afskaffes. Kriminalitet er et bevidst valg, og forbryderen må bære erhvervsrisikoen, der for alle synes at være ”umenneskelig behandling” i hjemlandet. Men hellere ham, end at flere i befolkningen skal udsættes for yderligere umenneskelighed og et ødelagt liv.
Alle sympatisører af en hvilken som helst terrorgruppe skal sendes hjem, og det samme skal de personer, der offentligt (herunder på nettet) har gjort opmærksom på, at de hader Danmark, danskerne og vores værdier. Har de opnået dansk statsborgerskab, hvad enten det skyldes egen fortjeneste, eller via forældrenes ansøgning om statsborgerskab, skal de naturligvis miste dette.
Udenlandske imamer skal aldrig have dansk statsborgerskab, og hvis de absolut skal være her, må det være på vores betingelser. En af disse bør være, at de skal udskiftes efter en tidsbegrænset periode på få år. En anden, at udvisning sker ved den mindste mistanke om et eventuelt forsøg på hjernevask af unge mennesker.
Ingen syrienkriger m/k skal nusses og pusles om. Han skal end ikke ind i landet igen. En enkelt af disse syrienkrigere har udtalt, at han bestemt ikke ville gøre Danmark noget ondt. Mod hvem så? Kan nogen – her den glade budbringer – virkelig være så ligeglad med, at andre forsvarsløse befolkninger i Europa bliver udsat for terror?
At nægte at følge konventionerne, at blæse på Menneskerettighedsdomstolen og så tage opgøret bagefter, vil uden tvivl forårsage hyl og skrig fra venstrefløjen, og venstrefløjens militante celle AFA vil gå bersærk, mens islamisterne vil lægge sag an, som de har for vane, hver gang de føler sig ”krænket”.
Men med beslutsomme ledere, der ene og alene har den danske befolknings ve og vel i tanker og handling, skal vi nok sammen komme igennem al balladen. Og så kan vi måske igen slippe for ”det Danmark du kender”, som har beredt så mange familier i befolkningen livslang smerte og sorg.
Det ville være naivt at tro, at vi kan undgå terror. Men vi kan minimere risikoen ved at udvise alle, som vi allerede nu ved er potentielle terrorister, eller som modarbejder vores frihed og andre værdier, som vi sætter højt. At indlade enlige mænd fra lande, hvor IS huserer, er den rene galimatias.
Morten Østergaard (RV) mener i forbindelse med den nuværende invasion, at vores samfund er robust. Jeg har ingen anelse om, hvad han mener med dette plusord, som så ud til at smage så godt i hans smilende mund. Jeg tvivler på robustheden hos dem, der gennemhulles af kuglerne fra en maskinpistol.
Lad os dog for himlens skyld slippe for alle de fattige og betydningsløse plusord. Vores politikere og ledere må holde op med at ”gå i dialog” og at ”se hinanden dybt i øjnene” og i stedet skride til handling.
Ellers vil vi snart igen med sorg skulle lægge blomster og gå i fakkeltog.
