EU’s ministre for flygtninge mødtes i går i Bruxelles. Det blev endnu en udstilling af EU’s hjælpeløshed i forhold til asylstrømmen.
Man diskuterede de 160.000 asylansøgere, der ifølge tidligere vedtagelse skal omfordeles mellem EU-landene. Foreløbig er der kun omfordelt 140. Alle ved, at det ikke bliver til meget mere. Alligevel bliver man ved med at tale om det.
Det er ren afmagt.
Man diskuterede også de såkaldte ”hot spots”. Det vil sige centre, hvor de asylansøgere, der kommer ind i EU, skal registreres, så man kan få dem fordelt ud på de enkelte lande. Grækenland og Italien skal huse disse centre.
Men det går dårligt med at få centrene oprettet, specielt i Grækenland, og der tegner sig store problemer med at få dem til at fungere.
Det er ren afmagt.
Det vigtigste blev ikke diskuteret
Det vigtigste problem af dem alle blev derimod ikke diskuteret. Ingen tør tilsyneladende tage fat på det.
Dette problem drejer sig ikke om, hvordan man fordeler asylansøgerne mellem landene. Det drejer sig om, hvor mange mennesker EU kan holde til at lukke ind.
Tavsheden om dette spørgsmål, som går forud for alt andet, er den alvorligste demonstration af EU’s afmagt.
For Danmark ligger der her stof til den største krise i forhold til EU, siden vi blev medlem.
De ydre grænser
EU-politikerne har længe talt umådelig meget om, at man skal styrke kontrollen ved EU’s ydre grænser. Men hvad skal denne kontrol bruges til? Det er der slet ikke enighed om.
Når forbundskansler Angela Merkel taler om kontrol ved de ydre grænser tænker hun først og fremmest på de nye ”hot spots” og deres fordeling af asylansøgerne.
Men mange asylansøgere nægter at lade sig registrere. De vil nemlig selv vælge, hvor de tager hen. De går efter lande, hvor de har familie, og hvor velstanden er høj. Det bliver et farligt bøvl.
Bedre bliver det ikke af, at de fleste EU-lande vil være meget uvillige til at tage imod asylansøgere fra disse fælles centre. Flere og flere lande prøver i øjeblikket på at lukke af.
Danmark er ikke med i EU’s fælles asylpolitik, og derfor er vi ikke direkte omfattet af ordningen. Regeringen har dog sagt ja til at tage imod 1.000 af disse asylansøgere.
Merkel og Danmark
Men det værste ved hele denne debat er, at den overhovedet ikke forholder sig til, hvordan man regulerer det samlede antal af asylansøgere, der lukkes ind i EU.
Det kræver, at man bruger tilstrækkelig magt til at forhindre illegal indstrømning. Det kræver også kontrol og afvisning af mennesker, der ikke er flygtninge, på grænsen til EU. Og det kræver i sidste ende en stramning af flygtningebegrebet.
Men foreløbig er man slet ikke i nærheden af dette. Faktisk er landene dybt uenige om, hvor meget man overhovedet kan og skal regulere den samlede tilstrømning.
Danmark lægger helt afgørende vægt på at holde antallet nede. Kansler Merkel og andre har derimod et fjernt og svømmende forhold til hele denne problemstilling.
Merkel har talt meget om, at man jo slet ikke kan operere med nogen grænser for tilstrømningen.
Under indtryk af den massive bølge, der har ramt Tyskland, er hun dog blevet lidt mindre kry på det punkt. Men hun er stadig ikke indstillet på at tage en åben debat om antallet – hverken i Tyskland eller i EU.
Den holdning kan Danmark ganske enkelt ikke bruge til noget.
Det multikulturelle samfund
For danskerne og dansk politik er det fuldstændig afgørende, at vi undgår en samfundsudvikling, hvor de kommer store parallelsamfund, flere konflikter, større kriminalitet, mere kvindeundertrykkelse og stærkere modstand mod frihed og demokrati.
Eller for at sige det på en anden måde: Danskerne ønsker ikke et multikulturelt samfund. Og for os er det et helt afgørende formål med kontrollen ved EU’s ydre grænser, at vi undgår en sådan udvikling.
Men den problemstilling synes ikke at spille nogen rolle i Merkels overvejelser. Hun har engang lagt luft til det multikulturelle samfund, men det gør hun efter alt at dømme ikke længere.
Det spiller heller ikke nogen rolle for de talløse debatter i EU. Man forholder sig ikke til, at der er en klar sammenhæng mellem antallet, og hvilket samfund vi ønsker.
Danmark må klare det selv
Trods denne fundamentale kløft i holdninger, skal Danmark naturligvis søge at arbejde for så god kontrol med EU’s ydre grænser som muligt.
Men det står ganske klart, at hele spørgsmålet om antallet og samfundsudviklingen i høj grad må klares af Danmark selv gennem nationale foranstaltninger, herunder grænsekontrol og asylregler.
Hvad det angår, kan man ikke have særlig store forhåbninger til fælles EU-løsninger.
Dette er, hvad der skaber den største krise i Danmarks forhold til EU, siden vi blev medlem.
